Testu grande
La Saxifraga blanca (Saxifraga granulata) ye una especie de la familia de les saxifragacees.
Planta erecta, perenne, con tarmos ramosos penriba de 10-50 cm. Fueyes de llargu peciolu nuna roseta laxa, arriñonada, de lóbulos arrondaos con bulbillos en axiles foliares. Flores de 1,5 cm de diámetru, nuna inflorescencia laxa, apaecen en panícules fluexes al estremu d'unos tarmos ramificaos; mota velloso con sépalos llanceoláu-lineares, más llargos que'l tubu; pétalos blancos y enteros obovaos, el doble de llongures que los sépalos, glandulares y oblongos a ováu-triangulares. Frutu en cápsula rematada polos estilos. Floria en primavera.
Habita en pradera húmedes de monte.
En gran parte d'Europa. N'España apaez nel Sistema Central y otres cadenes montascoses.
El rizoma ye astrinxente y diuréticu; amenorga los cálculos de fégadu y vexiga.
Gentiana granulata describióse por Carlos Linneo y espublizóse en Species Plantarum 1: 398. 1753.[1]
Númberu de cromosomes de Saxifraga granulata (Fam. Saxifragaceae) y táxones infraespecíficos: n=26, 28.[2] 2n=52.[3] n=11,22,24,26[4]
Saxifraga: nome xenéricu que vien del llatín saxum, ("piedra") y frangere, ("romper, quebrar"). Estes plantes llámense asina pola so capacidá, según los antiguos, de romper les piedres colos sos fuertes raigaños. Asina lo afirmaba Plinio, por casu.
granulata: epítetu llatín que significa "glanular".[5]
Saxifraga penduliflora Bastard
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. Testu grande
La Saxifraga blanca (Saxifraga granulata) ye una especie de la familia de les saxifragacees.
Planhigyn blodeuol yw Tormaen y gweunydd sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Saxifragaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Saxifraga granulata a'r enw Saesneg yw Meadow saxifrage.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Tormaen Gwyn y Gweunydd, Clôr y Brain, Llyfenwy, Tormaen Gwyn, Tormaen y Weirglodd.
Mae gan y blodau 4 neu 5 o betalau a rhwng 5 – 10 briger.
Planhigyn blodeuol yw Tormaen y gweunydd sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Saxifragaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Saxifraga granulata a'r enw Saesneg yw Meadow saxifrage. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Tormaen Gwyn y Gweunydd, Clôr y Brain, Llyfenwy, Tormaen Gwyn, Tormaen y Weirglodd.
Mae gan y blodau 4 neu 5 o betalau a rhwng 5 – 10 briger.
Lomikámen zrnatý, latinsky Saxifraga granulata je vytrvalá bylina z řádu lomikamenotvarých.
Lomikámen je vytrvalá bylina se vzpřímenou lodyhou, dorůstající výšky 20-50 cm. Spodní růžici listů tvoří rozmnožovací cibulky. Jejich čepele jsou ledvinaté, naspodu uťaté nebo srdčité, jejich řapíky jsou jedenkrát delší než čepele. Lodyžní listy jsou nečetné, oddálené, vpředu laločnaté bez cibulek. Lomikámen má bílé chudokvěté květenství lata. Jednotlivé kvítky mají kalich složený z pěti lístků, jež spolu naspodu srůstají v češuli, s cípy přitupělými a podlouhle vejčitými. Deset tyčinek v kvítku jsou delší než korunní lístky. Semeník je ze dvou plodolistů. Plod je vejčitá tobolka. Kvete od května do července.
Roste na travnatých stráních, na sušších loukách i ve světlých lesích. Vyskytuje se jak v rovinách tak i v pahorkatinách. Je rozšířen z Maroka a Iberského poloostrova na východ až do Ruska. V Maroku vystupuje až do výše 2400 m n. m. Pasoucí se dobytek tuto rostlinu nespásá.
Nakyslé rozmnožovací cibulky byly dříve v lékařství používány k rozpuštění močových kamínků.
Botanický nákres
Detail kvítku
Lomikámen zrnatý, latinsky Saxifraga granulata je vytrvalá bylina z řádu lomikamenotvarých.
Kornet stenbræk (Saxifrage granulata) er en 15-25 cm høj urt, der vokser på tør og sandet bund på overdrev og vejkanter. Planten har såkaldte yngleknopper nederst ved grundbladene. Dette har givet planten dens navn: "kornet" (af det latinske: granulata).
Kornet stenbræk er en flerårig urt med en grundstillet roset af blade og en opret, blomsterbærende stængel. Stænglen er rund, rødbrun og ganske fint håret. Den bærer nogle få blade, som er ustilkede og rundtakkede. Grundbladene er derimod langstilkede og nyreformede med rundtakket rand. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lidt lysere på grund af et fint hårlag.
