La Leptidea sinapis ye una especie de caparina de la familia Pieridae. (Linnaeus, 1758). Atópase distribuyida n'Europa, escontra l'este al traviés del Cáucasu, Asia Menor, Oriente Mediu, Kazajstán y dende el sur de Siberia a la rexón de los montes Baikal.[1] [2][3] [4]
Tien un hábitat diversu, marxes de montes, coníferes, caducifolios, arbustives, maleces, ribayos percima de la llinia d'altitú del monte, tien un hábitat de gran diversidá de condiciones en temperatura, xeoloxía y mugor.
Lathyrus pratensis, Lathyrus grandiflorus, L. tuberosus, L.montanus, L linifolius, L. vernus, L.niger, L.aphaca, Lotus uliginosus.
La Leptidea sinapis ye una especie de caparina de la familia Pieridae. (Linnaeus, 1758). Atópase distribuyida n'Europa, escontra l'este al traviés del Cáucasu, Asia Menor, Oriente Mediu, Kazajstán y dende el sur de Siberia a la rexón de los montes Baikal.
L'angelet (Leptidea sinapis) és un lepidòpter ropalòcer de la subfamília Dismorphiinae i la família Pieridae.[1]
Es troba a Europa i cap a l'est a través del Caucas, Àsia Menor, Orient Mitjà, Àsia central, Kazakhstan i sud de Sibèria fins a la regió del Baikal.
La variació geogràfica és lleu, però es reconeixen les següents subespècies:[1]
L'insecte es troba en prats, marges de bosc i boscos esclarissats de fins a 2.500 metres sobre el nivell del mar. L'adult vola des d'abril a octubre en dues, de vegades tres, generacions. Les plantes nutrícies a Europa (Eckstein, 1913; Lorkovic, 1947; Ebert, 1991) són Fabàcies (Lathyrus pratensis, Lotus corniculatus, Vicia spp.).
Leptidea sinapis és una de les tres espècies d'un grup d'espècies críptiques. Els altres membres són Leptidea reali i Leptidea juvernica.[2] Altres espècies similars són Lepidea morsei, Leptidea duponcheli, Leptidea amurensis.
La femella pon els seus ous en diversos membres de la família dels pèsols a finals de maig i juny, més comunament Lathyrus pratensis, Lathyrus linifolius, Vicia cracca i Lotus corniculatus. Les larves són de color verd i es camuflen bé en la seva planta nutrícia. La pupació té lloc a finals de juliol a la rodalia de matoll i és en aquesta etapa en la qual passa l'hivern.
Hàbitat de Leptidea sinapis
Leptidea sinapis
Leptidea sinapis
Còpula de Leptidea sinapis
Ou de Leptidea sinapis
L'angelet (Leptidea sinapis) és un lepidòpter ropalòcer de la subfamília Dismorphiinae i la família Pieridae.
Glöyn byw sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw gwyn y coed, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy gwynion y coed; yr enw Saesneg yw Wood White, a'r enw gwyddonol yw Leptidea sinapis.[1][2] Fe'i canfyddir ledled Ewrop a rhannau o Asia, Kazakhstan a de Siberia.
Caiff yr isrywogaethau canlynol eu cydnabod: spp. sinapis (Linnaeus, 1758) Ewropeaidd (Lleoliad: Sweden, W. Siberia, de Altai; ssp. pseudodiniensis (Pfeiffer, 1927) y Cawcasws, Kopet-Dagh; ssp. melanoinspersa Verity, 1911 de a gorllewin Tian-Shan, Dzhungarsky Alatau a Mynyddoedd Alay.
Ei gynefin yw caeau gwair ac ymylon coedwigoedd a hynny hyd at 2,500 m yn uwch na lefel y môr. Dros y 150 mlynedd diwethaf mae ei niferoedd wedi gostwng yn enbyd. Ceir enghreifftiau prin ohonyn nhw mewn rhai siroedd yn ne Lloegr, fodd bynnag, gan gynnwys: Swydd Henffordd, Caerwrangon, Swydd Northampton, Swydd Buckingham, Dyfnaint, Surrey a Gwlad yr Haf. Dyma löyn byw lliw gwyn prinaf gwledydd Prydain, ond mae'r rhywogaeth debyg gwyn coed Real yn bur gyffredin yn Iwerddon.
Ceir un cenhedlaeth ohono: rhwng diwedd Mai a Mehefin; ond ar adegau, pan fo'r hafau'n hir a chynnes, ceir ail genhedlaeth a hynny yn Awst.
Mae'r fenyw yn dodwy ei hwyau ar ddail teulu'r pys a hynny ar ddiwedd Mai neu ddechrau Mehefin. Mae'n eu dodwy yn fynych ar: Lathyrus pratensis, Lathyrus linifolius, Vicia cracca a Lotus corniculatus. Mae'r siani flewog wedi'i gorchuddio mewn cuddliw effeithiol o wyrdd. Try'n chwiler ar ddiwedd Gorffennaf ac fel hyn mae'n cysgu'r gaeaf.
Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnwys mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.
Wedi deor o'i ŵy mae gwyn y coed yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.
Glöyn byw sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw gwyn y coed, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy gwynion y coed; yr enw Saesneg yw Wood White, a'r enw gwyddonol yw Leptidea sinapis. Fe'i canfyddir ledled Ewrop a rhannau o Asia, Kazakhstan a de Siberia.
Caiff yr isrywogaethau canlynol eu cydnabod: spp. sinapis (Linnaeus, 1758) Ewropeaidd (Lleoliad: Sweden, W. Siberia, de Altai; ssp. pseudodiniensis (Pfeiffer, 1927) y Cawcasws, Kopet-Dagh; ssp. melanoinspersa Verity, 1911 de a gorllewin Tian-Shan, Dzhungarsky Alatau a Mynyddoedd Alay.
Ei gynefin yw caeau gwair ac ymylon coedwigoedd a hynny hyd at 2,500 m yn uwch na lefel y môr. Dros y 150 mlynedd diwethaf mae ei niferoedd wedi gostwng yn enbyd. Ceir enghreifftiau prin ohonyn nhw mewn rhai siroedd yn ne Lloegr, fodd bynnag, gan gynnwys: Swydd Henffordd, Caerwrangon, Swydd Northampton, Swydd Buckingham, Dyfnaint, Surrey a Gwlad yr Haf. Dyma löyn byw lliw gwyn prinaf gwledydd Prydain, ond mae'r rhywogaeth debyg gwyn coed Real yn bur gyffredin yn Iwerddon.
Ceir un cenhedlaeth ohono: rhwng diwedd Mai a Mehefin; ond ar adegau, pan fo'r hafau'n hir a chynnes, ceir ail genhedlaeth a hynny yn Awst.
Bělásek hrachorový (Leptidea sinapis) je motýl z čeledi běláskovitých. Jde o jednoho z nejmenších bělásků (30–40 mm).[1] Rozšířen je po celé Evropě, včetně Česka. Housenka motýla se vyvíjí například na hrachoru lučním, odtud název. Samice motýla má čistě bílé zbarvení, samci mají v rozích předních křídel tmavou skvrnu.[1] V Česku je jeho výskyt ohrožen především zalesňováním.[2]
Velmi podobným druhem je vzácnější bělásek východní a bělásek Realův.[1]
Obrázky, zvuky či videa k tématu bělásek hrachorový ve Wikimedia Commons
Bělásek hrachorový (Leptidea sinapis) je motýl z čeledi běláskovitých. Jde o jednoho z nejmenších bělásků (30–40 mm). Rozšířen je po celé Evropě, včetně Česka. Housenka motýla se vyvíjí například na hrachoru lučním, odtud název. Samice motýla má čistě bílé zbarvení, samci mají v rozích předních křídel tmavou skvrnu. V Česku je jeho výskyt ohrožen především zalesňováním.
