Struthiopteris filicastrum All. = Matteuccia struthiopteris (L.) Tod.- Hündürlüyü 40-130 sm olan, yeraltı zoğları yaxşı inkişaf etmiş iri bitkidir [1].
Artıb törəyən yarpaqları artmayanlardan qısadır, novşəkilli qalın saplaqlıdır, lələkvari, xətvari sıx seqmentlidir,qonurdur. Artmayan yarpaqları yaşıldır, ayası enli, ikiqat-lələkvari-bölünmüşdür; birinci sıranın seqmentləri xətvari-neştərvaridir , sivriləşmişdir, ikinci sıranın seqmentləri oturaqdır, tamkənarlıdır, çəpinə əyilmişdir və 30 cütə yaxındır. Saplağı şırımlı-qanadlıdır.
Sorusları dəyirmidir. Çoxillikdir.
Avqust-Sentyabr.
BQ qərb, BQ şərq, Lənk. oval. Ovalıqdan, yüksək dağ qurşağına qədər.
Rütubətli qaranlıq meşələrdə rasr gəlinir.
Kökümsovları xalq təbabətində qurdqovucu vasitə kimi istifadə olunur.
Struthiopteris filicastrum All. = Matteuccia struthiopteris (L.) Tod.- Hündürlüyü 40-130 sm olan, yeraltı zoğları yaxşı inkişaf etmiş iri bitkidir .
Pérovník pštrosí (Matteuccia struthiopteris) je druh kapradiny řazený v současnosti do čeledi onokleovité.[1][2] Tato vzrůstná kapradina vytváří souvislé porosty na vlhkých stinných stanovištích a vyskytuje se i v České republice. Listy jsou nápadně dvoutvárné.
Vytváří tlustý šupinatý oddenek, s četnými adventivními kořeny a postranními dlouhými podzemními výběžky, kterými se rostlina ve vhodných podmínkách rychle rozrůstá. Je přímý a dorůstá délky až 50cm. Trofofyly nepřezimují, dorůstají velikosti 40–150cm a šířky 10–25cm. Tvoří charakteristickou úzce nálevkovitou růžici. Čepele jsou v obrysu podlouhle kopinaté, na horním konci zúžené do špičky, dole přecházejí v krátký řapík. Neplodné světle zelené listy vyrůstají na jaře. Plodné listy vyrůstají později a jsou zcela odlišné tvarem i barvou. Jsou kratší, vyrůstají ze středu nálevky neplodných listů a jsou jednoduše zpeřené. Lístky plodného listu jsou stočené a na okrajích kožovité, zpočátku olivově zelené, hnědnoucí.[L 1]
Matteuccia pensylvanica, Matteuccia struthiopteris var. pensylvanica, Matteuccia struthiopteris var. pubescens, Matteucia struthiopteris, Onoclea struthiopteris, Onoclea struthiopteris var. pensylvanica, Pteretis nodulosa, Pteretis pensylvanica.[3]
V ČR ve výškách kolem 400 a 500m n. m., soutěsky Kamenice u Hřenska (140 m n. m.) až po přítok Pěnivého potoka od Staré Huti u Kašperských Hor (840 m n. m.). Střední a východní Evropa, východní Asie, Čína, Turkestánu a východní část Severní Ameriky. Uplatňuje se v přírodních partiích jako souvislý porost kolem potoků a tůní nebo také jako podrost dřevin. Vyžaduje vlhkou humózní zem a stinné stanoviště. [4]
Pérovník pštrosí lze použít v ČR jako okrasnou rostlinu. Jsou to efektní solitéry v stinných a polostinných partií malebných kompozic, zejména v přírodně krajinářských parcích, ale hodí se i do skupin. [L 1]Sporofyly (plodné listy) pérovníku bývají po usušení užívány ve vazačství.[5]
Při pěstování v mírném pásmu (ČR) roste pérovník pštrosí nejlépe na stinných a polostinných stanovištích. Snáší plné slunce při dostatečné vlhkosti substrátu. Vyžaduje dostatek prostoru, aby se mohly kořeny volně rozrůstat a vlhkou humózní zem. [6]
Množí se pomocí odnoží nebo výsevem spor sbíraných v lednu až únoru. Ve skleníku vyklíčí za 4—5 dní.
Pérovník pštrosí je v ČR označen jako ohrožený druh.[7]
Obrázky, zvuky či videa k tématu pérovník pštrosí ve Wikimedia Commons
Pérovník pštrosí (Matteuccia struthiopteris) je druh kapradiny řazený v současnosti do čeledi onokleovité. Tato vzrůstná kapradina vytváří souvislé porosty na vlhkých stinných stanovištích a vyskytuje se i v České republice. Listy jsou nápadně dvoutvárné.
Strudsvinge (Matteuccia struthiopteris) er en bregne-art og den eneste art i Strudsvinge-slægten der tilhører Mangeløv-familien. Den bliver op til 1 meter høj og vokser i grundstillede, tragtformede rosetter. Den er 70-150 cm høj og let genkendelig på sin oprette, symmetriske tragtform, sin store højde og sin meget friskgrønne farve.
Den kendes også fra mange andre bregner på at den ikke har sporehuse på undersiden af bladene, men siddende på nogle særlige mindre blade der kommer op inde i tragten. De vegetative blade er dobbelt fjersnitdelte med bladafsnit, som er helrandede.
De sporebærende blade kommer op fra midten af bladrosetten, og de er oftest brune og bærer sporer sent på sæsonen. De står vinteren igennem, og er halvt så lange som de sterile, grønne blade. De sporebærende blade er enkelt fjersnitdelte med bladafsnit, som er smalle og korte, men bredest for oven. Sporehusgrupperne sidder i 1-2 rækker på undersiden af bladafsnittene, som er indrullede i begyndelsen.
Strudsvinge har kraftige, oprette jordstængler, hvorfra de tragtformede rosetter skyder op. Desuden danner hver plante lange, underjordiske udløbere, og ved denne vegetative formering kan der dannes tætte kolonier.
Højde x bredde: 1,50 x 0,70 m.
Arten kan gro under mange forhold i haver, men foretrækker let fugtige og sandede jordtyper, f.eks. åbredder. Den forekommer i tempererede områder på den nordlige halvkugle i det nordlige og østlige Europa, nordlige Asien og norlige Nord-Amerika.
