Erynnis tages Linnaeus 1758

Glöyn byw sy'n perthyn i urdd y Lepidoptera yw gwibiwr llwyd, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy gwibwyr llwyd; yr enw Saesneg yw Dingy Skipper, a'r enw gwyddonol yw Erynnis tages.^[1][2]

Mae i'w weld ledled Ewrop, Asia Leiaf a chanol Affrica ac at ardal Amur. Tir agored, gwelltog yw ei hoff gynefin - hyd at 2,000 metr uwchlaw lefel y môr. Mae'r glöyn byw yn paru ddwywaith: rhwng Mai a Mehefin a rhwng Gorffennaf ac Awst, ond unwaith yn unig mae'r rheiny sy'n byw ar dir uchel yn paru.

Hoff fwyd y math Ewropeaidd yw Eryngium, Lotus, Coronilla, Medicago, Hippocrepis ayb.

Cyffredinol

Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnwys mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.

Wedi deor o'i ŵy mae'r gwibiwr llwyd yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.

Gweler hefyd

• Rhestr gwyfynod a gloynnod byw
• Cymdeithas Edward Llwyd a Llên Natur

Cyfeiriadau

Mae gan Gomin Wikimedia
gyfryngau sy'n berthnasol i:

Erynnis tages

Gråbåndet bredpande (Erynnis tages) er en sommerfugl i bredpandefamilien. Den holder til i små kolonier på sandede jorder, f.eks. overdrev, heder og klitter. Man kan møde den gråbåndede bredpande fra sidste halvdel af maj til lidt ind i juli. Sydligere findes den også med en 2. generation, der kan ses helt ind i august.

Den gråbåndede bredpande har en helt speciel måde at overnatte på. Den sætter sig på en stængel og folder vingerne, så oversiden vender opad, på samme måde som en hvilende natsværmer. Det er den eneste danske dagsommerfugl, der indtager denne vingestilling i hvile.

Udbredelse

Sommerfuglen er i løbet af kort tid gået voldsomt tilbage i Danmark og findes nu kun i Jylland og på Læsø. Derudover er der en isoleret bestand på Melby Overdrev i Nordsjælland. I resten af Europa findes den overalt, undtagen på øerne i Middelhavet. I Holland er sommerfuglen dog næsten uddød. Desuden findes arten østpå gennem Lilleasien og Rusland til Kina.

Udseende

Gråbåndet bredpande er en af de mest uanselige arter af dagsommerfugle i Danmark. Vingefanget er 24–29 mm. Sommerfuglen er brun, med svage lysere partier og prikker i gråt og beige, specielt langs vingekanten findes en fin lille række lyse prikker på både for- og bagvinger. Hunnen har lidt mere kontrastrige farver. Hannen har en kant af duftskæl på forvingerne.

Livscyklus

Ægget er gult eller lysegrønt, men skifter hurtigt farve til appelsinfarvet. Efter et par uger klækkes det og larven kommer frem. Larven lever i et lille skjul spundet af kællingetandens blade. I august spinder larven sommerens sidste bladskjul, hvori den overvintrer og næste forår forpupper sig i. Efter ca. en måned klækker puppen og den voksne sommerfugl kommer frem.

Larvens foderplanter

Sommerfuglelarver er specialiserede til som regel kun at æde nogle få planter. Larver af gråbåndet bredpande lever i Danmark sandsynligvis fortrinsvis af almindelig kællingetand eller eventuelt andre nærtbeslægtede planter som sump-kællingetand eller andre ærteblomstrede. I udlandet er også kendt timian, håret høgeurt, kronvikke og hesteskokløver.

Kilder/Henvisninger

• Sommerfugle i Europa og Nordafrika
• Michael Stoltze: Danske dagsommerfugle, København 1996, side 32-34.