Skovhvidvinge (Leptidea sinapis) er en sommerfugl i hvidvingefamilien. Den er udbredt i store dele af Europa, mod øst til Kaukasus i Rusland samt gennem Tyrkiet til Syrien og i en isoleret bestand i Marokko. Sommerfuglen er specielt knyttet til ekstensivt drevne og lysåbne skove med meget bundvegetation f.eks. stævningsskove. Hannen har en helt speciel parringsadfærd, når han finder en uparret hun. Han opfører en lille dans, med specielle bevægelsesmønstre af antenner og snabel. Skovhvidvingen flyver fra midten af maj til juli.
Skovhvidvingen uddøde i Danmark i 1976. Inden da havde den fandtes i Østjylland og på Sjælland.[2] Manglen på egnede levesteder kan være årsagen til dens tilbagegang.
Skovhvidvingen tilhører underfamilien Dismorphiinae, der især findes i Sydamerika, men arterne i slægten Leptidea findes dog kun i Europa og Asien. Der har i de senere år vist sig at være tre forskellige arter i slægten, der alle ligner hinanden meget.[3][4] De hedder L. reali, L. sinapis og L. juvernica. Reali har aldrig været i Danmark, og den findes kun fast i Sydeuropa. Juvernica hedder Enghvidvinge på dansk og den fandtes på Bornholm inden den forsvandt derfra og dermed uddøde i Danmark. Det sidste eksemplar blev set i 2004, og da den ikke blev observeret i 2005 og 2006 blev den erklæret uddød i 2006.[5] På Bornholm holdt den sig især til lysninger. Bestanden her var meget lille – omkring 100 individer, men skoven blev drevet med specielt hensyn til sommerfuglen, så artens sidste tilholdssted i Danmark ikke blev ødelagt. Men den uddøde alligevel, formentlig på grund af nedfald af kvælstof og tilgroning.
Skovhvidvingen ligner lille kålsommerfugl, men skovhvidvingen har smallere vinger med grå aftegninger på undersiden af bagvingerne. Vingefanget er omkring 37–43 mm. Hunnen er noget større end hannen, hun har rundere vinger og en svagere farvet plet på forvingen i forhold til hannens tydelige mørke plet. Der er også en forskel mellem 1. og 2. generation af sommerfuglen, da 2. generation har den mest udtalte forskel mellem kønnene.
En uge efter ægget er lagt klækkes det. Efter 3-4 uger er larven udvokset og forpupper sig. Hvis det er varmt i vejret klækkes puppen samme år og 2. generation kommer frem, men oftest overvintrer puppen til næste år, hvor den klækkes i midten af maj efter ca. 10 måneder.
Fladbælg, musevikke, viol og tusindfryd.
Skovhvidvinge (Leptidea sinapis) er en sommerfugl i hvidvingefamilien. Den er udbredt i store dele af Europa, mod øst til Kaukasus i Rusland samt gennem Tyrkiet til Syrien og i en isoleret bestand i Marokko. Sommerfuglen er specielt knyttet til ekstensivt drevne og lysåbne skove med meget bundvegetation f.eks. stævningsskove. Hannen har en helt speciel parringsadfærd, når han finder en uparret hun. Han opfører en lille dans, med specielle bevægelsesmønstre af antenner og snabel. Skovhvidvingen flyver fra midten af maj til juli.
Der Senfweißling, auch Tintenfleck-Weißling oder Leguminosen-Weißling, ist ein Artkomplex dreier nah verwandter Tagfalter-Arten aus der Familie der Weißlinge (Pieridae). Bis 1989 wurden alle Populationen der Art Leptidea sinapis (Linnaeus, 1758) zugeordnet. Dann wurde erkannt, dass es sich um einen Komplex zweier kryptischer Arten handelt, die verlässlich nur anhand der Begattungsorgane unterscheidbar sind. Die neu erkannte Art wurde Leptidea reali Reissinger, 1989 genannt (Synonym: Leptidea lorkovicii Réal, 1988). 2011 stellte sich heraus, dass auch das, was vorher L. reali genannt wurde, in Wirklichkeit einen Komplex aus zwei Arten darstellt, die morphologisch überhaupt nicht unterscheidbar sind, sondern nur anhand ihrer DNA-Sequenz.[1] Die dritte Art wurde als Leptidea juvernica Williams, 1946 abgetrennt. Während L. sinapis und L. juvernica weit verbreitet sind und auch in Mitteleuropa vorkommen, ist L. reali auf ein kleines Areal in Südwesteuropa beschränkt.
Der Senfweißling ist ein eher kleiner Weißling mit einer Flügellänge von 19 bis 24 Millimeter. Körper und Flügel sind überwiegend weiß beschuppt. Zeichnung und Färbung unterscheiden sich zwischen den Geschlechtern (Sexualdimorphismus) und auch zwischen den Generationen (Saisondimorphismus). Beim Männchen sind die Flügeloberseiten reinweiß mit einem schwarzen Fleck auf der Spitze der Vorderflügel. Dieser ist in der ersten Generation größer und reicht meist bis zum Flügelrand. In der zweiten Generation ist er in der Regel kleiner, aber intensiver gefärbt und rund, wobei er nicht den Rand erreicht. Beim Weibchen ist der Fleck weitgehend reduziert, meist sind an der Flügelspitze einige schwarze Schuppen untergemischt, die aber seltener auch völlig fehlen können (als var. erysimi bezeichnet). Die Flügelunterseite ist ausgedehnt grünlichgelb beschuppt und trägt oft unklare, unscharf begrenzte etwas dunklere Flecken oder Binden. Der Kolben der Fühler ist in beiden Geschlechtern überwiegend schwarz gefärbt. Die Spitze ist unscharf begrenzt kastanienbraun mit einem klar erkennbaren, weißen Fleck auf der Unterseite. Die Falter sitzen normalerweise immer mit zusammengeklappten Flügeln.
Leptidea sinapis und L. juvernica (+ L. reali) weisen bei den Männchen der ersten Generation einen gewissen Unterschied in der Ausprägung des schwarzen Apikalflecks im Vorderflügel auf.[2] Der Vorderrand des Flecks ist (bei typischer Ausprägung) bei L. juvernica eher konkav (Fleck am Flügelrand mit einem schwarzen Balken nach vorne verlängert), bei L. sinapis eher konvex (Fleck am Flügelrand durch einen zur Spitze zeigenden weißen Streifen eingezogen). Oft ist L. juvernica insgesamt etwas dunkler gezeichnet als L. sinapis. Diese Merkmale sind aber nur statistisch und werden erst beim Vergleich größerer Serien erkennbar. Einzeltiere sind anhand der Zeichnung nicht sicher bestimmbar.
Die sichere Unterscheidung von L. sinapis und L. juvernica/L. reali ist nur anhand der männlichen und weiblichen Begattungsorgane möglich. Die männlichen sind in eine sklerotisierte Kapsel eingeschlossen. Der Aedeagus von L. sinapis ist deutlich kürzer (nie über 1,74 Millimeter) als derjenige der beiden anderen Arten (länger als 1,82 Millimeter).[3] Dem entspricht beim Weibchen ein kürzerer Ductus bursae; dieser besteht bei der Gattung aus einer einfachen Röhre, die nach oben schwach aufgeweitet ist.
Die anderen Leptidea-Arten sind morphologisch ebenfalls sehr ähnlich und schwer unterscheidbar. In Mitteleuropa ist hier nur der Östliche Senfweißling, Leptidea morsei (Fenton, 1881), zu berücksichtigen, der im äußersten Osten von Österreich (Burgenland und Osten von Niederösterreich und Steiermark), in Tschechien und der Slowakei vorkommt. Diese Art lebt, zumindest im Gebiet, vermutlich monophag an der Schwärzenden Platterbse (Lathyrus niger).[4]
Bemerkenswerterweise erwies sich die Art L. sinapis bezüglich ihrer Chromosomenzahl als nicht stabil.[5] Über das Verbreitungsgebiet konnte eine genetische Kline mit 2n=106 in Spanien bis 2n=56 in Kasachstan nachgewiesen werden. Dabei war die Chromosomenzahl auch innerhalb einzelner Populationen ungleich. Sogar einzelne Individuen erwiesen sich als chromosomal heterozygot. Die Meiose war dadurch nicht beeinträchtigt.