I Danmark er den sjældent vildtvoksende. Forekomster er ofte forvildede fra haver. Den findes mest på Øerne på skygget, fugtig bund i skove.
I Smørmosen i Gladsaxe Kommune vokser den sammen med bl.a. fjerbregne, alm. fredløs, alm. hæg, alm. mangeløv, bævreasp, båndpil, duskfredløs, dyndpadderok, engnellikerod, gul anemone, gul iris, gåsepotentil, hvidpil, kærdunbregne, kærpadderok, kærmysse, mosebunke, nyserøllike, plettet arum, rød kornel og småblomstret balsamin[1]
Strudsvinge er en populær staude i haven, hvor den med fordel kan bruges som et markant elemenet i skovbunds- eller sumpbedet. Ungblade, der endnu ikke har rullet sig helt ud, koges som grøntsag og betragtes som en delikatesse i dele af det nordøstlige Nord-Amerika og Japan.
Strudsvinge (Matteuccia struthiopteris) er en bregne-art og den eneste art i Strudsvinge-slægten der tilhører Mangeløv-familien. Den bliver op til 1 meter høj og vokser i grundstillede, tragtformede rosetter. Den er 70-150 cm høj og let genkendelig på sin oprette, symmetriske tragtform, sin store højde og sin meget friskgrønne farve.
Der Straußenfarn, Straußfarn oder Trichterfarn(Matteuccia struthiopteris) ist ein in Nord- und Mitteleuropa heimischer Farn aus der Familie der Onocleaceae. Er ist die einzige in Europa endemische Straußenfarn und bildet gemeinsam mit den beiden Arten Japanischer Straußenfarn (Matteuccia orientalis) und Amerikanischer Straußenfarn (Matteuccia pensylvanica), die beide nicht in Europa vorkommen, die Gattung Matteuccia. In Deutschland ist der Straußenfarn in freier Wildbahn mittlerweile vom Aussterben bedroht und steht unter Naturschutz.[1][2]
Der Straußenfarn ist eine ausdauernde Pflanze mit einem kräftigen Rhizom. Die doppelt gefiederten Blätter bilden einen aufrechte und auffallend trichterförmige Rosette. Die Pflanze erreicht eine Wuchshöhe von 30 bis 150 Zentimetern.
Die sterilen Blätter (Trophophylle) sind hellgrün und breit-lanzettlich im Umriss. Die Hauptfiedern sind fiederspaltig bis fiederschnittig. Der jeweils innerste Abschnitt besonders der untersten Fiedern ist sichelförmig über die Blattspindel gebogen.
Die Sporophylle sind von den sterilen Blättern deutlich unterschieden und sind bei der Sporenreife dunkelbraun und straußenfedernähnlich. Sie haben einen lineal-lanzettlichen Umriss, die Hauptfiedern sind fiederlappig, die einzelnen Abschnitte sind zusammengerollt. Die Sori stehen in zwei Reihen an reduzierten Wedeln.[3]
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 80.
Der Straußenfarn ist eine sommergrüne Rosettenpflanze, die bedingt durch ihr Rhizom in einer Reihe wächst. Er zeigt Heterophyllie d. h. die äußeren Blätter, die sogenannten Trophophylle, dienen der Photosynthese, inneren Blätter, Sporophylle genannt, dienen vor allem der Fortpflanzung.
Die Sporophylle sind zuerst grün, und sie werden später braun. Die Sporen unterliegen als Körnchenflieger der Windausbreitung oder sie breiten sich in Flussnähe als Wasserschwemmlinge aus.
Sporenreife ist von Juli bis August.
Es findet eine lebhafte vegetative Vermehrung durch über 0,5 m lange, unterirdische Ausläufer statt.
Der Straußenfarn wächst in Herden an zum Teil nur schwach beschatteten, frischen bis feuchten, meist etwas durchsickerten, nur selten überschwemmten, kalkarmen bis schwach sauren, meist basen- und zum Teil auch nährstoffreichen, sandig-kiesigen bis sandig-lehmigen Böden in Flussauenwäldern.
Die Art besitzt ein zirkumpolares Areal. Die Verbreitung wird als submeridional/ montan bis boreal mit subozeanischem Schwerpunkt beschrieben. Das Verbreitugsgebiet umfasst zahlreiche Länder Eurasiens, wobei Straußenfarn eine boreale bis kontinentale Art ist, die in Mitteleuropa die Westgrenze ihrer Verbreitung erreicht.
Der Europäische Straußenfarn fühlt sich vor allem im Norden wohl: in Skandinavien, in Finnland, und bis ins nördliche Norwegen; in Mitteleuropa ist er vor allem östlich des Rheins zu finden; im Süden reicht sein Areal bis zu den Westalpen und bis in die Poebene, weiterhin kommt er in Rumänien und in der Ukraine vor.
In Deutschland ist er selten zu finden, in etlichen Bundesländern gilt die Art als gefährdet. Deshalb zählt der Straußenfarn in Deutschland zu den besonders geschützten Arten. In Österreich kommt er zerstreut vor; er fehlt jedoch in Wien und Vorarlberg, desgleichen in Liechtenstein.
Er wächst in Auwäldern, Hochstaudenfluren und an Bachufern der (collin-)submontanen bis montanen(-subalpinen) Höhenstufe. Er ist kalkmeidend und bevorzugt sickernasse, nährstoffreiche, sandige bis kiesige Schwemmböden. Er ist eine Charakterart des Stellario-Alnetum, kommt aber auch in anderen Gesellschaften des Verbands Alno-Ulmion und im Tilio-Acerion vor.[4] Amerikanischer Straußenfarn (Matteuccia pensylvanica) ist dagegen in Nordamerika anzutreffen, während der Japanische Straußenfarn (Matteuccia orientalis) in Asien heimisch ist.