Der Kronwicken-Dickkopffalter (Erynnis tages) ist ein Schmetterling aus der Familie der Dickkopffalter (Hesperiidae). Das Artepitheton leitet sich von Tages, einem Enkel des Jupiter aus der griechischen Mythologie ab.^[1]

Merkmale

Die Falter erreichen eine Flügelspannweite von 23 bis 26 Millimetern. Sie haben graubraune oder dunkel rotbraune Flügel, mit mehreren hellen Flecken und einer weißen Punktreihe an der Außenseite. Stellenweise ist die Grundfärbung etwas dunkler. Die Flügelunterseiten sind einheitlich hellbraun und zeigen einige hellere Flecken in der Postal- und Marginalregion.^[2]

Die Raupen werden ca. 18 Millimeter lang und sind plump und unbehaart. Sie sind hellgrün gefärbt und haben einen dunkelbraunen Kopf mit mehreren gelblichen Flecken. Am Rücken verläuft eine schmale, nicht gut erkennbare dunkelgrüne Rückenlinie. Am Ende ihrer Entwicklung verfärben sie sich braun.^[2]

Variationen

• f. brunnea Tutt Oberseite variabel blaßbraun
• f. clarus Caradja Oberseite dunkelbraun mit dunklem, graublauem Überton. Zeichnung der Oberseite variabel, undeutlich bis kontrastreich.
• f. baynesi Higgins Flügeloberseiten hellbraun, Zeichnung kontrastreich. Im Westen Irlands.

Ähnliche Arten

• Erynnis marloyi (Boisduval, 1834) Vorkommen: Balkan, Türkei, Libanon, Syrien, Irak, Iran, Kaukasus

Verbreitung

Die Tiere kommen in Europa, außer dem hohen Norden, und in fast ganz Asien vor.^[3] Sie leben in sonnigen, trockenen Lagen mit einer blütenreichen Vegetation, wie z. B. auf Trockenrasen aber auch auf stark bewirtschafteten Weiden. In Höheren Lagen sind sie häufiger anzutreffen.^[2]

Lebensweise

Sie falten in ihrer Ruheposition nicht, wie viele andere Dickkopffalter, die Flügel zusammen, sondern präsentieren diese weit geöffnet. Die Falter besuchen meist Blüten in Bodennähe, wobei gelbe Blüten eine große Rolle spielen. Die wichtigste Nektarpflanze ist Gewöhnlicher Hornklee (Lotus corniculatus), daneben werden auch Hufeisenklee (Hippocrepis comosa) und Kriechender Günsel (Ajuga reptans) angeflogen. Die Falter saugen auch gern an feuchter Erde, toten Insekten oder Pferdeäpfeln.^[4]

Nahrung der Raupen

Zu den Raupenfutterpflanzen zählen Gewöhnlicher Hornklee (Lotus corniculatus), Sumpf-Hornklee (Lotus uliginosus), Hufeisenklee (Hippocrepis comosa) und Bunte Kronwicke (Coronilla varia).

Flugzeiten

Die Art fliegt in einer Generation pro Jahr von Ende April bis Mitte Juni. In wärmeren Gebieten und günstigen Jahren fliegen sie in zwei Generationen von Anfang April bis Anfang Juni und von Ende Juni bis Ende August.^[3]

Entwicklung

Die Weibchen legen ihre Eier auf der Oberseite der Blätter ihrer Futterpflanzen ab. Die Eier sind deutlich längs und fein quer gerippt. Frisch gelegt sind diese zunächst dottergelb, später rot gefärbt und danach transparent. Die Raupen bauen nach dem Schlüpfen eine Behausung aus zwei, später aus mehreren übereinanderliegenden Blättern. Sie fressen in diesem Gehäuse und ruhen darin in einer hakenförmigen Körperhaltung. In optimalen Jahren verpuppen sie sich bis Ende Juni in ihrem Versteck und bilden dann im Sommer die zweite Generation. Die zweite Generation entwickelt sich ebenfalls vollständig, überwintert aber als Raupe im Überwinterungsgespinst (Hibernaculum). Die Verpuppung erfolgt dann im zeitigen Frühjahr. Bei schlechten Bedingungen überwintert bereits die erste Generation als Raupe.^[2]

Gefährdung und Schutz

Rote Liste BRD: V (auf der Vorwarnliste) Sie sind zwar noch immer weit verbreitet und häufig, ihre Populationen sind aber stellenweise rückläufig.^[5]