Blomstringen sker i maj-juni, og man finder blomsterne samlet i en endestillet top. De enkelte blomster er hvide med fem kronblade og 10 støvdragere. Frugterne er kapsler med mange frø.
Rodnettet er trævlet, men det suppleres af en større mængde yngleknopper ved grundbladenes fæster.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,20 x 0,20 (20 x 20 cm/år).
Arten hører hjemme i Nordafrika og Europa, bl.a. i Danmark, hvor den er almindelig i hele landet. Alle steder er den knyttet til lysåbne, kystnære og forholdsvis tørre steder med forholdsvist lavt mineralindhold. Derfor ses den ofte på overdrev og tørre skrænter.
På Brampton Meadow i Cambridgeshire, England findes den på artsrige græsningsområder sammen med bl.a. alm. kamgræs, slangetunge, hvid okseøje, liden skjaller, lægekvæsurt, rødkløver, rød svingel og sorthovedknopurt.[1]
Kornet stenbræk (Saxifrage granulata) er en 15-25 cm høj urt, der vokser på tør og sandet bund på overdrev og vejkanter. Planten har såkaldte yngleknopper nederst ved grundbladene. Dette har givet planten dens navn: "kornet" (af det latinske: granulata).
Der Knöllchen-Steinbrech (Saxifraga granulata), auch Körner- oder Körnchen-Steinbrech und Weißer Steinbrech genannt, ist eine europäische Pflanzenart, die zur Gattung Steinbrech (Saxifraga) in der Familie der Steinbrechgewächse (Saxifragaceae) gehört.
Der Knöllchen-Steinbrech wächst als ausdauernde krautige Pflanze und erreicht Wuchshöhen zwischen meist 15 und 40 (50) Zentimeter. Der behaarte Stängel ist aufrecht und meist ab der Mitte verzweigt. Die Grundblätter sind 12 bis 40 Millimeter breit, rundlich-nierenförmig und haben einen lappig gekerbten Rand (angedeutet handförmig). Sie sind gestielt und ihr Stiel ist etwa eineinhalb- bis fünfmal so lang wie die Spreite. Sie sind rosettig gedrängt, erscheinen oft schon im Herbst und sind wintergrün. An der Sprossbasis in den Achseln der Grundblätter sitzen Brutzwiebeln (Bulben) als kleine Knöllchen (Name!).
Der lang gestielte Blütenstand ist rispig. Die fünfzähligen Blüten sind zwittrig. Die Kelchzipfel sind aufrecht und 3–5 Millimeter lang. Die weißen Kronblätter sind 9 bis 17 Millimeter lang. Die Staubblätter sind halb so lang wie die Kronblätter. Der Fruchtknoten ist fast ganz in die Blütenröhre eingesenkt. Die Fruchtkapsel ist fast kugelig und bis 7 Millimeter lang.
Die Blütezeit reicht von Mai bis Juni.
Die Art hat die Chromosomenzahl 2n = 52, aber auch 30, 32 46, 48, 52 und zwischen 49 und 60 schwankend.[1]
Es gibt in Europa zwei Unterarten[2]:
Der Knöllchen-Steinbrech kommt in extensiv genutzten Grünlandgesellschaften vor, vor allem in reicheren Sandtrockenrasen, mageren Glatthafer-Wiesen, manchmal auch in Halbtrockenrasen, Sumpfdotterblumen-Wiesen und Borstgras-Rasen, außerdem an Böschungen, Dämmen, alten Deichen, Weg- und Grabenrändern. Standorte sind meist trockene bis feuchte, nährstoffarme und basenreiche Sand- und Lehmböden. Er kommt in mageren Gesellschaften der Ordnung Arrhenatheretalia vor, aber auch in bodensauren Gesellschaften des Verbands Mesobromion oder des Verbands Carpinion.[1]
Die Verbreitung in Europa konzentriert sich auf West- und Mittel-Europa. In Südeuropa geht die Art bis Sizilien und Südspanien, ja sogar bis Nordwestafrika, in Nordeuropa aber nur bis nach Mittelschweden. Dabei gibt es über weite Strecken auch Areallücken, unter anderem in Teilen des nordwestdeutschen Tieflands und der Alpen. In Österreich kommt die Art von der collinen bis zur montanen Höhenstufe vor, ist jedoch selten in allen Bundesländern außer Tirol und Vorarlberg.
Der Knöllchen-Steinbrech steht regional auf Roten Listen gefährdeter Pflanzenarten und ist in Deutschland besonders geschützt[3]. Vor allem der Rückgang mesophilen Grünlandes zu Gunsten von Intensivgrünland oder Ackerflächen ist ein Grund für starke Bestandsverluste in den letzten Jahrzehnten.
Die Pflanze wurde in der alten Heilkunde[4] und wird noch in der Volksheilkunde und in der Homöopathie bei Grieß- und Steinleiden der Nieren und Blase angewandt (Gattungsname!).