Die Eier sind gelblichweiß gefärbt, längsrippig und spindelförmig. Die Raupen der Arten sind leuchtend grün gefärbt. Auf der Rückenmitte ist ein breites, grün gefärbtes Band beidseitig durch helle Streifen abgegrenzt. Seitlich befindet sich jeweils ein abwechselnd weißer und gelber Streifen.[6] Die drei Arten sind im Raupenstadium nicht unterscheidbar.
Die Überwinterung erfolgt als Gürtelpuppe an einem Stängel. Die Puppen sind ockergelb und tragen einen rotgelben Seitenstreifen. Nach Friberg sind die Schwesterarten im Puppenstadium unterscheidbar.[7] Demnach sind die Antennen der Puppe bei L. sinapis überwiegend weiß, mit einer deutlichen rosa gefärbten Mittellinie. Bei L. juvernica sind sie überwiegend rosa mit undeutlich begrenzten weißen Aufhellungen zum Rand hin.
Leptidea sinapis und Leptidea juvernica sind paläarktisch verbreitet: Sie kommen von Westeuropa bis in den Osten Chinas vor. Leptidea reali ist hingegen auf ein Areal beschränkt, das den Norden der Iberischen Halbinsel und Südwestfrankreich und den Süden Italiens umfasst;[1] die genaue Verbreitung dieser Art ist aufgrund der erst kürzlich erfolgten Abspaltung unzureichend bekannt. Die beiden anderen Arten kommen fast in ihrem gesamten Verbreitungsgebiet gemeinsam (sympatrisch) vor, unterscheiden sich aber meist lokal in der Wahl des Mikrohabitats. Auf den Britischen Inseln soll L. juvernica auf Irland beschränkt sein,[8] während L. sinapis auch in England vorkommt.[9] Die Verbreitung beider Arten ist z. B. in Österreich,[10] den Niederlanden[11] oder Polen[12] untersucht worden. Für Deutschland ist die Verbreitung unzureichend bekannt. Im Prinzip ist im gesamten europäischen Verbreitungsgebiet, einschließlich des südskandinavischen Raums, vom Vorkommen beider Arten auszugehen.
In größeren Teilen Europas wird von einem mehr oder weniger auffallenden Rückgang der bekannten Populationen von L. sinapis berichtet, oft von einer Arealexpansion von L. juvernica begleitet (z. B. in Polen). In England gilt L. sinapis als bestandsbedroht und ist Gegenstand eines Artenhilfsprogramms.[13] In Deutschland ist die Sammelart in Süddeutschland verbreitet, aber nicht häufig, sie wird nach Norddeutschland hin seltener und fehlt im Bereich der Nordseeküste völlig. In Baden-Württemberg ist der Bestand rückläufig, aber die Art nicht gefährdet.[14] In Bayern wird sie in der Vorwarnliste geführt.[15]
Der Senfweißling als Sammelart ist ein Bewohner sonniger Saumstandorte am Rand von Wiesen, Mager- und Trockenrasen, Wegen und Gebüschen. Man findet ihn auch an Waldrändern, in lichten Wäldern und in naturnahen Gärten. Er meidet kühle und feuchte Gebiete mit einem Jahresmittel unter 6 °C und einer mittleren Niederschlagssumme über 1400 Millimetern.[14] Bezüglich der Habitateinnischung der sympatrischen Arten L. sinapis und L. juvernica existieren widersprüchliche Aussagen. In Teilen des Verbreitungsgebiets ist eine der Arten weit verbreitet und häufig und die andere ein seltener Habitatspezialist. Dies kehrt sich jedoch in anderen Regionen um.[16] Angaben zum Vorzugshabitat und zur bevorzugten Raupennahrungspflanze sollten deshalb nicht unkritisch auf andere Regionen übertragen werden. So wird regional für jeweils eine der Arten ein bevorzugtes Vorkommen jeweils eher in Wiesen bzw. in lichten Wäldern angegeben. Diese Unterschiede waren in anderen Regionen nicht zu bestätigen oder sogar genau umgekehrt. Für Deutschland liegt kein Hinweis auf eine Habitatseparation vor: Beide Arten sind nicht selten nebeneinander im selben Habitat verbreitet. Ein Mechanismus, der zur Habitattrennung beiträgt, könnte der spezifische Paarungsmodus der Arten sein. Die Trennung der Arten fällt nämlich nicht nur den menschlichen Untersuchern schwer, sondern auch den Männchen der Schmetterlingsarten selbst. Es konnte gezeigt werden, das Männchen Balzverhalten gegenüber Weibchen beider Arten zeigen (bei direkter Wahl werden Weibchen der eigenen Art eventuell etwas bevorzugt). Als Paarungspartner akzeptieren die Weibchen aber nur Partner der jeweils eigenen Art.[17] Durch die Belästigung durch Paarungsversuche von Männchen der fremden Art sind Weibchen der im Lebensraum jeweils selteneren Art benachteiligt, was experimentell belegt werden konnte. Damit existiert ein Mechanismus, der zufällige Dichteunterschiede verstärken kann. Dies kann zu (eher zufällig gesteuerter) Habitatspezialisierung führen.
Der Name Senfweißling ist irreführend, da die Arten im Gegensatz zu anderen Weißlingen weder als Falter noch als Raupe von Kreuzblütlern leben. Die Eiablage erfolgt ausschließlich an Schmetterlingsblütlern (Fabaceae, früher auch: Leguminosen). Weidemann[18] hatte daher (vor der Auftrennung in mehrere Arten) vorgeschlagen, den Namen Leguminosen-Weißling zu verwenden.
Vor der Eiablage werden die Pflanzen sehr genau inspiziert, so dass nur Fabaceen angenommen werden (jedoch nicht alle). Zu den wichtigsten Eiablagepflanzen gehören
Bei Untersuchungen in Österreich bevorzugten Weibchen von Leptidea juvernica die Wiesen-Platterbse, während Leptidea sinapis Hornklee präferierte.[19] Diese Vorliebe gilt aber nur für die dort untersuchte Population und deckt sich z. B. nicht mit den schwedischen Beobachtungen.
Alle drei Arten bilden zwei Generationen vom Frühling bis in den Sommer, in kühleren Gebieten regional auch nur eine Generation. Die erste Generation fliegt zur Blüte des Wiesen-Schaumkrauts (Cardamine pratensis). Die etwas kleineren Falter der zweiten Generation können ab Mitte Juli beobachtet werden.
Der Senfweißling, auch Tintenfleck-Weißling oder Leguminosen-Weißling, ist ein Artkomplex dreier nah verwandter Tagfalter-Arten aus der Familie der Weißlinge (Pieridae). Bis 1989 wurden alle Populationen der Art Leptidea sinapis (Linnaeus, 1758) zugeordnet. Dann wurde erkannt, dass es sich um einen Komplex zweier kryptischer Arten handelt, die verlässlich nur anhand der Begattungsorgane unterscheidbar sind. Die neu erkannte Art wurde Leptidea reali Reissinger, 1989 genannt (Synonym: Leptidea lorkovicii Réal, 1988). 2011 stellte sich heraus, dass auch das, was vorher L. reali genannt wurde, in Wirklichkeit einen Komplex aus zwei Arten darstellt, die morphologisch überhaupt nicht unterscheidbar sind, sondern nur anhand ihrer DNA-Sequenz. Die dritte Art wurde als Leptidea juvernica Williams, 1946 abgetrennt. Während L. sinapis und L. juvernica weit verbreitet sind und auch in Mitteleuropa vorkommen, ist L. reali auf ein kleines Areal in Südwesteuropa beschränkt.