Quellen

Einzelnachweise

1. ↑ Arnold Spuler: Die Schmetterlinge Europas. Band 1. E. Schweitzerbartsche Verlagsbuchhandlung, Stuttgart 1908, S. 77.
2. ↑ ^{a b c d} Heiko Bellmann: Der neue Kosmos-Schmetterlingsführer. Schmetterlinge, Raupen und Futterpflanzen. Franckh-Kosmos, Stuttgart 2003, ISBN 3-440-09330-1, S. 108.
3. ↑ ^{a b} Tom Tolman, Richard Lewington: Die Tagfalter Europas und Nordwestafrikas, S. 267, Franckh-Kosmos Verlags-GmbH & Co, Stuttgart 1998, ISBN 3-440-07573-7
4. ↑ Günter Ebert, Erwin Rennwald: Die Schmetterlinge Baden Württembergs Band 2, Tagfalter II (Augenfalter (Satyridae), Bläulinge (Lycaenidae), Dickkopffalter (Hesperiidae)), Ulmer Verlag Stuttgart 1993. ISBN 3-8001-3459-4
5. ↑ Bundesamt für Naturschutz (Hrsg.): Rote Liste gefährdeter Tiere Deutschlands. Landwirtschaftsverlag, Münster 1998, ISBN 978-3-89624-110-8

Literatur

• Manfred Koch, Wolfgang Heinicke: Wir bestimmen Schmetterlinge. 3. Auflage. Neumann, Radebeul 1991, ISBN 3-7402-0092-8.
• Hans-Josef Weidemann: Tagfalter: beobachten, bestimmen, Naturbuch-Verlag Augsburg 1995, ISBN 3-89440-115-X

Weblinks

– Album mit Bildern, Videos und Audiodateien

• www.lepiforum.de
• www.schmetterling-raupe.de
• www.insektenbox.de
• Markku Savela: Lepidoptera and some other life forms (englisch)
• Moths and Butterflies of Europe and North Africa (englisch)
• Erynnis tages bei Fauna Europaea

It Brún Groukopke (Erynnis tages) is in soarte yn it skaai fan de Stofwjukgroukopflinters (Erynnis).

Foarkommen

De flinter is slim bedrige. De Brune Groukopkes komme allinnich noch foar yn Súd-Limburch. Se hâlde fan drûge skrale greiden en rûchten. It is in honkfêste soarte.

Op de reade list stiet de flinter as slim bedrige.

Flinter

De wjuklingte is likernôch 13 mm. De boppekant fan de wjukken is brún mei dizige grize plakken.

Fleantiid

De flinter fljocht fan begjin maaie ôf oant ein juny. Foaral tusken 10 maaie oant 5 juny. It Brún Groukopke fljocht yn ien en soms yn twa generaasjes.

Rûp

De rûp kin 20 mm lang wurde. It liif is gieleftich mei grien. De rûp is bedutsen mei wite hierkes. It Brune Groukopke oerwinteret as in healwaaks rûp, yn in kokon. Nei de winter ferpopket de rûp him.

De rûp fret fan de Tôchklaver, de Hynstehoefklaver en de Duveldrek.

Sjoch ek

• List fan flinters.

De Dunkli Dickchopffalter (Erynnis tages) isch e chliine Summervogel.

Vorchoo

De Dunkli Dickchopffalter chunnt i ganz Europa voor, feelt aber im nördliche Skandinavie. I de Alpe chan er bis 2000 müM biobachtet were. Er isch uf Magerwise, uf de Haide und am Waldrand z finde. Er suugt vor alem a de Blüete vom Törnli (Ajuga reptans).

Uussie

De Dunkli Dickchopffalter het e Spannwiiti vo 25 bis 30 mm. Er isch e uuschiibare bruune Summervogel, ooni bsundrigi Zaichnig, nume de Rand vo de Flügel isch mit wiise Tüpfli gsöömlet. D Undersiite vo de Flügel sind hellbruu. De Körper isch hoorig.

Jooreszyklus

D Raupe öberwinteret und verpuppt sich denn im Früelig, ooni vorene z fresse. De Falter schlüüfft im Mai und paart sich. D Aier wered uf de Blattobersiite ainzeln abglait und d Raupe schlüüffed noch zwoo Wuche. Si sind nachtaktiv. Im Augste bauet si us Fäde e Nest zom öberwintere.

Raupe

D Raupe werd 18 mm lang. Si isch grüe und het e dunkle Ruggestraiife, de Chopf isch schwärzlich. Si isch spezialisiert uf Schlössli (Lotus corniculatus), Chronwicke (Coronilla), und Mannstroi (Eryngium campestre).