Der Knöllchen-Steinbrech (Saxifraga granulata), auch Körner- oder Körnchen-Steinbrech und Weißer Steinbrech genannt, ist eine europäische Pflanzenart, die zur Gattung Steinbrech (Saxifraga) in der Familie der Steinbrechgewächse (Saxifragaceae) gehört.
De knolstienbrek is in stinzeplant. Saxifraga granulata is in plant út de stienbrekfamylje (Saxifragaceae). De soarte komt foar yn West-Europa en yn de bergen fan Súd-Europa. De knolstienbrek groeit yn Súd-Nederlân en healannen oan rivieren, mar ek oan boskpaden.
It is in fêste plant dy 't 15-50 cm heech wurdt. Oan de foet fan de plant sitte krekt boppe of ûnder de grûn lytse boltsjes, fandêr de soarteoantsjutting granulata. Troch dy boltsjes fermearderet de knolstienbrek him fegetatyf fuort. De 1-3 sm lange blêden binne mei útsûndering fan de boppeste rûn oant nierfoarmich mei karteltoske râne. De boppeste blêden binne wat langwerpiger. De knolstienbrek bloeit yn Nederlân fan maaie - juny mei wite blommen, dy't ± 1,5 sm grut binne. De blom bestiet út fiif kroanblêden. De bloeiwize is in los byskerm.
De folde foarm fan de Knolstienbrek is Haarlimmer klokkespul (Saxifraga granulata 'plena') is in foldblommige cultivar dy't ferwyldere as stinzeplant foarkomt by bûtens as Martenastate yn Koarnjum, Hûs te Manpad (Heemstede), Thijsse's Hof (Bloemendaal), en de Haarlimmerhout.
Ofbylden dy't by dit ûnderwerp hearre, binne te finen yn de kategory fan Wikimedia Commons. De knolstienbrek is in stinzeplant. Saxifraga granulata is in plant út de stienbrekfamylje (Saxifragaceae). De soarte komt foar yn West-Europa en yn de bergen fan Súd-Europa. De knolstienbrek groeit yn Súd-Nederlân en healannen oan rivieren, mar ek oan boskpaden.
It is in fêste plant dy 't 15-50 cm heech wurdt. Oan de foet fan de plant sitte krekt boppe of ûnder de grûn lytse boltsjes, fandêr de soarteoantsjutting granulata. Troch dy boltsjes fermearderet de knolstienbrek him fegetatyf fuort. De 1-3 sm lange blêden binne mei útsûndering fan de boppeste rûn oant nierfoarmich mei karteltoske râne. De boppeste blêden binne wat langwerpiger. De knolstienbrek bloeit yn Nederlân fan maaie - juny mei wite blommen, dy't ± 1,5 sm grut binne. De blom bestiet út fiif kroanblêden. De bloeiwize is in los byskerm.
De folde foarm fan de Knolstienbrek is Haarlimmer klokkespul (Saxifraga granulata 'plena') is in foldblommige cultivar dy't ferwyldere as stinzeplant foarkomt by bûtens as Martenastate yn Koarnjum, Hûs te Manpad (Heemstede), Thijsse's Hof (Bloemendaal), en de Haarlimmerhout.
D'Knéirenn (Saxifraga granulata), ass eng Aart vun der Gattung Saxifraga aus der Famill vun den Saxifragaceae.
Dem Heng Klees no huet si nach follgend Nimm: Knërren, Knereen, Knéiren, Käilkraut. Op Däitsch heescht d'Planz "Knöllchen-Steinbrech", op Franséisch "Saxifrage granulée".
D'Planz ass tëscht 15 a 40 cm héich a blitt tëscht Mee a Juni. Si wiisst gären am moore Gréngland.
D'Knéirenn ass eng Heelplanz géint Nieren- a Bloderkränkten.
Et gëtt 2 Ënneraarten:
D'Knéirenn (Saxifraga granulata), ass eng Aart vun der Gattung Saxifraga aus der Famill vun den Saxifragaceae.
Dem Heng Klees no huet si nach follgend Nimm: Knërren, Knereen, Knéiren, Käilkraut. Op Däitsch heescht d'Planz "Knöllchen-Steinbrech", op Franséisch "Saxifrage granulée".
D'Planz ass tëscht 15 a 40 cm héich a blitt tëscht Mee a Juni. Si wiisst gären am moore Gréngland.
D'Knéirenn ass eng Heelplanz géint Nieren- a Bloderkränkten.
Et gëtt 2 Ënneraarten:
Saxifraga granulata ssp. graniticola D. A. Webb Saxifraga granulata ssp. granulata L.Ju Knul-Steenbreek Saxifraga Granulata, (düütsk: Knöllchen-Steinbrech) is ne litje Bloume uut ju Oard fon do Steenbreekgewoakse, ju der in Moai un Juni blöid. Dät is ne Stinzeplonte.
In ju Natuurheelkunde wäd ju Plonte as Heelplonte bruuked.