It Boskwytflinterke (Leptidea sinapis) is in soarte yn de famylje fan de Wytflinters (Pieridae).
It Boskwytflinterke is in honkfêste soarte. De flinters hâlde fan fochtige waarme greiden. It Boskwytflinterke is oant 1990 in pear kear efterelkoar fûn. Mar nei in koarte tiid wie it skaai dan ek wer ferdwûn. Yn 1993 is de soarte wer sjoen op de Sint-Pitersberch. Der wurde no alle jierren Boskwytflinterkes sjoen. De soarte wreidet selfs wat út.
Op de reade list stiet de flinter as gefoelich.
It is in hiele gefoelige flinter mei ovale wjukken. De flinter hat in aparte manier fan fleanen: Se geane in bytsje omheech en dan wer in bytsje omleech. De wjuklingte is likernôch 20 mm. By it mantsje is it plak op de foarwjuk donkerder as by it wyfke.
De flinter kin fûn wurde fan begjin maaie oant ein maaie en fan ein juny oant ein augustus. It Boskwytflinterke fleant yn twa of trije generaasjes.
De rûp kin 20 mm lang wurde. It liif is felgrien mei in giele streek oer de rêch. De hiele rûp is bedutsen mei lytse hierkes. De rûp groeit in de simmer mar wurd hast nea sjoen. De pop oerwinteret tsjin in stâle fan in plant oan.
De rûp fret fan Giele Skuontsjes, Tôchklaver en Wikje.
Twa boskwytflinterkes
It Boskwytflinterke (Leptidea sinapis) is in soarte yn de famylje fan de Wytflinters (Pieridae).
Përshkrimi: Flatrat e përparme të bardha, në majë me njollë të zezë rrumbullake të madhe (mashkulli) ose të vogël (femra), nganjëherë njolla edhe mungon; flatrat e pasme të bardha, ana e poshtme e tyre me figurë gri të çelët.
Përmasat:Hapësira e flatrave 33-42 mm.
Habitati:Në mjedise barishtore dhe lulëzim.
Leptidea sinapis, or the wood white butterfly of the family Pieridae, is a small white butterfly that is mainly found in England, Ireland, and Northern Europe.[1] The butterfly has white wings with grey or yellow markings near the center or tip of the wing.[2] It flies slowly and low over its shrubbery habitat.[3] Males initiate courtship with females and can mate multiply, while females tend to only mate once in their lifetime.[3][4]
The wood white was added to the UK BAP Priority Species list in 2005 due to a substantial decline in the population, especially in England. This decline has been attributed to changes in woodland regions, including increased shade due to tree planting, and the failure to maintain woodland rides in a satisfactory way for wood whites to oviposit. Conservation efforts are currently striving to understand how to best maintain woodland regions and are examining the effect of climate change (particularly during the winter months) on egg survival.[1][5]
There are several subspecies of L. sinapis. These subspecies are all found in nearby regions, and thus geographical variation is slight. The following subspecies are recognized:
These subspecies, although they look similar, are different in the physiology of their genitals and are reproductively isolated from the wood white due to female conspecific mating choice.
The wood white is found in Europe and eastwards across the Caucasus, Asia Minor, the Middle East, Middle Asia, Kazakhstan and south Siberia to the Baikal region.
Within Europe, the wood white is unevenly distributed across the Midlands and Southern England, as well as Northern Europe and Ireland.[1] Since the species is currently depleting in size throughout England, it is primarily found in woodland pockets, such as the Haugh and Wigmore Woods of Herefordshire.[6] L. sinapis is also found in Slovakia, the Czech Republic, Sweden, France, Spain and Ireland.
The wood white is found in the northern parts of the United Kingdom, largely in the clearings among woodlands or nearby shrubbery. They can often also be found in areas where there is substantial shelter, such as abandoned railway tracks and cliffs near the sea shore, as well as meadows, forest edges and sparse forests up to 2,500 m above sea level. One of the most consistently populous regions of northern England in terms of L. sinapis is in Herefordshire, particularly the Haugh Wood and Wigmore Rolls woodlands. The wood white requires habitats with substantial vegetation and shrubbery in order to lay eggs and pupate, however they are very particular about the amount of shade in their habitat. Substantial habitat loss for wood whites occurs as a result of too much shrubbery or shade in their living environments.[7] They select very specific food-plants within these habitats.[6]
The female wood white flies near woodland areas with substantial shrubbery, and lays its eggs on tall food-plants. There are several preferred plants on which L. sinapis have been observed to lay their larva. These include Lotus pedunculatus, Lathyrus pratensis, and Lotus corniculatus. Researchers hypothesize that the height of the plant may influence the number of larva laid there—the taller the plant, the more eggs expected.[6] They tend to select these taller plants, and lay eggs on the underside of leaves in a single row.[4]
Female wood whites lay the eggs on very specific food-plants (such as Lotus pedunculatus, Lathyrus pratensis, and Lotus corniculatus) that they select through chemoreception via receptors on their feet. They fly low and slowly over the shrubbery and test several plants by landing on them and using their chemoreceptors.[4]
Eggs hatch after 10–20 days, after which the larvae remain on the food plant and feed on its leaves.
The development of the larvae is temperature-dependent, with a range of 35–60 days spent developing. There are, on average, four larval instars, which all tend to stay on the food-plant during development, eating the leaves of the plant onto which they hatched. The larvae are green and well camouflaged on their food plant.
When the larvae are ready to pupate, they wander for a variable amount of time (minimum 1 hour, maximum a few days) until they find a location to pupate. The resulting pale green or brown pupae are generally found on grass stems and on rose plants.
After pupation, this species re-hatch into full grown wood white butterflies.[3] The species is bivoltine, meaning that two generations hatch per year, during the months of late May through August.