Literatur

• Günter Ebert, Erwin Rennwald: Die Schmetterlinge Baden Württembergs Band 2, Tagfalter II (Augenfalter (Satyridae), Bläulinge (Lycaenidae), Dickkopffalter (Hesperiidae)), Ulmer Verlag Stuttgart 1993. ISBN 3-8001-3459-4
• Manfred Koch, Wolfgang Heinicke: Wir bestimmen. Schmetterlinge. Tagfalter, Eulen, Schwärmer, Spinner, Spanner., Neumann Verlag Radebeul 1991, ISBN 3-7402-0092-8
• Tom Tolman, Richard Lewington: Die Tagfalter Europas und Nordwestafrikas, S. 267, Franckh-Kosmos Verlags-GmbH & Co, Stuttgart 1998, ISBN 3-440-07573-7
• Hans-Josef Weidemann: Tagfalter: beobachten, bestimmen, Naturbuch-Verlag Augsburg 1995, ISBN 3-89440-115-X

Темната дебелоглавка (Erynnis tages) е пеперутка од семејството на Дебелоглавки. Пеперутката ја има и во Македонија.

Распространетост

Пеперутката ја има во цела Европа, Мала Азија и Централна Азија, сè до Амурската област. Пеперутката сака отворени површини и живеалишта до 2000 метри надморска висина. Пеперутката лета во две генерации од мај до јуни и од јули до август. Сепак, во високите предели има само една генерација.

Животен циклус

Јајцата се полагаат поединечно на млади листови, омилена храна за ларвите е Hippocrepis comosa и Lotus pendunculatus. Гасениците прават засолниште со виткање на листови и се грани до август. Потоа создава засолниште за хибернација.

Наводи

• Jim Asher et al. The Millennium Atlas of Butterflies of Britain and Ireland Oxford University Press

The dingy skipper (Erynnis tages) is a species of butterfly in the family Hesperiidae.

Figs 3 larva after 2nd moult 3a larva after 3rd moult 3b, 3c larva after 4th moult

courting

Description

Erynnis tages is different from other skippers because of the predominantly monochrome, gray-brown wing coloration and the marbling, which is only present on the upper side of the forewings, as well as a series of small white dots on the wing edge. It is probably the most moth-like British butterfly and normally rests with its wings in a moth-like fashion. This well-camouflaged, brown and grey butterfly can be confused with the grizzled skipper, the Mother Shipton moth or the burnet companion moth. Faded specimens of Carcharodus alceae are distinguished by glass spots in the forewing and by a jagged rear wing edge. A special feature is the restraint of the imagos, which is reminiscent of an deltoid moth with its roof-shaped wings placed one on top of the other.^[1]

Description in Seitz

Th. tages L. (86 c). Forewing grey-brown, with two oblique black bands, which are proximally edged with yellowish grey. A marginal row of small light dots and two apical dots, of which one is transparent. Hindwing black, in quite normal specimens without spots. Throughout Europe and Northern Asia to the Amur. ab. clarus [Caradja, 1895 ab.] are very pale specimens, which may occur everywhere among true tages. — popoviana Nordm. (= sinina Gr.-Grsh.) [now species Erynnis popoviana] (86 c) is hardly more than a synonym; light grey, with a row of white marginal dots and second similar row in the centre, the hindwing with a light discocellular spot. Dauria. Amur, China. — unicolor Frr. [ now subspecies] (86 c) is uniformly brown grey without any markings, Greece and Asia Minor. — cervantes Grasl.[now E. tages ssp. cervantes Graslin, 1836 ] (86 d). Larger and much darker than true tages. The dark bands obsolete or only indicated by black streaks: the marginal dots scarcely visible. South Spain. — Larva green with the head brown and yellow lateral stripe dotted with black: on Eryngium and Lotus, in July and late in the autumn. Pupa green, with reddish abdomen. The butterflies in April and May and again from July onward, everywhere plentiful. They fly low above the ground and like to settle on roads. ^[2]

Taxonomy

Subspecies are little defined and include E. t. unicolor Freyer, 1852 found in Transcaucasia and E. t. baynesi found in parts of Ireland.