Die ökologischen Zeigerwerte nach Landolt et al. 2010 sind in der Schweiz: Feuchtezahl F = 3+w (feucht aber mäßig wechselnd), Lichtzahl L = 2 (schattig), Reaktionszahl R = 3 (schwach sauer bis neutral), Temperaturzahl T = 4 (kollin), Nährstoffzahl N = 4 (nährstoffreich), Kontinentalitätszahl K = 3 (subozeanisch bis subkontinental).[6]
In Europa wird Straußenfarn von Gärtnern gern als Zierpflanze genutzt, da er winterhart ist und auch mit schattigen Standorten kein Problem hat.[1] Ein weiterer Grund für seine Beliebtheit ist seine hohe Resistenz gegen Schädlinge und Krankheiten. Im Frühjahr, vor dem Austreiben, lässt sich Straußenfarn durch Teilung des Rhizoms vermehren.[2]
In Nordamerika werden frische Farnspitzen des Straußenfarns als Wildgemüse genutzt. Man nennt sie Fiddleheads oder, im französischen Teil Kanadas, Tête de violon und verwendet sie, ähnlich wie Spinat, als Beilage.[7] In Großstädten sind Farnspitzen zum Teil im Fachhandel erhältlich. Werden Farnspitzen roh oder unzureichend gekocht genossen, so kann es zu Vergiftungen kommen.[5][8][9]
In asiatischen Ländern wie China und Japan sind unterschiedliche Arten von Farm bereits seit 3000 Jahren Teil des Speiseplans. Neben Straußenfarn, werden in der asiatischen Küche auch sämtliche Teile des Adlerfarns (einschließlich des Rhizoms) so zubereitet, dass sie bekömmlich sind.[10]
Man kann beim Straußenfarn zwei Unterarten und mehrere Varietäten unterscheiden:[11]
Der Straußenfarn wurde 1753 von Carl von Linné in Species Plantarum unter dem Basionym Osmunda struthiopteris erstveröffentlicht.[13] Das Art-Epitheton struthiopteris wurde von Linné nach den straußenfederartigen fertilen Wedeln gewählt (spätlateinisch struthio und griechisch strouthion = Strauß und griechisch pteris = Farn).
Agostino Todaro stellte den Straußenfarn 1866 in die neu geschaffene Gattung Matteuccia, die zu Ehren von Carlo Matteucci (1811–1868), einem italienischen Naturwissenschaftler, der 1862 Unterrichtsminister in Italien war, benannt wurde.[14]
Weitere Synonyme sind Onoclea struthiopteris (L.) Roth, Struthiopteris germanica Willd. und Struthiopteris filicastrum All.
Der Straußenfarn, Straußfarn oder Trichterfarn(Matteuccia struthiopteris) ist ein in Nord- und Mitteleuropa heimischer Farn aus der Familie der Onocleaceae. Er ist die einzige in Europa endemische Straußenfarn und bildet gemeinsam mit den beiden Arten Japanischer Straußenfarn (Matteuccia orientalis) und Amerikanischer Straußenfarn (Matteuccia pensylvanica), die beide nicht in Europa vorkommen, die Gattung Matteuccia. In Deutschland ist der Straußenfarn in freier Wildbahn mittlerweile vom Aussterben bedroht und steht unter Naturschutz.
Matteuccia is a genus of ferns with one species: Matteuccia struthiopteris (common names ostrich fern,[4] fiddlehead fern, or shuttlecock fern). The species epithet struthiopteris comes from Ancient Greek words στρουθίων (strouthíōn) "ostrich" and πτερίς (pterís) "fern".
The fronds are dimorphic, with the deciduous green sterile fronds being almost vertical, 100–170 cm (39–67 in) tall[5] and 20–35 cm (7.9–13.8 in) broad, long-tapering to the base but short-tapering to the tip,[5] so that they resemble ostrich plumes, hence the name.[6] The fertile fronds are shorter, 40–65 cm (16–26 in) long, brown when ripe,[5] with highly modified and constricted leaf tissue curled over the sporangia; they develop in autumn, persist erect over the winter and release the spores in early spring. Along with Dryopteris goldieana, it is one of the largest species of fern in eastern North America.
Matteuccia struthiopteris is the only species in the genus Matteuccia. Some sources include two Asian species, M. orientalis and M. intermedia, but molecular data shows that M. struthiopteris is more closely related to Onocleopsis and Onoclea (sensitive fern) than it is to M. orientalis and M. intermedia, and so the latter should be moved to a genus Pentarhizidium which contains those two species.[7] Formerly classified as a member of the Dryopteridaceae, Matteuccia has been reassigned to the new much smaller family Onocleaceae.
It is a crown-forming, colony-forming plant, occurring in temperate regions of the Northern Hemisphere in central and northern Europe,[8] northern Asia,[9] and northern North America.[10] It grows from a completely vertical crown, favoring riverbanks and sandbars, but sends out lateral stolons to form new crowns. It can thus form dense colonies resistant to destruction by floodwaters.
The ostrich fern is a popular ornamental plant in gardens. It has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[11][12] While choosing a place of planting it should be taken into account that this fern is very expansive and its leaves often lose their beauty throughout the summer, especially if not protected from wind and hail.
The tightly wound immature fronds, called fiddleheads, are also used as a cooked vegetable,[13] and are considered a delicacy mainly in rural areas of northeastern North America. It is considered inadvisable to eat uncooked fiddleheads.[13] Brown "scales" are inedible and should be scraped or rinsed off.[5]
The sprouts are also picked all over Japan, ("kogomi" in Japanese)[14] where they are a delicacy.
Matteuccia species are used as food plants by the larvae of some Lepidoptera species including Sthenopis pretiosus.
Matteuccia is a genus of ferns with one species: Matteuccia struthiopteris (common names ostrich fern, fiddlehead fern, or shuttlecock fern). The species epithet struthiopteris comes from Ancient Greek words στρουθίων (strouthíōn) "ostrich" and πτερίς (pterís) "fern".
La struta filiko (Matteuccia struthiopteris) estas plurjara filiko kun forta rizomo kreskanta ofte en kolonio. Ĝi estas protektata specio.
La verdaj, nefruktaj folioj (larĝaj 10-30 cm) formas funelforman bukedon (ĝis 80-130-150 cm). En mezo de la bukedo troviĝas la pli mallongaj, bruniĝantaj sporofiloj (fruktaj folioj), similaj al strutaj vostoplumoj.
La nefruktaj folioj estas duoble flugilaj, dum la sporofilaj folioj unufoje flugilaj.
Tiu holarktisa specio vegetas en montaraj regionoj de la modera klimata zono, apud rojoj, en malsekaj areoj.
Matteuccia struthiopteris (L.) Tod. 1866 es una especie de helecho, de regiones norteñas en todo el mundo, y norteño-central en Norteamérica.
Este helecho crece en una corona totalmente vertical, envía estolones laterales para formar nuevas coronas. Forma así colonias densas y resistentes. Cada racimo acaba formando una densa copa elevada. Las frondes fértiles, que son persistentes, brotan de la copa y constituyen un bonito decorado invernal. Las matas pueden extenderse con rapidez y volverse invasivas.