In Fryslân rakt dät fon disse Bloume noch ju besünnere wüülde Oard Saxifraga Granulata 'plena' , ap Fräisk: Harlimmer Klokkespul, ju der as Stinzebloume bie ju Skierstins in Feanwâlden un uur Steeden in Fryslân siet oolde Tieden wüüld woaksed.
Ju Knul-Steenbreek Saxifraga Granulata, (düütsk: Knöllchen-Steinbrech) is ne litje Bloume uut ju Oard fon do Steenbreekgewoakse, ju der in Moai un Juni blöid. Dät is ne Stinzeplonte.
In ju Natuurheelkunde wäd ju Plonte as Heelplonte bruuked.
Saxifraga granulata, commonly called meadow saxifrage,[1] is a species of flowering plant in the family Saxifragaceae.[2] It is native to Europe and Morocco.[3]
Saxifraga granulata was first formally described by Linnaeus as part of his original description of Saxifraga in Species Plantarum in 1753.[4] S. granulata is the type species of the genus Saxifraga.[5]
Saxifraga granulata, commonly called meadow saxifrage, is a species of flowering plant in the family Saxifragaceae. It is native to Europe and Morocco.
Saxifraga granulata es una especie de la familia de las saxifragáceas.
Planta erecta, perenne, con tallos ramosos por arriba de 10-50 cm. Hojas de largo pecíolo en una roseta laxa, arriñonada, de lóbulos redondeados con bulbillos en axilas foliares. Flores de 1,5 cm de diámetro, en una inflorescencia laxa, aparecen en panículas flojas al extremo de unos tallos ramificados; cáliz velloso con sépalos lanceolado-lineares, más largos que el tubo; pétalos blancos y enteros obovados, el doble de largos que los sépalos, glandulares y oblongos a ovado-triangulares. Fruto en cápsula rematada por los estilos. Florece en primavera.
En gran parte de Europa. En España aparece en el Sistema Central y otras cadenas montañosas. Habita en praderas húmedas de montaña.
El rizoma es astringente y diurético; reduce los cálculos de hígado y vejiga.[cita requerida]
Gentiana granulata fue descrita por Carlos Linneo y publicada en Species Plantarum 1: 398. 1753.[1]
Número de cromosomas de Saxifraga granulata (Fam. Saxifragaceae) y táxones infraespecíficos: n=26, 28.[2] 2n=52.[3] n=11,22,24,26[4]
Saxifraga: nombre genérico que viene del latín saxum, ("piedra") y frangere, ("romper, quebrar"). Estas plantas se llaman así por su capacidad, según los antiguos, de romper las piedras con sus fuertes raíces. Así lo afirmaba Plinio, por ejemplo.
granulata: epíteto latino que significa "glanular".[5]
Papelorikko (Saxifraga granulata) on lähinnä Euroopassa tavattava, kuivien paikkojen valkokukkainen rikkokasvi.
Monivuotinen papelorikko kasvaa 15–40 cm korkeaksi. Varsi on karvainen, pystysuora, ja siinä on muutamia varsilehtiä. Pääosa kasvin lehdistä on maanpinnan rajassa ruusukkeina. Alimmat lehdet ovat munuaismaisia, isonyhäisiä, paksuhkoja ja ainakin ruodit ovat karvaisia. Ylimmät lehdet ovat isohampaisia. Kukinto on harsu, 3–5-kukkainen huiskilo. Kaksineuvoiset kukat ovat valkeat ja tuoksuvat miedosti mantelilta. Kukan verhiö ja teriö ovat viisilehtisiä, ja heteitä on 10 kappaletta. Emiö on kaksilehtinen ja enintään tyvestä yhdislehtinen, emilehtien tyvellä on mesisuomuja. Papelorikko kukkii Suomessa touko-kesäkuussa. Hedelmä on kaksiosainen, monisiemeninen kota.[1][2] Papelorikon varren tyvessä kasvaa vaaleanpunaisia, pallomaisia itusilmuja, joiden avulla kasvi talvehtii ja leviää suvuttomasti. Näitä itusilmuja on kutsuttu papeloiksi, mikä on antanut kasville sen suomenkielisen nimen.[3] Myös lajin vanha nimi, mukularikko, viittaa itusilmuihin.[4]
Papelorikkoa tavataan Euroopassa Pyreneiden niemimaan keskiosista Unkariin, Länsi-Ukrainaan, Puolaan ja Baltiaan, pohjoisessa Fennoskandian keskiosiin ja etelässä Pohjois-Balkanille ja Etelä-Italiaan saakka. Lisäksi lajia tavataan Islannissa sekä Euroopan ulkopuolella Marokossa.[5] Suomessa papelorikkoa tavataan nykyisin muinaistulokkaana erityisesti Ahvenanmaalla sekä Varsinais-Suomessa ja Uudellamaalla. Muualla Suomea se on uustulokas, jota on tavattu enimmäkseen Pohjanlahden satamakaupungeissa.[6] Vuodesta 2010 papelorikko on luokiteltu Suomessa silmälläpidettäväksi lajiksi. Lajin taantumisen syynä on avointen kasvupaikkojen umpeenkasvaminen.[7]
Papelorikko kasvaa kuivahkoilla ja ohutmultaisilla kalliorinteillä, keto- ja lehtoniityillä ja laidunniityillä.[8]. Lajia tavataan Suomessa myös vanhoista satamapaikoissa, jonne laji on kulkeutunut purjelaivojen painolastimaan mukana.[3]
Papelorikkoa on aikoinaan käytetty lääkekasvina. Signatuuriopin mukaisesti mukulamaisten itusilmujen uskottiin auttavat sappikivivaivoihin.[4]
Papelorikon kukinto.