_Leptidea_sinapis_-_Foret_de_Bouconne,_France_-_male_dorsal.jpg)
Leptidea sinapis ♂
_Leptidea_sinapis_-_Foret_de_Bouconne,_France_-_male_ventral.jpg)
Leptidea sinapis ♂ △
_Leptidea_sinapis_-_Foret_de_Bouconne,_France_-_female_dorsal.jpg)
Leptidea sinapis ♀
_Leptidea_sinapis_-_Foret_de_Bouconne,_France_-_female_ventral.jpg)
Leptidea sinapis ♀ △
Leptidea sinapis is one of three species in a cryptic species complex. The other members of the cryptic species complex are L. reali and L. juvernica.[8] Similar species are L. morsei, L. duponcheli and L. amurensis. The two other related species that have been classified (L. reali and L. juvernica) do not exhibit cross-mating. DNA and mitochondrial studies have shown that the two taxa are definitively different; although they appear the same in wing coloration and external appearance, they can be differentiated by their genitalia. A population genetic study of male L. sinapis, L. reali and L. juvernica individuals showed no evidence for gene flow after divergence.[9] L. reali is found in Italy, Spain, and France, while L. juvernica is found more in England and Ireland, and other Nordic countries. They appear to be niche separated—they utilize and inhabit different habitats.[10] Male members of the two species try and mate with females of both species with equal frequency, but the females only mate with members of their own species. Researchers are attempting to understand the reason for the niche-separation of the two subspecies. The two species tend to lay eggs on the same plants, causing researchers to hypothesize that host-plant selection is not the primary reason for niche-separation and later speciation. The choice of host plant did not affect survival rates of either species to any significant degree, but the most common host plant for both larvae was L. pratensis.[4] A newly hypothesized explanation for this habitat separation, or existence of mosaic habitats is the long courtship rituals that these butterflies have. A female would not want to be subjected to the long courtship ritual only to bear the cost of having hybridized offspring, so there is niche separation to prevent heterospecific mating.[10]
There is no local or regional migration of the wood white. The wood white is a bivoltine species, meaning that there are two generations of eggs that hatch in one year. The two generations of butterflies emerge and fly in May through June and secondly in July through August. Egg laying, hatching of the larvae, and pupation occur during the winter (over-wintering). Studies about how climate changes during the winter months affect pupation are being conducted to help develop conservation plans.[5]
There are two reproductively isolated species of wood white called L. sinapis and L. reali. These two species can mate with each other (heterospecific mating), but it is in their best interest, for the viability and fecundity of their offspring, that they mate only within their species (conspecific mating). Male members of the two species try and court or mate with females of both species with equal frequency, but the females only mate with members of their own species. This female choice has caused the two species to diverge and become reproductively isolated. There is a time and energy cost that the females bear when males of the opposite species attempt to mate with them—this cost has led to females occasionally acquiescing and mating with these males, leading to some degree of between-species hybridization.[4]
There is an elaborate courtship ritual between wood whites, initiated by the male. They begin by wagging their head from one side to another, extending their proboscis towards the female. The female, with her antennae pulled back, would be unmoving if already mated and would immediately move their abdomen towards the male if not.[3]
Females mate only once in nature, while males can mate several times.[3] This can be explained by the competing pressures that each sex faces. wood white males would need to mate with as many conspecific females as possible to maximize the number of viable offspring, while females benefit from only mating once, since the egg-laying process of choosing the best food-plant on which to oviposit is so time and energy intensive—mating multiple times would not be a good use of resources.[11]
Adult wood whites fly slowly, and they appear to flutter. Males spend the majority of their lifetime flying low over shrubbery to find possible mates.[3]
Wood white butterflies have white wings, sometimes with small grey or yellowish markings towards the middle or edge of the wing.[2] Males have white-tipped antennae, while females have brown-tipped antennae.[3] They have a 36-44mm wingspan.
It had been long held that butterfly species feeding on nectar had served as pollinator vectors, but the L. sinapis demonstrates that this is not always the case. An analysis of the relationship between the Phlox-Coliasis pollination system and the L. sinapis which feeds on the nectar, displays that the pollination efficiency is around 1%, extremely low for the need to successfully pollinate the host population. Thus, rather than being considered a mutualistic relationship, the L. sinapis is considered a parasite to the flowers from which they feed.[12]
Predators of the wood white eggs are largely unknown, but lead to 90-98% of all egg deaths.[3]
Wasps in the family Trichogrammatidae parasitize the wood white eggs and account for only a small percentage of egg death. The larvae are parasitized by Cotesia vitripennis and Cotesia anchisiades, which are two braconid wasp species.[3]
Rapid changes in shade (tree-cover, buildings, etc.) in the woodlands where the butterflies lay their eggs and moist or colder weather during ovipositing season contribute to the lower quantities of adult wood whites during the months of June through August.[3]
The wood white butterfly was named a UK BAP Priority Species candidate in 2005, due to the substantial drop in population size in the last quarter century. There are several habitat-related reasons behind the drop in wood white butterfly. Researchers hypothesize that this could be due to the changing treatment of woodland areas, including over-planting of trees. Many of the woodlands where wood whites colonize were replanted in the last 50 years, leading to a large increase in the amount of shade over the woodland rides and shrubbery. Very little is understood about how to upkeep woodland areas so that they are sufficient for wood white colonization; this is the main area of research on conversation presently.[1]
There have been efforts to recolonize areas of the United Kingdom as part of a 10-year plan to reintroduce more wood whites into the area. This recolonization involves maintaining woodland ride areas to minimize loss of vegetation and dispersing the butterflies strategically into woodland ride areas in Britain. Another major point of interest for the conservation effort is to examine how weather and climate change, particularly in the winter, affects pupation, since this process largely takes place over winter (called overwintering of the pupae).[5]
.jpg)
.jpg)
_P.jpg)
_HB-14.jpg)
_-_Kitchener,_Ontario.jpg)
_male_(36408439053).jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_female_2.jpg)
{{cite journal}}: CS1 maint: multiple names: authors list (link) {{cite journal}}: CS1 maint: multiple names: authors list (link) Leptidea sinapis, or the wood white butterfly of the family Pieridae, is a small white butterfly that is mainly found in England, Ireland, and Northern Europe. The butterfly has white wings with grey or yellow markings near the center or tip of the wing. It flies slowly and low over its shrubbery habitat. Males initiate courtship with females and can mate multiply, while females tend to only mate once in their lifetime.
The wood white was added to the UK BAP Priority Species list in 2005 due to a substantial decline in the population, especially in England. This decline has been attributed to changes in woodland regions, including increased shade due to tree planting, and the failure to maintain woodland rides in a satisfactory way for wood whites to oviposit. Conservation efforts are currently striving to understand how to best maintain woodland regions and are examining the effect of climate change (particularly during the winter months) on egg survival.
La blanca esbelta (Leptidea sinapis) es una especie de mariposa de la familia Pieridae. Se encuentra distribuida en Europa, hacia el este a través del Cáucaso, Asia Menor, Oriente Medio, Kazajistán y desde el sur de Siberia a la región de los montes Baikal.[1]
La blanca esbelta (Leptidea sinapis) es una especie de mariposa de la familia Pieridae. Se encuentra distribuida en Europa, hacia el este a través del Cáucaso, Asia Menor, Oriente Medio, Kazajistán y desde el sur de Siberia a la región de los montes Baikal.
Harilik sinepiliblikas (Leptidea sinapis) on põualibliklaste sugukonda kuuluv päevaliblika liik.
Valmiku tiivad on üldtoonilt valged, ebamääraste tumedamate laikudega eestiibade ülakülje tipuosas. Pisem kui väike-kapsaliblikas.
Alles 2000ndail on seda liiki hakatud eristama mitmest välimuselt väga sarnasest lähisliigist. Neist esineb Eestis üks – niidu-sinepiliblikas (Leptidea juvernica).
Virnaperhonen (Leptidea sinapis) on keskikokoinen kaaliperhosten (Pieridae) heimoon kuuluva hento päiväperhonen.
Virnaperhosen etusiiven pituus on yleensä 18–24 mm. Suomessa on mitattu siipien kärkiväliksi 32–42,5 mm. Siivet ovat pitkänomaiset, pyöreäpäiset ja niiden pääväri on valkoinen. Koiraalla on etusiiven yläpinnalla kärkitäplä, jonka väri vaihtelee vaalean harmaasta tumman harmaaseen, naaraalla kärkitäplän paikalla on harmaata varjostusta suonissa. Takasiiven alapinta on kellertävä ja siinä on epäselviä harmaita varjostuksia. Tuntosarven nuija on musta, kärki kastanruskea ja kärjen alapuolella valkoinen täplä. Toukka on väriltään vihertävänkellertävä.
Maastossa laji on helppo tunnistaa hitaasta, hennosta ja poukkoilevasta lentotavasta.
Virnaperhonen esiintyy koko Euroopassa lukuun ottamatta pohjoisimpia alueita, Keski-Euroopan luoteisosia ja Britteinsaarien pohjoisosia. Kaakossa esiintymisalue ulottuu Syyriaan ja Kaukasukselle asti. Suomessa virnaperhonen esiintyy koko maassa, mutta Lapissa vain satunnaisesti. Suomen eteläosissa laji on yleinen, mutta useimmiten yksilöitä tavataan yksitellen.
Lentoaika on huhti–toukokuusta alkaen, kaksi sukupolvea kesässä. Suomessa runsaslukuisempi ensimmäinen sukupolvi on lennossa pääosin toukokuun lopulta alkaen, satunnainen ja harvalukuinen toinen sukupolvi lentää heinä–elokuussa.