Los brotes tiernos son comestibles.
Matteuccia struthiopteris fue descrita por (L.) Tod. y publicado en Giornale de Scienze Naturali ed Economiche de Palermo 1(3–4): 235. 1866.[1]
Matteuccia struthiopteris (L.) Tod. 1866 es una especie de helecho, de regiones norteñas en todo el mundo, y norteño-central en Norteamérica.
Kotkansiipi (Matteuccia struthiopteris, syn. Struthiopteris filicastrum) on suurikokoinen lehtojen saniainen.
Kotkansiiven maavarsi on lyhyt, pysty ja rönsyllinen. Lehdet nousevat kauniina, suppilomaisina kimppuina ja muodostavat suuria kasvustoja. Itiöpesäkkeettömät, hyvin lyhytruotiset lehdet kasvavat jopa 150 cm korkeaksi. Lehtilapa on kapean vastapuikea, lyhytsuippuinen ja kertaalleen parilehdykkäinen. Lehdykät ovat parijakoisia, liuskat pitkulaisia, tylppiä ja ehytlaitaisia. Toisin kuin muut Suomessa tavattavat saniaiset, kotkansiiven itiöpesäkkeet eivät ole lehden alapuolella vaan se tekee erillisiä itiölehtiä. Lehtien keskeltä nousevat itiölehdet ovat itiöpesäkkeettömiä lehtiä lyhyempiä ja kapeampia, kovia ja paksuja. Itiölehdet muuttuvat pian tummanruskeiksi. Suomessa kotkansiiven itiöt kypsyvät heinä-elokuussa.[4]
Euroopassa kotkansiiven levinneisyysalue on hajanainen ja mantereinen. Lajia tavataan Saksasta ja Alppien alueelta itään Romaniaan, Pohjois-Ukrainaan ja Keski- ja Pohjois-Venäjälle. Erillinen esiintymä on Kaukasuksen alueella. Pohjoisessa levinneisyysalue ulottuu Puolaan, Baltian maihin ja Fennoskandiaan. Aasiassa lajia tavataan paikoin Etelä-Siperiassa ja Kiinassa sekä Japanissa. Pohjois-Amerikassa kotkansiipeä kasvaa paikoin Alaskassa ja erityisesti Kanadan etelä- ja keskiosissa.[5] Suomessa kotkansiipeä kasvaa harvakseltaan koko maassa, mutta myös puuttuu laajoilta alueilta muun muassa Pohjanmaalta ja Lapista.[6]
Kotkansiipi viihtyy parhaiten rehevissä puronvarsilehdoissa, saniaislehdoissa ja lehtokorvissa. Kasvustot ovat yleensä varjoisilla, hyvinkin kosteilla kasvupaikoilla.[4]
Kotkansiipeä viljellään yleisesti koristekasvina, varsinkin hautausmailla se on suosittu.[7] Aikaisemmin sitä on esimerkiksi Ruotsissa kerätty ja kuivatettu karjan talvirehuksi.[5]
Kotkansiipi (Matteuccia struthiopteris, syn. Struthiopteris filicastrum) on suurikokoinen lehtojen saniainen.
Fougère allemande, Fougère autruche, Matteuccie fougère-à-l’autruche
Matteuccia struthiopteris, connu sous le nom de Fougère allemande, de Fougère autruche, de Matteuccie fougère-à-l’autruche ou fougère-à-l'autruche[2], est une fougère de la famille des Dryoptéridacées que l'on rencontre dans les régions tempérées de l'hémisphère nord.
Agostino Todaro a dédié cette fougère à Carlo Matteucci[3], neurophysiologiste italien. Le nom d'espèce struthiopteris dérive du grec ancien στρουθίων / strouthíōn, « autruche », et de πτερίς / pterís, « aile », pour indiquer la similitude de la fronde avec une aile d'autruche[3].
Comme les espèces du genre Onoclea, cette fougère émet des frondes stériles disparaissant l'hiver et fertiles subsistant jusqu'au printemps.
Cette espèce reste classée, selon les différents index, dans trois familles différentes : Dryopteridaceae (W3-Tropicos, GRIN), Woodsiaceae (IPNI), Onocleaceae (?), et dans deux genres différents : Onoclea (W3-Tropicos et IPNI) et Matteuccia (GRIN), sans compter les multiples synonymes depuis abandonnés : Osmunda struthiopteris L. - 1753 ; Struthiopteris germanica Willd. - 1809 ...
Selon Tropicos (14 mars 2013)[4] :
Cette espèce est répandue dans tout l'hémisphère nord tempéré :
L'espèce n'est pas encore évaluée à l'échelle mondiale par l'UICN. En Europe elle est classée comme non préoccupante [5].
En France elle est considérée vulnérable (VU) par l'INPN, elle est évaluée vulnérable en Alsace.
Les jeunes pousses sont consommées dans le nord-est de l’Amérique du Nord sous le nom de têtes-de-violon[6],[7].
Selon l'ethnobotaniste François Couplan, les crosses sont comestibles cuites[8] ; au Japon, dites Kusasotetsu, elles sont mangées bouillies puis transformées en beignets (tempura) ou lentement cuites dans une sauce de soja[8].
Frondes fertiles d'Onoclea struthiopteris en fin d'hiver.
Frondes stériles en fin d'été.
Frondes stériles, détail.
Fronde (botanique) d'une matteuccia struthiopteris, à Lysekil (commune), Suède. Mai 2020.
Fougère allemande, Fougère autruche, Matteuccie fougère-à-l’autruche
Matteuccia struthiopteris, connu sous le nom de Fougère allemande, de Fougère autruche, de Matteuccie fougère-à-l’autruche ou fougère-à-l'autruche, est une fougère de la famille des Dryoptéridacées que l'on rencontre dans les régions tempérées de l'hémisphère nord.
De struisvaren (Matteuccia struthiopteris) is een varen uit de bolletjesvarenfamilie (Onocleaceae). De plant heeft de naam te danken aan de groeiwijze van de vruchtbare bladen.