Papelorikkokasvusto.
Papelorikko (Saxifraga granulata) on lähinnä Euroopassa tavattava, kuivien paikkojen valkokukkainen rikkokasvi.
Saxifraga granulata
La Saxifrage granulée ou Saxifrage à bulbilles (Saxifraga granulata) est une plante herbacée vivace de la famille des Saxifragacées.
De taille moyenne (20 à 50 cm de haut), elle présente des tiges dressées, pleines, poilues ; les feuilles sont assez épaisses, celles de la base arrondies, à long pétiole, celles de la tige (caulinaires) peu nombreuses, palmées (à trois ou cinq lobes), au pétiole court. Les cinq pétales des fleurs sont blancs, égaux, libres, avec l'extrémité arrondie.
Prairies, talus herbeux, plus rarement bois frais.
Europe (sauf sud-est) et Afrique du Nord.
Données d'après : Julve, Ph., 1998 ff. - Baseflor. Index botanique, écologique et chorologique de la flore de France. Version : 23 avril 2004.
Saxifraga granulata
La Saxifrage granulée ou Saxifrage à bulbilles (Saxifraga granulata) est une plante herbacée vivace de la famille des Saxifragacées.
Kulkaty rupik (Saxifraga granulata) je rostlina ze swójby rupikowych rostlinow (Saxifragaceae). Dalše serbske mjeno je kulkač.
Ma dwě poddružinje:
Kulkaty rupik je trajne zelo, kotrež docpěwa wysokosć wot 15 hač 30 cm a je lěpjato-žałzojće kosmaty. Na spódku ma mnoholičbne kulojte lehnjenske cyble, kotrež su twjerde.
Spódnja rozeta ma stołpikate, jěrchenkojte łopjena.
Stołpik je rozhałužkowany a žałzokosmaty.
Kćěje wot meje hač julija. Čumpata pakić ma horje zrunane hałužki. Běłe krónowe łopješka docpěwaja dołhosć wot 10 hač 15 mm, maja žołtozelene žiłki a su třikróčnje tak dołhe kaž keluch.
Rosće na łukach, suchich trawnikach, trawojtych skłoninach a w lěsach z dubow a hrabow. Preferuje małowapnite, tróšku kisałe, čumpate pódy.
Rostlina je w nimale cyłej Europje rozšěrjena.
Kulkaty rupik (Saxifraga granulata) je rostlina ze swójby rupikowych rostlinow (Saxifragaceae). Dalše serbske mjeno je kulkač.
De knolsteenbreek (Saxifraga granulata) is een plant uit de steenbreekfamilie (Saxifragaceae).
De soort komt voor in West-Europa en in de bergen van Zuid-Europa. Hij komt in Nederland voor in het zuiden en langs de grote rivieren. In Vlaanderen is de plant vrij algemeen in het Maasgebied, in Limburgs Haspengouw en in de Kempense en Brabantse rivier- en beekdalen. Buiten genoemde gebieden is de soort zeer zeldzaam of ontbrekend. De soort staat in Nederland als sterk afgenomen en bedreigd op de Rode Lijst van 2012.
Het is een vaste plant die 15-50 cm hoog wordt. De 1-3 cm lange bladeren zijn met uitzondering van de bovenste rond tot niervormig met gekarteld-getande rand. De bovenste bladeren zijn wat langwerpiger. Knolsteenbreek bloeit van mei tot juni met witte bloemen, die ongeveer 1,5 cm groot zijn. De bloem bestaat uit vijf kroonbladen. De bloeiwijze is een los bijscherm.
De plant floreert in onbemest hooigrasland, maar ook langs bospaden. Vermeerdering gebeurt door langlevend stoffijn zaad en door broedbolletjes die zich in bladoksels vlak boven de grond ontwikkelen.
'Haarlems klokkenspel' (Saxifraga granulata 'Plena') is een gevuldbloemige cultivar die verwilderd als stinsenplant voorkomt bij buitenplaatsen zoals het Huis te Manpad (Heemstede), Beeckestijn (Velsen), Thijsse's Hof (Bloemendaal), Martenastate te Cornjum en de Haarlemmerhout. Zo ook bij de Schierstins in Veenwouden, waar het plantje door de bevolking 'stinzeblomke' werd genoemd. Algemeen wordt aangenomen dat de term 'stinzenplanten', bedacht door de bioloog Jacob Botke uit Veenwouden, hierop gebaseerd is.