Virnaperhonen elää niityillä, teiden ja polkujen varsilla sekä puutarhoissa. Perhosta tavataan myös valoisilla metsäisillä alueilla, kuten lehti- ja sekametsien avoimilla paikoilla. Laji talvehtii kotelona.
Toukan ravintokasveja ovat hernekasvit, etenkin virnat (Vicia) ja nätkelmät (Lathyrus).
Virnaperhonen (Leptidea sinapis) on keskikokoinen kaaliperhosten (Pieridae) heimoon kuuluva hento päiväperhonen.
Leptidea sinapis
La Piéride de la moutarde ou Piéride du lotier (Leptidea sinapis) est une espèce paléarctique de lépidoptères (papillons) de la famille des Pieridae et de la sous-famille des Dismorphiinae. Elle ressemble beaucoup à la Piéride de Réal (Leptidea reali) et à la Piéride irlandaise (Leptidea juvernica), avec lesquelles elle forme un complexe d'espèces cryptiques.
La Piéride de la moutarde ou Piéride du lotier se nomme Wood White en anglais, Senfweißling en allemand et boswitje en néerlandais.
L'imago de la Piéride de la moutarde est un petit papillon blanc d'une envergure de 19 à 24 mm, aux ailes étroites et à l'apex arrondi. Il présente une macule apicale grise sur le dessus de l'aile antérieure, moins marquée chez la femelle que chez le mâle.
Cette espèce ne peut être distinguée de la Piéride de Réal (Leptidea reali) et de la Piéride irlandaise (Leptidea juvernica) que par l'examen des pièces génitales ou par une analyse moléculaire[1]. L'ornementation alaire ne permet pas une identification certaine.
Les œufs blancs deviennent jaunes et donnent une chenille vert vif à raie jaune sur le côté[2]. La chrysalide est vert clair.
L'imago vole d'avril à septembre. On compte une, deux à trois générations suivant la latitude et l'altitude (0 à 2 000 mètres) de son habitat. L'espèce hiverne au stade de chrysalide.
Ses plantes hôtes sont diverses fabacées (légumineuses) : des lotiers, vesces et gesses.
La Piéride de la moutarde affectionne les lisières et clairières des bois clairs, les prairies, les friches, qu'elle parcourt d'un vol lent et bas.
Leptidea sinapis est (ou était récemment) présent dans toute l'Europe occidentale et du Maroc jusqu'au Caucase et en Syrie. En France métropolitaine, l'espèce est présente dans tous les départements, y compris la Corse[3].
L'espèce n'a pas de statut de protection particulier en France[4].
L'espèce Leptidea sinapis a été décrite par le naturaliste suédois Carl von Linné en 1758, sous le nom initial de Papilio sinapis[5].
Elle est l'espèce type du genre Leptidea Billberg, 1820.
Certains auteurs reconnaissent plusieurs sous-espèces, par exemple, selon FUNET Tree of Life (28 août 2019)[5] :
En 1962, plus de 200 ans après la description de l'espèce par Linné, Réal notait que deux formes saisonnières volaient en même temps dans les Pyrénées orientales françaises. À la fin des années 1980, d'après l'étude morphologique des organes génitaux de ces deux formes de papillon, Lorković suggère que Réal a observé deux espèces distinctes. L'espèce "nouvelle" est décrite sous le nom lorkovicii en 1988, un nom invalide remplacé par reali (Reissinger, 1989).
Des études ultérieures ont confirmé que les organes génitaux féminins et masculins de ce papillon différaient chez ce qu'on avait jusqu'alors pris pour deux formes d'une même espèce. Leptidea sinapis et Leptidea reali ont alors été distinguées, et considérées comme sympatriques dans la majeure partie de l'Europe (Lorković, 1993; Leestmans & Mazel, 1996). La forme de ces organes (en particulier du pénis du mâle, plus long chez l'espèce dont la femelle possède un canal récepteur également plus long, ce qui suggère un mécanisme de type clé/serrure) semble pouvoir expliquer l'isolement reproductif de chacun de ces deux taxons. En revanche, les tentatives initiales de trouver des différences morphologiques fiables dans la forme des ailes se sont avérées vaines[6].
Une étude[1] publiée en 2011 a ensuite démontré que l'espèce qu'on appelait jusque-là Leptidea reali cachait à son tour une troisième espèce : Leptidea juvernica, dont elle est indiscernable tant par l'ornementation alaire que par les genitalia : seule une analyse moléculaire ou caryologique permet leur distinction. L. juvernica est l'espèce ancestrale du triplet sinapis-reali-juvernica, et semble être présente dans une large partie de l'Europe, où elle cohabite avec L. sinapis. L. reali au sens strict ne semble être présente que dans le Sud-Ouest de l'Europe, mais pourrait être en contact avec L. juvernica dans les Alpes françaises[1].
Leptidea sinapis
La Piéride de la moutarde ou Piéride du lotier (Leptidea sinapis) est une espèce paléarctique de lépidoptères (papillons) de la famille des Pieridae et de la sous-famille des Dismorphiinae. Elle ressemble beaucoup à la Piéride de Réal (Leptidea reali) et à la Piéride irlandaise (Leptidea juvernica), avec lesquelles elle forme un complexe d'espèces cryptiques.
Paprastoji garstytė (lot. Leptidea sinapis) – baltukų (Pieridae) šeimos drugys.
Lytinis dimorfizmas ryškus. Priekinio sparno išorinis kraštas apvalus. Pirmosios kartos patino priekinio sparno viršūnė su didele pilkai juoda dėme, patelės ši sparno dalis neryški. Antrosios kartos patino sparno viršūnė juoda. Užpakalinio sparno apačia juosva, su išilgine šviesia juosta. Išoriškai nesiskiria nuo netikrosios garstytės, tačiau lengvai atskiriama iš genitalinio aparato.
Sparno ilgis: ♂ - 18-19 mm, ♀ - 19-22 mm.
Pirmoji karta skraido gegužės - birželio mėnesiais, o antroji - liepos - rugpjūčio mėnesiais. Gyvena pamiškėse, miško aikštelėse, pamiškių pievose. Randama visoje Lietuvoje.
Mitybiniai augalai: pelėžirnis (Lathyra sp.), paprastasis gargždenis (Lotus corniculatus), dobilas (Trifolium sp.).
Kiaušinėlius deda po vieną ant augalų. Vikšrai žali su geltona apatine šonine juosta. Lėliukės (su raudonai rudomis šoninėmis linijomis) žiemoja.
Paplitimas: Palearktika, Pietų Afrika.
Paprastoji garstytė (lot. Leptidea sinapis) – baltukų (Pieridae) šeimos drugys.
Lytinis dimorfizmas ryškus. Priekinio sparno išorinis kraštas apvalus. Pirmosios kartos patino priekinio sparno viršūnė su didele pilkai juoda dėme, patelės ši sparno dalis neryški. Antrosios kartos patino sparno viršūnė juoda. Užpakalinio sparno apačia juosva, su išilgine šviesia juosta. Išoriškai nesiskiria nuo netikrosios garstytės, tačiau lengvai atskiriama iš genitalinio aparato.
Sparno ilgis: ♂ - 18-19 mm, ♀ - 19-22 mm.
Pirmoji karta skraido gegužės - birželio mėnesiais, o antroji - liepos - rugpjūčio mėnesiais. Gyvena pamiškėse, miško aikštelėse, pamiškių pievose. Randama visoje Lietuvoje.
Mitybiniai augalai: pelėžirnis (Lathyra sp.), paprastasis gargždenis (Lotus corniculatus), dobilas (Trifolium sp.).
Kiaušinėlius deda po vieną ant augalų. Vikšrai žali su geltona apatine šonine juosta. Lėliukės (su raudonai rudomis šoninėmis linijomis) žiemoja.
Paplitimas: Palearktika, Pietų Afrika.