Carolus Linnaeus heeft de soortaanduiding struthiopteris aan de plant gegeven, waarbij het Latijnse struthio struisvogel[1] betekent en het Oudgriekse πτερίς (pteris) varen.[2] De naam πτερίς was bij de oude Grieken afgeleid van πτερόν (pteron), "vleugel" of "veer",[3] vanwege het uiterlijk van de varen met haar gevederde bladen.[2] De Nederlands naam varen zou ook afgeleid zijn van veer op grond van gelijkenis.[4]
de varen is op grond van gelijkenis naar de veer genoemd;
Het is een vaste plant die van nature voorkomt van Midden-Europa tot Oost-Azië. De plant is in Nederland ingeburgerd. De struisvaren wordt ook in de siertuin gebruikt. Het aantal chromosomen is 2n = 80.
De plant wordt 35-150 cm hoog, heeft een sterk ontwikkelde wortelstok (rizoom) en dimorfe bladen. De struisvaren plant zich via de wortelstokken ook vegetatief voort, waardoor er een dicht bestand van varenplanten kan ontstaan. De zeer kort gesteelde, dubbelveerdelige, onvruchtbare bladen vormen een trechter, waarbinnen later de vruchtbare bladen verschijnen. Deze bladen zijn langer gesteeld en staan stijf rechtop. De deelblaadjes van de eerste orde van de vruchtbare bladen zijn kokervormig door de ingerolde segmenten, die de sporenhoopjes (sori) bedekken. De sporangiën staan in twee rijen en hebben geen dekvliesje. Voor meer informatie over de voortplanting, zie het artikel varens.
De struisvaren komt voor op vochtige tot natte, beschaduwde plaatsen in bossen met kwel.
In het noordoosten van Noord-Amerika worden op het platteland de jonge, nog opgerolde bladeren gegeten. Ook in Japan worden de bladeren gegeten, waar ze bekendstaan als 'kogomi'.
De namen in andere talen kunnen vaak eenvoudig worden opgezocht met de interwiki-links.
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Matteuccia struthiopteris op Wikimedia Commons. De struisvaren (Matteuccia struthiopteris) is een varen uit de bolletjesvarenfamilie (Onocleaceae). De plant heeft de naam te danken aan de groeiwijze van de vruchtbare bladen.
Carolus Linnaeus heeft de soortaanduiding struthiopteris aan de plant gegeven, waarbij het Latijnse struthio struisvogel betekent en het Oudgriekse πτερίς (pteris) varen. De naam πτερίς was bij de oude Grieken afgeleid van πτερόν (pteron), "vleugel" of "veer", vanwege het uiterlijk van de varen met haar gevederde bladen. De Nederlands naam varen zou ook afgeleid zijn van veer op grond van gelijkenis.
de varen is op grond van gelijkenis naar de veer genoemd;
Het is een vaste plant die van nature voorkomt van Midden-Europa tot Oost-Azië. De plant is in Nederland ingeburgerd. De struisvaren wordt ook in de siertuin gebruikt. Het aantal chromosomen is 2n = 80.
De plant wordt 35-150 cm hoog, heeft een sterk ontwikkelde wortelstok (rizoom) en dimorfe bladen. De struisvaren plant zich via de wortelstokken ook vegetatief voort, waardoor er een dicht bestand van varenplanten kan ontstaan. De zeer kort gesteelde, dubbelveerdelige, onvruchtbare bladen vormen een trechter, waarbinnen later de vruchtbare bladen verschijnen. Deze bladen zijn langer gesteeld en staan stijf rechtop. De deelblaadjes van de eerste orde van de vruchtbare bladen zijn kokervormig door de ingerolde segmenten, die de sporenhoopjes (sori) bedekken. De sporangiën staan in twee rijen en hebben geen dekvliesje. Voor meer informatie over de voortplanting, zie het artikel varens.
De struisvaren komt voor op vochtige tot natte, beschaduwde plaatsen in bossen met kwel.
Strutseveng er ein art av bregnar.
Strutsevengplantane vert 70-170 cm høge og er lett kjennelege på sine høgreiste, symmetriske og opprette former, storleiken og den klart grøne fargen.
Strutsevengslekta har ulike fertile blad og vegetative blad.
Dei sterile, store og klargrøne blada står i ein perfekt rosett, som sirkulært utståande «vifter» eller ei «trakt». Dei er fint lodne og breiast nesten øvst nær spissen, og flikblada blir gradvis kortare (og bladet smalare) nedover bladstengelen.
Blada som ber sporar og er fertile, er brune og ber sporar ganske seint i sesongen. Dei står vinteren igjennom, og er langt mindre enn dei sterile blada. Dei sporeberande fruktbare blada er også breiast øvst, men flikane her er enkle og står tett. Under den innrulla bladkanten sit sporehushopane ,’’sori’’, i 1-2 rekker.
Kromosomtalet (x) er 39 eller 40 (2n=78 eller 80). Den høge, vertikale planta brukast som grønsak både i Japan og i det nordaustlege USA.
Strutseveng er i Noreg sjeldan på Vestlandet og i Finnmark, men veks elles både langs kysten og i innlandet, men mindre i Rogaland og Agder enn på Austlandet.
Planta trivst langs elvar og bekkar, flaummark, beitemark, og på fuktige elvebreidder og skråningar. I Noreg går strutseving opp til 740 moh. i Tolga, og opp til 940 moh. i Lærdal.
Samanrulla skot av strutseveng kjend som felehovud kan brukast til mat.
Strutseveng er ein art av bregnar.
Strutsevengplantane vert 70-170 cm høge og er lett kjennelege på sine høgreiste, symmetriske og opprette former, storleiken og den klart grøne fargen.
Strutsevengslekta har ulike fertile blad og vegetative blad.
Dei sterile, store og klargrøne blada står i ein perfekt rosett, som sirkulært utståande «vifter» eller ei «trakt». Dei er fint lodne og breiast nesten øvst nær spissen, og flikblada blir gradvis kortare (og bladet smalare) nedover bladstengelen.
Blada som ber sporar og er fertile, er brune og ber sporar ganske seint i sesongen. Dei står vinteren igjennom, og er langt mindre enn dei sterile blada. Dei sporeberande fruktbare blada er også breiast øvst, men flikane her er enkle og står tett. Under den innrulla bladkanten sit sporehushopane ,’’sori’’, i 1-2 rekker.
Kromosomtalet (x) er 39 eller 40 (2n=78 eller 80). Den høge, vertikale planta brukast som grønsak både i Japan og i det nordaustlege USA.