De knolsteenbreek (Saxifraga granulata) is een plant uit de steenbreekfamilie (Saxifragaceae).
Nyresildre (Saxifraga granulata) er en flerårig urt i sildrefamilien.
Den kan bli opptil 40 cm høy og har en opprett, hårete stengel med noen få stengelblad. Ved basis av stengelen er det en rosett med nyreformede blad, som er flikete eller dypt tannete. Ved basis sitter det også små, runde yngleknopper. Blomstene er hvite, 18–30 mm store og sitter i åpne, grenete kvaster. Frukten er en kapsel med to rom som inneholder mange frø. Planten vokser i eng, annen grasmark og på mosegrodde berg som er fuktige om våren, men som tørker ut.
Nyresildre er vanlig i Mellom-Europa og sørlige deler av Nord-Europa. Den finnes mer spredt på Den iberiske halvøy, Italia og Marokko, og mangler nesten helt på Balkan. Den er i motsetning til de fleste andre sildreartene i Norge en lavlandsplante. Arten er vanlig i kyststrøkene fra Oslofjorden til Aust-Agder, men er funnet enkelte steder, kanskje menneskespredt, videre nordover til Nordland.
Nyresildre brukes som medisinplante. Den er kommuneblomst i Skiptvet.
Nyresildre (Saxifraga granulata) er en flerårig urt i sildrefamilien.
Den kan bli opptil 40 cm høy og har en opprett, hårete stengel med noen få stengelblad. Ved basis av stengelen er det en rosett med nyreformede blad, som er flikete eller dypt tannete. Ved basis sitter det også små, runde yngleknopper. Blomstene er hvite, 18–30 mm store og sitter i åpne, grenete kvaster. Frukten er en kapsel med to rom som inneholder mange frø. Planten vokser i eng, annen grasmark og på mosegrodde berg som er fuktige om våren, men som tørker ut.
Nyresildre er vanlig i Mellom-Europa og sørlige deler av Nord-Europa. Den finnes mer spredt på Den iberiske halvøy, Italia og Marokko, og mangler nesten helt på Balkan. Den er i motsetning til de fleste andre sildreartene i Norge en lavlandsplante. Arten er vanlig i kyststrøkene fra Oslofjorden til Aust-Agder, men er funnet enkelte steder, kanskje menneskespredt, videre nordover til Nordland.
Nyresildre brukes som medisinplante. Den er kommuneblomst i Skiptvet.
Multimedia w Wikimedia Commons Skalnica ziarenkowata (Saxifraga granulata L.) – gatunek rośliny wieloletniej z rodziny skalnicowatych.
Występuje w całej Europie. W Polsce dość pospolita na niżu, w górach rzadka.
Bylina, hemikryptofit. Kwitnie od kwietnia do kwietnia do czerwca. Rośnie na suchych, ubogich murawach, jako jedna z nielicznych skalnic nie występuje w górach. Rośnie również w widnych lasach, na ich brzegach i na przydrożach, umiarkowanie nawożonych łąkach. Występuje na jałowych i ubogich w wapń darniach. W Polsce przede wszystkim na niżu, sporadycznie w górach. Dość dobrze trzyma się podłoża, a rośnie przeważnie w otoczeniu bujnej roślinności. Oprócz rozmnażania przez nasiona istnieje możliwość wegetatywnego rozmnażania przez czerwone bulwy. Znajdują się one w kątach obumarłych liści rozetkowych znajdujących się przy ziemi[2]. W klasyfikacji zbiorowisk roślinnych gatunek charakterystyczny dla O. Arrhenatheretalia elatioris[3].
Tworzy mieszańce z Saxifraga cuneata Willd[4]. i Saxifraga trabutiana Engl. & Irmsch[5].
Skalnica ziarenkowata (Saxifraga granulata L.) – gatunek rośliny wieloletniej z rodziny skalnicowatych.
Saxifraga granulata, commumente conhecida como sanícula-dos-montes[1], é uma espécie de planta com flor pertencente à família Saxifragaceae.[2]
A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 1: 398. 1753.