Het boswitje (Leptidea sinapis) is een kleine tere dagvlinder met een zeer dun lijfje, uit de familie Pieridae, de witjes. Pas in 1989 is duidelijk geworden dat het verborgen boswitje, dat zeer sterk lijkt op het boswitje, een aparte soort is. Er zijn aanwijzingen voor de aanwezigheid van hybriden[1].
Voorvleugellengte: circa 20 mm. Het boswitje is een fragiele vlinder met smalle, ovale vleugels; de vleugels zijn aan de uiteinden sterk afgerond. Bij het mannetje is de vlek in de voorvleugelpunt donkergrijs tot zwart, bij de vrouwtjes lichtgrijs tot wit[2].
Het boswitje komt in grote delen van Europa voor, waaronder Nederland en België, maar ook in Centraal-Azië. In Nederland is het boswitje een uiterst zeldzame standvlinder die sinds 1993 een voorkomt in enkele groeves in Zuid-Limburg. In België komt de soort vooral voor in het zuiden. In Nederland en België geeft het boswitje de voorkeur aan warme, open plaatsen in bossen, brede bospaden, zonnige bosranden en struwelen in lage of ruige bloemrijke graslanden en kalkgraslanden en groeven. In Zuid- en Oost-Europa is de soort te vinden in allerlei typen graslanden in en bij bossen.[3]
Eind april-begin juni en eind juni-half augustus in twee generaties.
De rups is aanwezig tussen half mei-half juli en begin augustus-half september, maar wordt slechts zelden gezien. De soort overwintert als pop tegen een stengel.
De waardplant van de rupsen is vooral gewone rolklaver, met veldlathyrus en andere vlinderbloemigen als alternatieven.
Het boswitje (Leptidea sinapis) is een kleine tere dagvlinder met een zeer dun lijfje, uit de familie Pieridae, de witjes. Pas in 1989 is duidelijk geworden dat het verborgen boswitje, dat zeer sterk lijkt op het boswitje, een aparte soort is. Er zijn aanwijzingen voor de aanwezigheid van hybriden.
Skoghvitvinge (Leptidea sinapis) er en dagaktiv sommerfugl i gruppen hvitvinger.
Kjønnene er ganske like. Vingeoversiden har lys hvit grunnfarge med noen svake hvitgrålige skygger. Hannen har, på framvingenes overside, en rund lyst gråsvart, stor flekk, i hver vingespiss. Vingene virker store i forhold til den smale bakkroppen. Skoghvitvinge er svært lik enghvitvinge og en sikker artsbestemmelse krever undersøkelse av artens kjønnsorgan (genitalia). Men enghvitvinge er langt sjeldnere og er bare utbredt lengst sørøst i Norge.
Vingespennet er mellom 34 og 44 millimeter.
Kroppen har et ytre skjelett (hudplater) som holder de bløte indre organer på plass. Det ytre hudskjelettet er bygd opp for det meste av kitin. Brystet og bakkroppen er smalt, lyst gråsvart med lite håret på oversiden.
Sommerfuglene skiller seg fra de fleste andre insektene ved at munnen ikke har kjever og lepper, men en lang sugesnabel (proboscis) mellom palpene. Den er rullet opp i en spiral, mellom palpene, under hodet, når den ikke er i bruk. Fasettøynene er mørke. Antennene sitter over og helt inntil fasettøynene. Antennene er trådformet og består av sylindriske ganske like ledd. Antenneklubben er flat eller skålformet slik som hos alle dagsommerfuglene. På beina finnes også sanseorgan som gir informasjon om hva sommerfuglen sitter på. Hunner bruker disse sansene for å finne riktig næringsplante, hvor den kan legge sine egg.
Bakkroppens indre organer består av fordøyelsesorganer, forplantningsorganer og åndedrett. Åndedrettet hos sommerfugler foregår ikke ved lunger, men ved at luft hentes inn og ut av kroppen gjennom små hull i hudskjelettet (spirakler). I kroppen er det et svært finmasket system av trakéer som leder oksygenet til kroppens vitale deler. En blodvæske som sirkulerer i kroppen, pumpes rundt av et avlangt rørformet hjerte. Brystpartiet består for det meste av vingenes muskulatur. Sanseorganer, for syn, smak og lukt er stort sett plassert i hodet. Nervesystemet består av en bukmarg med to nervestrenger og én nerveknute (ganglion) i hvert kroppssegment. Den første nerveknuten, som ligger foran munnåpningen, er spesielt stor og omtales som hjerne.
Larven har grønn grunnfarge, med en lys sidelinje bakover langs kroppen. Larvens kropp smaler litt bakover.
Bak hodet, på bryststykket, som består av tre ledd, er det tre par bein. Lengre bak har larvene noen bukføtter, som ikke er egentlige bein, men utvekster larven kan bruke til å holde seg fast. Lengst bak har den en analfot.
Larvens hode består av en hard hodekapsel med noen punktøyne. Under øynene er det noen små antenner larven bruker til å finne riktig føde. Larvens bakkropp består nesten bare av fordøyelsessystemet. Dette er ganske kort og mye av maten larven spiser passerer før all næringen er tatt opp. Avføringen kommer ut som små kuler helt bakerst på kroppen. Larvene ånder gjennom åpninger i hudskjelettet (spirakler), langs kroppens sider.
Puppen er plassert stående eller oppreist, og er festet i anal-enden mot underlaget. Den holdes oppe ved et magebelte av spinntråder. Den har én spiss i hodeenden, ikke to som hos svalestjerter.
Skoghvitvinge finnes i åpen skog på gresskledde enger. Arten foretrekker tørre lokaliteter, og finnes gjerne i veiskråninger og lignende.
Flygetiden er fra mai til juli, om det er fint varmt vær om forsommeren kan den opptre med en andre generasjon.
Om natten og i overskyet vær hviler sommerfuglen. Vingene holdes sammenlagt opp og ut fra kroppen, noe som gir sommerfuglen en viss kamuflasje og beskyttelse. De voksne lever av nektar de suger opp fra blomstene på ulike planter (urter). Sugesnabelen, på hodets underside, gir sommerfuglen mulighet til å nå inn i dype blomster for å suge til seg nektar. Sugesnabelen gjør at sommerfugler er avhengig av flytende føde.
Parringen skjer ved sammenkobling mellom de to kjønnene. Under parring utskiller hannene en duft fra små duftskjell på vingene, dette kan være med å gjøre hunnen mer villig til å parres. Om et par forstyrres under parring, flyr vanligvis hannen, mens hunnen blir hengende passivt. Hunner som har parret seg inntar ofte en spesiell stilling, hvor vingene holdes noe flat og utbredt, mens bakkroppen løftes opp.
Larven er radikalt forskjellige fra de voksne, både i levevis og i kroppsbygning. Larven er trege og ikke særlig sky. De har ingen synlige forsvarsfunksjoner, som å kaste hodet til siden fram og tilbake eller å rulle sammen kroppen, ved berøring.
Larven lever særlig på planter i erteknappslekta (Lathyrus) og på tiriltunge (Lotus corniculatus), men også på vikke (Vicia) og snegleflatbelg (Medicago).
Larvens kroppstemperatur er mellom 35 og 38 grader C°. Ved lavere temperatur blir larven inaktiv. Derfor krever larver hos dagsommerfugler gjerne sollys for å være aktive. Om det blir for varmt regulerer larven temperaturen ved å oppsøke skygge.
Skoghvitvinge tilhører gruppen av insekter med fullstendig forvandling (holometabole insekter), som gjennomgår en metamorfose i løpet av utviklingen. Mellom larvestadiet og det voksne stadiet er et puppestadium, en hvileperiode, der sommerfuglens indre og ytre organer endres. Larvens bøyelige og myke kropp omdannes til en puppe med hardt skall. Når skallet er hardt begynner omdanningen fra larve til den voksne (imago) sommerfuglen. De indre organer brytes i varierende grad ned til en cellemasse. En omorganisering skjer og dyret bygges opp igjen. Overvintringen skjer i puppestadiet.