Strutseveng er i Noreg sjeldan på Vestlandet og i Finnmark, men veks elles både langs kysten og i innlandet, men mindre i Rogaland og Agder enn på Austlandet.
Planta trivst langs elvar og bekkar, flaummark, beitemark, og på fuktige elvebreidder og skråningar. I Noreg går strutseving opp til 740 moh. i Tolga, og opp til 940 moh. i Lærdal.
Samanrulla skot av strutseveng kjend som felehovud kan brukast til mat.
Strutseving (latin: Matteuccia struthiopteris) er en art av bregner innenfor strutsevingslekten, som inngår i Onocleaceaefamilien (Woodsiaceae). Strutseving er trolig denne slektens eneste art.
Strutsving er 70-170 cm høy og lett kjennelige på sin høyreiste, symmetriske og opprette form, sin store høyde og klargrønne farge.
Srutsevingslekten har ulike fertile blad og vegetative blad, og dette er et kjennetegn for Onocleaceaefamilien.
De sterile, store og klargrønne bladene står i en perfekt rosett, som sirkulært utstående «vifter» eller en «trakt». De er fint lodne og bredest nesten øverst nær spissen, og flikbladene blir gradvis kortere (og bladet smalere) nedover bladstengelen.
Bladene som bærer sporer og er fertile, er brune og bærer sporer ganske sent på sesongen. De står vinteren igjennom, og er langt mindre enn de sterile bladene. De sporebærende fruktbare bladene er også bredest øverst, men flikene her er enkle og står tett. Under den innrullede bladkanten sitter sporehushopene (sori) i 1-2 rekker.
Kromosomtallet (x) er 39 eller 40 (2n=78 eller 80). Den høye, vertikale planten brukes som grønnsak både i Japan og det nordøstre USA.
Strutseving (Matteuccia struthiopteris) er i Norge sjelden på Vestlandet og Finnmark, men vokser ellers både langs kysten og i innlandet, men mindre i Rogaland og Agder enn på Østlandet.
Den trives langs elver og bekker, flommark, beitemark, og på fuktige elvebredder og skråninger. I Norge går den opp til 740 moh. i Tolga, og opp til 940 moh. i Lærdal.
Strutseving (latin: Matteuccia struthiopteris) er en art av bregner innenfor strutsevingslekten, som inngår i Onocleaceaefamilien (Woodsiaceae). Strutseving er trolig denne slektens eneste art.
Strutsving er 70-170 cm høy og lett kjennelige på sin høyreiste, symmetriske og opprette form, sin store høyde og klargrønne farge.
Srutsevingslekten har ulike fertile blad og vegetative blad, og dette er et kjennetegn for Onocleaceaefamilien.
De sterile, store og klargrønne bladene står i en perfekt rosett, som sirkulært utstående «vifter» eller en «trakt». De er fint lodne og bredest nesten øverst nær spissen, og flikbladene blir gradvis kortere (og bladet smalere) nedover bladstengelen.
Bladene som bærer sporer og er fertile, er brune og bærer sporer ganske sent på sesongen. De står vinteren igjennom, og er langt mindre enn de sterile bladene. De sporebærende fruktbare bladene er også bredest øverst, men flikene her er enkle og står tett. Under den innrullede bladkanten sitter sporehushopene (sori) i 1-2 rekker.
Kromosomtallet (x) er 39 eller 40 (2n=78 eller 80). Den høye, vertikale planten brukes som grønnsak både i Japan og det nordøstre USA.
Strutseving (Matteuccia struthiopteris) er i Norge sjelden på Vestlandet og Finnmark, men vokser ellers både langs kysten og i innlandet, men mindre i Rogaland og Agder enn på Østlandet.
Den trives langs elver og bekker, flommark, beitemark, og på fuktige elvebredder og skråninger. I Norge går den opp til 740 moh. i Tolga, og opp til 940 moh. i Lærdal.
Pióropusznik strusi (Matteuccia struthiopteris (L.) Todaro) – gatunek paproci należący do rodziny onokleowatych Onocleaceae.
W Polsce przebiega północna granica zasięgu tego gatunku. Występuje na pogórzu Karpat i Pienin, w Sudetach Zachodnich, Górach Świętokrzyskich i Bieszczadach. Rozproszony na nizinach, można go spotkać m.in. w Puszczy Augustowskiej i Boreckiej, nad Nysą i Bobrem, w Mazowieckim Parku Krajobrazowym, na Równinie Warmińskiej (w rezerwacie florystycznym Pióropusznikowy Jar).
Roślina wieloletnia z krótkim kłączem, z którego wyrastają lejkowato pojedyncze, podwójnie pierzaste liście płonne (asymilacyjne) wysokości 30–150 cm. Są lancetowate w zarysie i mocno zwężają się ku dołowi, posiadają bardzo krótki ogonek liściowy. W sierpniu lub wrześniu z wnętrza lejka wyrasta krótszy (do 60 cm długości), sztywny, początkowo zielony – później ciemnobrunatny, jednokrotnie pierzasty liść zarodnionośny, podobny do strusiego pióra (skąd pochodzi nazwa paproci). Zarodnikowanie przypada na wrzesień-październik. Stosunkowo duże, ciemnobrunatne (czasem również czarne) zarodniki znajdują się w kubkach zarodnikowych leżących na obrzeżach blaszek liściowych, kiełkują po 14–22 dniach. Liście płonne zasychają wcześniej, pozostawiając na zimę tylko brunatne liście zarodnikowe. Paproć ta odznacza się zatem dwupostaciowością liści, tj. trofofil (część liścia zaopatrująca roślinę w substancje odżywcze) i sporofil (część liścia wytwarzająca zarodniki) występują oddzielne.
Siedliska pióropusznika to brzegi potoków, wilgotne zbocza, mokre łąki i leśne polany.
W Polsce roślina podlega częściowej ochronie prawnej nieprzerwanie od 1946 roku (w rozporządzeniach zamieszczana z nazwą naukową Matteucia struthiopteris)[2][3].
Roślina chętnie uprawiana w ogródkach jako ozdobna.
Pióropusznik strusi (Matteuccia struthiopteris (L.) Todaro) – gatunek paproci należący do rodziny onokleowatych Onocleaceae.