Dá pelos nomes comuns de mosquinos, saxífraga.[3], quaresmas[4], sanícula-dos-montes, saxifraga-branca[2][5][6]
Distingue-se da saxifraga cintrana, porque tem pétalas glabras na página superior, ao passo que aquela as tem recobertas de pêlos glandulosos no mesmo sítio.[7]
Trata-se de uma planta herbácea, por vezes lenhosa na base, perene e policárpica.[2] São dotadas de talos floríferos, ramosos com mais de 10–50 cm.[2]
As folhas, que tanto podem ser simples, como ternadas, geralmente em rosetas ou alternas, raramente são opostas. Têm um pecíolo grande, numa roseta laxa, de lóbulos arredondados, com bolbilhos nas axilas foliares.[2]
As flores , geralmente vistosas e hermafroditas, são pentâmeras e chegam aos 1,5 cm de diâmetro, numa inflorescência laxa, aparecendo em panículas flácidas no estremo dos talos ramificados. As pétalas, que são 5, podem ser brancas - por vezes com mancha de outra cor- ou rosadas ou arroxeadas ou amarelas, assumem um formato obovado, mas mais compridas que as sépalas.[2] O cálice é veloso com sépalas lanceolado-lineares, maiores que o tubo.[2][7]
Floresce de Março a Junho.[8]
O fruto é bilocular, em cápsula rematada pelos estilos.[2][8]
Reparte-se por grande parte da Europa, concentrando-se mais na Europa Ocidental e Central. No Sul da Europa a espécie fixa-se mais na parte ocidental, cingida entre a Sicília e a Península Ibérica. Encontra-se também presente na orla ocidental do Norte de África.[6]
Na Europa Setentrional não vai além da Suécia central.[8]
Trata-se de uma espécie presente no território português, nomeadamente em Portugal Continental. Mais concretamente, nas zonas do Noroeste ocidental, Noroeste montanhoso, Nordeste ultrabásico, Nordeste leonês, Terra quente e Terra fria transmontana, Centro-norte, Centro-oeste calcário, Centro-oeste arenoso, Centro-oeste olissiponense, Centro-oeste cintrano, Centro-leste motanhoso, Centro-leste de campina, Centro-sul miocénico, Centro-sul arrabidense, Centro-sul plistocénico, Sudeste meridional, Sudoeste setentrional, Sudoeste meridional, Sudoeste montanhoso, Barrocal algarvio e nas Berlengas.[8]
Em termos de naturalidade é nativa da região atrás indicada.[6]
Planta rupícola, prospera entre as escarpas e fragas, nas charnecas herbáceas ou na orla de florestas. Tende a preferir sítios fragosos, úmbrios e higrófilos e as penedias. É capaz de medrar tanto em solos ácidos como em básicos.[6]
Não se encontra protegida por legislação portuguesa ou da Comunidade Europeia.
A Saxifraga granulata foi descrita por Carlos Linneo e publicada na obra Species Plantarum 1: 398. 1753.[9]
O número de cromossomas da Saxifraga granulata (Fam. Saxifragaceae) e táxones infraespecíficos cifra-se nos: n=26, 28.[10] 2n=52.[11] n=11,22,24,26[12]
Saxifraga: nome genérico que vem do latim saxum, ("pedra; rocha"[13]) e frangere, ("partir; quebrar")[14].
Os antigos atribuíam a estas plantas a capacidade de partir seixos com as próprias raízes, bem como a propriedade medicinal de tratar problemas de cálculos urinários.
granulata: epíteto latino que significa "granular".[15]
A planta foi usada na Antiguidade, conhecendo ainda módico, em época ulteriores, uso na confecção de mezinhas, para tratar as pedras dos rins e da bexiga, dissolvendo-as.[3][18]
Pode ser usada na confecção de semolina.[18]
Saxifraga granulata, commumente conhecida como sanícula-dos-montes, é uma espécie de planta com flor pertencente à família Saxifragaceae.
A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 1: 398. 1753.
Lomikameň zrnitý (lat. Saxifraga granulata) je rastlina z čeľade lomikameňovité (Saxifragaceae).
Lomikameň zrnitý (Saxifraga granulata)
Lomikameň zrnitý
Lomikameň zrnitý
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Lomikameň zrnitý
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Lomikameň zrnitý
Lomikameň zrnitý (lat. Saxifraga granulata) je rastlina z čeľade lomikameňovité (Saxifragaceae).
Mandelblomma (Saxifraga granulata) art i familjen stenbräckeväxter.
Mandelblomman är utbredd i Europa och nordvästra Afrika. I Norden är mandelblomman till sin utbredning sydlig, den finns i hela Danmark. I Sverige finns den upp till södra Norrland, i Norge bara i låglandets sydligaste delar, och i Finland i närheten av Finska viken. Den har dessutom sina bestämda ståndorter, nämligen torra backar, men främst trivs mandelblomman i det tunna täcket av jord och mossa på berghällar i öppet läge. Dock är denna art mycket ymnig så långt ektrakterna sträcker sig.
Se avsnittet Externa länkar för utbredningskartor.
Mandelblomma blir upp till fyra decimeter hög. Namnet beror på att de vita blommorna har en svag mandeldoft. Den blommar i maj-juni.