Skoghvitvinge finnes fra Marokko og Spania i øst, gjennom Europa til vest i Kina. I Norden mangler den i Danmark, men i finnes vanlig i det sydlige og østlige Sverige og i hele Finland. Vanlig i det sørlige Norge, nord til Nordland.
Skoghvitvinge (Leptidea sinapis) er en dagaktiv sommerfugl i gruppen hvitvinger.
Costo capìtol a l'é mach në sboss. Da finì.
La ruva a viv an dzora a Papilionaceae. Doe o tre generassion a l'ann. La farfala a vola da avril a aost.
A viv an tuta Italia e ant j'ìsole da la pian-a a la montagna fin a 2000 méter.
Costo capìtol a l'é mach në sboss. Da finì.
AmbientLa ruva a viv an dzora a Papilionaceae. Doe o tre generassion a l'ann. La farfala a vola da avril a aost.
DistribussionA viv an tuta Italia e ant j'ìsole da la pian-a a la montagna fin a 2000 méter.
Wietek gorczycznik (Leptidea sinapis) – gatunek motyla dziennego z rodziny bielinkowatych (Pieridae).
Rozpiętość skrzydeł 34-41 mm.
Suche zbocza porośnięte krzewami, murawy kserotermiczne z zaroślami, obrzeża lasów i polany.
Wykształca dwa pokolenia: (maj-czerwiec i lipiec-połowa sierpnia). Niekiedy również trzecie pokolenie we wrześniu. Samice składają białawe jaja na różnych częściach roślin żywicielskich; gąsienice wylęgają się po tygodniu i żerują w dzień. Przepoczwarzają się na roślinie żywicielskiej lub w pobliżu. Poczwarki zimują.
komonica zwyczajna, cieciorka pstra, rzadziej wyki i lucerny.
Gatunek zachodniopalearktyczny. W Polsce występuje w południowej i północno-wschodniej części kraju. W ciągu ostatniego stulecia zanikł na innych obszarach Polski.
Wietek gorczycznik (Leptidea sinapis) – gatunek motyla dziennego z rodziny bielinkowatych (Pieridae).
Leptidea sinapis é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas pertencente à família Pieridae.[1]
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Leptidea sinapis é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas pertencente à família Pieridae.
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Navadni frfotavček (znanstveno ime Leptidea sinapis) je dnevni metulj iz družine belinov.
Navadni frfotavček preko kril meri med 32 in 43 mm in ima podolgovata sprednja krila, ki imajo v zunanjem kotu veliko temno sivo liso. Zadnja krila so v celoti bela, spodnja stran kril pa je rumenkasta s sivim poprhom.
Gosenice se hranijo z listi rastlin iz družine metuljnic, predvsem z vrstami iz rodov grahor (Lathyrus) in nokota (Lotus)[1].
Samice odlagajo jajčeca maja in junija. Na leto se lahko pojavijo do tri generacije metuljev.
Ta vrsta metuljev je v Sloveniji najbolj pogosta po gozdnih jasah in ob gozdnih obronkih ter po grmovnatih in travnatih pobočjih od morja pa vse do gozdne meje, redkeje pa celo nad njo. Leta med marcem in septembrom.
Življenjski prostor navadnega frfotavčka je razširjen od Evrope na zahodu, preko Kavkaza, Male Azije, osrednje Azije, južne Sibirije pa vse do Bajkala.
Navadni frfotavček (znanstveno ime Leptidea sinapis) je dnevni metulj iz družine belinov.
Skogsvitvinge, Leptidea sinapis, är en fjärilsart i familjen vitfjärilar. Vingspannet varierar mellan 36 och 44 millimeter, på olika individer.[1]
Ovansidan är vit och hanen har en mörkgrå fläck vid framvingens spets. Hos senare generationer samma säsong är fläcken mörkare. Första generationens honor har en antydan till grå fläck på samma ställe som hanen, men senare generationer är i stort sett helt vita. Undersidan hos båda könen är ljust gulvit med ljusgrå teckningar. Larven är grön med en ljusgul och mörkgrön längsgående rand på sidan. Den blir upp till 20 millimeter lång.[2]
Värdväxter, de växter larven lever på och äter av, är olika ärtväxter, bland annat gulvial, kråkvicker[3] och gökärt[2].
Flygtiden, den period när fjärilen är fullvuxen, imago, är i den nordliga delen av utbredningsområdet oftast endast en generation under maj och juni, men i söder två eller tre generationer mellan april och september. Skogsvitvingen är ganska dålig på att flyga och håller sig ofta nära marken. Dess habitat är glesväxande skog, skogsgläntor och ängar med närhet till träd och annan skyddande vegetation.[2]
Skogsvitfjärilen finns i Syrien och Europa och vidare genom Ryssland och Kaukasus till västra Kina.[3] I Norden finns den i södra Norge, i stora delar av Sverige samt i stora delar av Finland. Den har funnits i Danmark men är numera försvunnen därifrån.[1]
Under slutet av 1900-talet upptäcktes att den fjäril man trott vara en enda art, skogsvitvinge (Leptidea sinapis), i själva verket är två olika arter, skogsvitvinge och ängsvitvinge (Leptidea juvernica Wiliams 1946).[4] Dessa båda arter är mycket lika varandra till både utseende och utbredningsområde men skiljer sig åt något när det gäller värdväxter och flygtid.[1]
Wikimedia Commons har media som rör Skogsvitvinge.
Skogsvitvinge, Leptidea sinapis, är en fjärilsart i familjen vitfjärilar. Vingspannet varierar mellan 36 och 44 millimeter, på olika individer.
Белянка горошковая, или беляночка горошковая (лат. Leptidea sinapis) — дневная бабочка из семейства белянок (Pieridae, род Leptidea).
Длина переднего крыла имаго — 18—24 мм. Гусеница с широкими жёлтыми боковыми полосами, зелёная, без спинных полос.[1]
В средней полосе развивается в двух поколениях, на юге и в отдельные теплые годы отмечается третье поколение. Лет бабочек первого поколения наблюдается с конца апреля до середины июня, второго — с начала июня до середины августа. На юге бабочки с небольшими перерывами летают с апреля по октябрь. Гусеницы питаются только растениями из семейства бобовых и активны по ночам. Зимует куколка.
Северо-западная Африка, Европа, исключая Крайний Север, субарктический и умеренный пояса Азии на восток до Байкала. Современный ареал вида нуждается в уточнении, так как в настоящее время установлено, что накопленные ранее данные о его распространении относятся к двум видам-двойникам и требуют пересмотра. Вид широко распространен во всем регионе от Скандинавии, Хибинского горного массива и Северного Урала до Главного Кавказского хребта и Северного Прикаспия.
Открытые биотопы — опушки, поляны, обочины дорог, луга, берега рек и ручьев, реже поля. В горах поднимается до высоты 2000 м над ур. м.
Lathyrus linifolius — чина горная, Lathyrus niger — чина чёрная, Lathyrus pratensis — дербенник луговой, Lathyrus tuberosus — чина клубненосная, Lathyrus vernus — чина весенняя, Lathyrus sp. — чина, Lotus corniculatus — лядвенец рогатый, Lotus uliginosus — лядвенец топяной, Lotus sp. — лядвенец.
Апрель — 3 декада, май, июнь, июль, август.
Белянка горошковая, или беляночка горошковая (лат. Leptidea sinapis) — дневная бабочка из семейства белянок (Pieridae, род Leptidea).
Длина переднего крыла имаго — 18—24 мм. Гусеница с широкими жёлтыми боковыми полосами, зелёная, без спинных полос.
.jpg)