Strutbräken (Matteuccia struthiopteris) är en ormbunke i familjen stensöteväxter. Den blir ungefär 0,75m till en meter hög och växer i strutformiga rosetter. Den känns främst igen på att den inte har sporgömmen under bladen utan ett fertilt, oftast brunt, smalflikigt blad (sporangieblad) som växer upp inne i "struten". Dessa står ofta kvar även sedan de gröna sterila bladen vissnat ner.
Strutbräken finns i tempererade områden i östra och norra Europa, norra Asien och Nordamerika. Arten är sällsynt och fridlyst i Blekinge län[1], men växer i nästan hela landet i fuktiga, näringsrika skogar, bäckraviner och vid åar, exempelvis är den talrik i stjärnorpsravinen i Östergötland.
Namnet struthiopteris kommer av det latinska ordet för struts och syftar på de sterila bladens form.
Strutbräken på Den virtuella floran
Strutbräken (Matteuccia struthiopteris) är en ormbunke i familjen stensöteväxter. Den blir ungefär 0,75m till en meter hög och växer i strutformiga rosetter. Den känns främst igen på att den inte har sporgömmen under bladen utan ett fertilt, oftast brunt, smalflikigt blad (sporangieblad) som växer upp inne i "struten". Dessa står ofta kvar även sedan de gröna sterila bladen vissnat ner.
Багаторічна рослина, 60-170 см заввишки, з товстим кореневищем і пучком диморфних листків. Вегетативні листки зелені, двічі перисті, з широкодовгастою гострою пластинкою. Спороносні листки бурі, перисті, менші за вегетативні, розвиваються всередині, утвореної вегетативними листками, лійки. Пера першого порядку у цих листків лінійні, цілокраї, майже циліндрично згорнуті. Соруси спочатку округлі, потім безперервні, розташовані на потовщеннях жилок, прикриті дуже опуклим, по краю розірваним покривальцем, що рано опадає[3].
Під осінь у центрі розетки вегетативних листків розвиваются спеціальні листки, на яких у спорангіях утворюються спори. Спороносять у другій половині літа — на початку осені.
Вид поширений у Східній та Північній Європі, Північній Азії та Північній Америці[4]. В Україні зустрічається в Карпатах, на Поліссі та у Лісостепу.
Одна з рідкісних рослин, яку можна побачити тільки на лісистих берегах річок, у тінистих лісах на багатих ґрунтах, у місцях, не порушених людиною. Росте у тінистих лісах, у вологих чагарниках та вільшняках, по вологих ярах. Рослина декоративна, широко культивується: це одна найпопулярніших папоротей, що використовуються в озеленені.
Це незавершена стаття про Папороті.Matteuccia struthiopteris là một loài thực vật có mạch trong họ Woodsiaceae. Loài này được (L.) Tod. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1866.[3]
.JPG)
Matteuccia struthiopteris là một loài thực vật có mạch trong họ Woodsiaceae. Loài này được (L.) Tod. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1866.
Стра́усник обыкнове́нный, или Страусопёр герма́нский, или Стра́усовое перо́, или Веламкуч, или Разноли́стник, или Чёрный па́поротник[1] (лат. Matteúccia struthiópteris) — многолетний папоротник, вид рода Страусник семейства Оноклеевые (Onocleaceae).
Неприхотливое теневыносливое декоративное растение. Включён в Красные книги ряда областей России и Украины.
Видовой эпитет — struthiopteris — дан по сходству вайи с пером страуса и происходит от др.-греч. στρουθίον — страусёнок, воробышек (уменьшительное к στρουθός — страус, воробей) и πτέρις, πτέριδως — папоротник; что в итоге значит страусовый папоротник[2]. Н. И. Анненков считал, что исходным словом было πτερόν — крыло[3].
Анненков, кроме того, привёл и другие русские народные и диалектные названия страусника: вороново крыло, клоповник, коточижник, папороть крупный, папороть чёрный трава, речная папороть, папоротник чёрный, папорт, папартник, купородник, купоротник, капарод, капорко, перо страусово трава, разнолистник, чёрная трава[3]. Эти названия хорошо отражали такие признаки растения, как диморфизм листьев, чёрный цвет стволика[2], схожесть листьев с вороновым крылом, а проростков — с коточиком (кочедыком — кривым шилом, употреблявшимся при плетеніи лаптей), приуроченность к лесным речкам и ручьям (речная папороть), общий вид растения — воронкообразную купу.
Употребляли также название «страусопер», которое не прижилось и теперь заменено на страусник[4]:5.
Циркумбореальный голарктический вид, распространённый в лесной зоне и горно-лесном поясе[5].
Японские ботаники М. Като и К. Ивацуки, изучив современный ареал страусника обыкновенного и проанализировав морфологическое сходство различных видов страусника, пришли к выводу, что Страусник обыкновенный, возможно, ведёт начало от предка в Северной Америке, а затем расселился повсюду в умеренных регионах Северного полушария[6].
Ныне в Северной Америке вид распространен в основном на востоке, от Ньюфаундленда на севере до озера Эри на юге. На западе материка, на юге Аляски отмечены лишь единичные местонахождения[7].
В Европе растёт от Скандинавии на севере до Хорватии и северной Италии на юге (в XX веке был обнаружен на склонах Этны на Сицилии[4]:6) и от Бельгии на западе до Прибалтики, Белоруссии и Украины на востоке. В Центральной Европе редок.
В Азии вид встречается в Закавказье (Азербайджан и Грузия), на севере Ирана, в Северо-Восточном Китае (Хэнань, Внутренняя Монголия, Шаньси, Сычуань, Юньнань), на Корейском полуострове и в Японии (Хоккайдо, Хонсю, Кюсю, Сикоку).
Распространён в том числе на территории России (европейская часть, Северный Кавказ, Дагестан, Бурятия, Забайкальский и Красноярский края, Алтай, Тыва, Иркутская и Тюменская области, Приамурье и Приморье, Камчатка и Сахалин) и сопредельных стран.
Произрастает в сырых местах на дне оврагов, берегах лесных речек и ручьёв, в поймах почти по всей лесной зоне. Мезофит и гигрофит. Мезотроф и эвтроф.
Включён в Красные книги Брянской, Волгоградской, Вологодской, Воронежской, Курской, Магаданской, Мурманской, Самарской, Саратовской, Смоленской областей, Республики Саха (Якутия), Москвы.
На Украине охраняется в Житомирской, Львовской, Ровенской, Сумской и Харьковской областях.
Крупный папоротник с толстым вертикальным корневищем.