Fruktämnet har ett mer eller mindre undersittande läge och ovanpå detta finns en disk. Hyllebladen är fästade omkring mitten av fruktämnet. Blomaxeln är betydligt utvecklad på bredden mittför kronbladens och ståndarnas fäste. Runt stjälkens bas finns små knöl- eller lökformiga groddknoppar som utgör mandelblommans övervintrings- och förökningsmedel. Därför har växten även kallats knölbräcka.
Mandelblomma odlas ibland som trädgårdsväxt. Då vanligen sorten 'Plena' som är fylldblommig.
Wikimedia Commons har media som rör Mandelblomma.
Mandelblomma (Saxifraga granulata) art i familjen stenbräckeväxter.
Багаторічна трава заввишки 15–40 см. Стебло рідко листяне, з залозистими волосками, основа зі сферичними, рожевими бульбами. Листки зібрані у базальну розетку й на нижній частині стебла; базальні листки довго-черешкові, верхні листки майже безчерешкові; листові пластини від майже округлих до ниркоподібних, від крупно зубчастих до майже цілих, товстуваті, рідко волосаті[3].
Суцвіття — нещільний, 3–10-квітковий щиток. Квіти запашні. Віночок радіально симетричний, білий, прибл. 2–3 см завширшки; пелюсток п'ять, завдовжки 9–16 мм, в 3–4 рази довші ніж чашолистки, круглокінцеві. Чашолистків 5, із залозистими волосками. Тичинок 10. Квітки самотні в пазухах. Плід — 2-розділена яйцеподібна коробочка. Час цвітіння: травень і червень[3].
Поширений у Європі й Марокко; інтродукований в Ісландії[4][5]. Населяє скелясті хребти, луки, підліски, пасовища, гравійні місцевості, гавані[3].
В Україні зростає на луках і трав'янистих схилах — в зх. Поліссі (Волинська обл., Володимир-Волинський р-н, с. Верба)[2].
рослина
квітка
ілюстрація
Saxifraga granulata là một loài thực vật có hoa trong họ Saxifragaceae. Loài này được L. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Bài viết chủ đề họ Tai hùm này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Saxifraga granulata là một loài thực vật có hoa trong họ Saxifragaceae. Loài này được L. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.
Многолетнее травянистое растение высотой 15—40 см. Стебель прямостоячий, покрытый железистыми волосками, с боковыми веточками. Прикорневые листья собраны в розетку, в основании которой имеется небольшой клубень[5]; пластинки листьев округло-почковидные, 5—9 лопастные, длиной 1—1,5 см. Стеблевые листья сидячие, рассеченные на 3-5 узких долей, с клиновидным основанием[6].
Цветки белые, обоеполые, со слабым запахом миндаля, расположены в верхушечном кистевидном соцветии либо на верхушках боковых веточек. Лепестки свободные, в верхней части расширенные. Чашечка до 5 мм длиной, рассечена на ланцетные доли. Венчик длиной 10—15 мм. Тычинок 10. Плод — многосемянная коробочка. Цветет в июне, плодоносит в июле—августе[6][7].
Размножается как семенами, так и вегетативно при помощи клубеньков, образующихся в пазухах прикорневых листьев[5].
Согласно проекту The Plant List (версия 1.1, 2013), в синонимику вида входят следующие названия[3]:
Известны гибриды с Saxifraga cuneata (Saxifraga × blatii)[8] и с Saxifraga trabutiana (Saxifraga × sorianoi)[9].
Обитает на каменистых склонах и лесных полянах[10].
В России встречается в Ленинградской, Псковской областях, в Карелии. Вне России встречается на Пиренейском и Балканском полуостровах, в центральной части Венгрии, Западной Украины, Польши, странах Балтии, в Исландии и южной Италии, в Марокко[11].
Применялось как лекарственное средство против желтухи[12]. Выращивается как декоративное растение[5].
В России занесена в региональные Красные книги Ленинградской и Псковской областей[13]. За пределами России охраняется в Финляндии[14] и на Украине[15].
Многолетнее травянистое растение высотой 15—40 см. Стебель прямостоячий, покрытый железистыми волосками, с боковыми веточками. Прикорневые листья собраны в розетку, в основании которой имеется небольшой клубень; пластинки листьев округло-почковидные, 5—9 лопастные, длиной 1—1,5 см. Стеблевые листья сидячие, рассеченные на 3-5 узких долей, с клиновидным основанием.
Цветки белые, обоеполые, со слабым запахом миндаля, расположены в верхушечном кистевидном соцветии либо на верхушках боковых веточек. Лепестки свободные, в верхней части расширенные. Чашечка до 5 мм длиной, рассечена на ланцетные доли. Венчик длиной 10—15 мм. Тычинок 10. Плод — многосемянная коробочка. Цветет в июне, плодоносит в июле—августе.
Размножается как семенами, так и вегетативно при помощи клубеньков, образующихся в пазухах прикорневых листьев.
_(8888089064).jpg)
![[2]](http://linnaeus.nrm.se/flora/di/saxifraga/saxif/saxigran.jpg){kind=link}