Листья диморфные. Вегетативные стерильные фотосинтезирующие листья (трофофиллы) длиной до полутора (в Европе) или четырёх метров (в Азии), дваждыперистораздельные, образуют воронку, в центре которой расположены более короткие однажды перистые[8] фертильные спороносные листья (спорофиллы) с цилиндрическими сегментами, внутри которых скрыты сорусы[9]. Спорофиллы появляются позднее трофофиллов, внешне они напоминают страусиное перо (отсюда русское название)[10]. Края сегментов спороносных листьев свернуты до средней жилки, что обеспечивает защиту расположенным на концах разветвлений жилок округлым сорусам. Спорофиллы страусника сначала светло-зелёные, затем становятся тёмно-коричневыми, контрастируя своей окраской со светло-зелёными стерильными листьями. Осенью стерильные листья увядают, а спороносные остаются зимовать. Их тёмно-коричневые верхушки иногда можно видеть торчащими над снежной поверхностью. Весной споры освобождаются, края листьев при этом разворачиваются[8].
Размножается спорами и с помощью столонов. Споры крупные, прорастают весной, когда выпадает наибольшее количество дождей, без периода покоя[8], сразу после рассеивания[9]. Споры содержат значительное число хлоропластов и имеют поэтому зелёный цвет[8].
Популяцию страусника обыкновенного на востоке Северной Америки некоторые канадские ботаники выделяли в самостоятельный вид Matteuccia pensylvanica (Willd.) Raymond — Страусник пенсильванский[11]. Эрик Хультен считал её всего лишь особой расой страусника обыкновенного[5].
На территории Северной Америки выделяют несколько разновидностей:
По данным The Plant List на 2013 год[12], в синонимику вида входят:
На страуснике обыкновенном встречается паразитический сумчатый гриб Taphrina hiratsukae из рода Тафрина (Taphrina), вызывающий пятнистость листочков[13].
Растение содержит стероиды, витамины C, B1, ниацин, рибофлавин, высшие жирные кислоты, липиды[14].
В надземной части найдены флавоноиды, в листьях — углеводы и родственные соединения. Споры содержат каротиноиды[14].
Культивируется для озеленения как неприхотливое теневыносливое декоративное растение. Фертильные листья можно использовать на зимние букеты.
Находит применение в народной медицине для приготовления отваров из корневищ. По сведениям Н. И. Анненкова, употреблялся «от падучей болезни, от глистов, от лихорадки» (в Казанской губернии), а в Пермской — «от худобы»[3].
Молодые побеги (рахисы) в некоторых странах употребляют в пищу[9].
Употреблялся для уничтожения клопов (в Архангельской губернии)[3].
В медицине корневища и листья используют как спазмолитическое, противосудорожное, противоэпилептическое, корневища — при злокачественных опухолях, белях, меноррагиях, как седативное, слабительное, вяжущее, противокашлевое, антигипоксическое. Измельчённые листья и споры применяют при ожогах, обморожениях, дерматозах[14].
Нанайцы используют листья и споры как ранозаживляющее, противовоспалительное и антисептическое (что подтверждено экспериментально)[14].
Инсектицид[14].
Ядовито для скота[14].
Стра́усник обыкнове́нный, или Страусопёр герма́нский, или Стра́усовое перо́, или Веламкуч, или Разноли́стник, или Чёрный па́поротник (лат. Matteúccia struthiópteris) — многолетний папоротник, вид рода Страусник семейства Оноклеевые (Onocleaceae).
Неприхотливое теневыносливое декоративное растение. Включён в Красные книги ряда областей России и Украины.
荚果蕨（学名：Matteuccia struthiopteris）为球子蕨科荚果蕨属下的一个变种。
这是一篇與植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 
クサソテツ（草蘇鉄、英：Ostrich fern、学名：Matteuccia struthiopteris）とは、イワデンダ科（分類によってはメシダ科Woodsiaceaeに分類される）の多年生シダの一種。別名コゴメ、カンソウ、ガンソウ。若芽はコゴミ（屈）といい山菜のひとつである。日本各地、中央ヨーロッパおよび北ヨーロッパ、北米大陸の北東部に自生する。また観葉植物として庭に植えられることも多い。
落葉性の多年生草本。根茎は太く直立し、周囲に古い葉柄の基部が集まる。また地下に匍匐茎を出し、その先に新しい株を作る。葉には栄養葉と胞子葉の区別がある。栄養葉は春に出て鮮緑色で美しく、草質で柔らかい。長さは1mに達し、単羽状複葉。側羽片は30-40対に達し、中程より先端よりのものが一番長く、それより先では急に短くなる。根元に向けては次第に短くなり、葉柄は短い。胞子葉は栄養葉の束の内側に出て、栄養葉より短くて60cmほど。単羽状だが羽片はごく幅狭く、裏面の胞子嚢群を包むように巻き込む[1]。
標準和名は草蘇鉄である。太く直立する根茎やその先端から広がる葉の様子がソテツを思わせる草本であることによる。
ココミ、またはコゴメは山菜としての名として用いられる。これは、先端が巻き込んだ若葉の姿がかがんでいるように見えること、それに食用に出来る実質的な部分があるので「ミ」とするものだという。
また、別にガンソクという異名がある。これは雁足の意味で、株の様子が鳥のガンの足のようであるからという。ちなみに近縁の別種にイヌガンソクがあり、これは本種に似ていることによる[1]。ただし、これに関しては異論もある。
ワラビ、タラノメ、独活等とともに日本人には古くから馴染み深い山菜のひとつである。5月上旬から6月中旬に渦巻状に丸まった幼葉を採取し、おひたし、サラダ、ゴマ和えなどの和え物、天ぷらなどにして食べる。ワラビほど強くない独特の「ぬめり」があり、ゼンマイなどと違ってアクがないため調理が容易である。少量であれば生でも食せるが、大量に食べると腹が下りやすくなる。
比較的陽当たりの良い斜面などを好み、大抵は群生しているため収穫が望める山菜でもある。林の中にはほとんど生えず、山道の道端や崖の下など水はけがよく湿った場所に生える。草が生える前に出揃うので収穫も容易である。成長が非常に早く、その場所ごとに収穫期間が短く限られるため、こまめに下見を行なった方が良い。
日本では食用として促成栽培もされている。
クサソテツの群生
この項目は、植物に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（プロジェクト:植物／Portal:植物）。 
.jpg)
.JPG)
.JPG)