Synonyms: Erynnis morio SCOPOLI, 1763; Erynnis geryon ROTTEMBURG, 1775^[3]

• 

  male E. t. baynesi, County Clare, Ireland

• 

  female E. t. baynesi, County Clare, Ireland

Range

The dingy skipper is widespread from the Iberian Peninsula and Ireland in the west to the Pacific in East Asia. In the north, the area boundary follows roughly the 62°N. In Asia, the species penetrates south across the Caucasus to Pakistan, and in China the area boundary is far to the south. In Bavaria, the distribution shows a noticeable change from more or less densely populated areas to regions in which the species is absent over long stretches. In southern Bavaria, the species is concentrated in the Alpine region, the valleys of the Alpine rivers, in particular the Lech and Isar, as well as the areas near the river in the Donaumoos. In Northern Bavaria, the focus is on the Franconian Alb, in parts of the Franconian Keuper-Lias-Land and the Mainfränkische Platten. A secondary focus in the Upper Main hill country leads to scattered evidence along the northeastern border. Here the species occurs from the Vogtland over the Fichtelgebirge to the Upper Palatinate and Bavarian Forest. With the exception of the East Bavarian low mountain range, the occurrence of the dingy skipper coincides with the distribution of limestone areas (Jura and Muschelkalk) or geological features (basalt, gypsum, basic sandstones such as dolomitic arkose).^[4] It is widely but patchily distributed across Britain. It occurs further north than any other skipper in Scotland with some isolated colonies in the Inverness region. It is also one of the two skippers to be found in Ireland, again with a patchy distribution but the main strongholds along the western side.^[5] It is on the decline in several European countries including the UK and Armenia.^[6]

Habitat

Erynnis tages favours open grassy habitats up to 2,000 metres above sea level. A variety of habitats are used including chalk downland, woodland clearings, coastal dunes, railway lines and waste ground.

The habitats of the dingy skipper are mainly dry and poor grasslands. Extensive grassland with one or two-tier meadows and pastures as well as habitats with little vegetation with raw soil and initial plant communities are also regularly populated. In forests, the imagos fly in very sparse wooded stands or on forest meadows, on the edges of paths and forest edges. The species is also found in fens. Suitable habitats are disturbances such as paths with a dry, warm microclimate.^[4]

Ecology

The imagos fly in two generations from May-June and July-August but in northern regions and at the high altitudes, there is only a single generation. The flight period in Bavaria extends from the middle of April to the beginning of September with a focus from the beginning of May to the end of June and a maximum in the last May decade. First and second generation overlap. The second generation, which occurs only irregularly or regionally, is always significantly weaker.^[4]

The imagos prefer low-growing or very patchy vegetation and often stay on bare ground to sunbathe or to absorb moisture and minerals. On the ground or on low plants, the males also move from perch in order to track down the females by approaching insects of suitable size. The flight is usually very fast and low, whereby the locally loyal imagos usually only cover short distances of a few meters and soon settle again.^[4]

There is very little information on flower visits. In Bavaria out of a total of 14 listed plant species, only three are mentioned several times, in addition to the most important egg-laying plants Hippocrepis comosa and Lotus corniculatus, Ajuga reptans also is visited. Other suction plants are yellow-flowered Fabaceae such as Anthyllis vulneraria, Chamaecytisus ratisbonensis and Medicago falcata as well as blue- and violet-flowered mint flowers such as Salvia pratensis and Thymus spp. Visits to flowers on taller perennials such as Cirsium arvense, Eupatorium cannabinum or Echium vulgare are rare, as the imagos mainly stay near the ground. In addition to visiting flowers, the imagos regularly suckle on moist soil, carrion and excrement.^[4]

Eggs are laid individually on the upper side of mostly terminal leaflets near the ground, with gaps or weak-growing, microclimatically favored locations being preferred. Observations of egg laying or of egg and caterpillar finds are only available in isolated cases. The following egg-laying and host plants have been reported from Bavaria: Hippocrepis comosa, Lotus corniculatus, Securigera varia, Tetragonalobus maritimus. Almost all reports relate to observations of oviposition or egg discoveries, only a single detection of an adult caterpillar was found in Lotus corniculatus.^[4] In Great Britain eggs were found on the tender young leaves of bird's-foot trefoil (Lotus corniculatus), the favoured food plant here (although horseshoe vetch (Hippocrepis comosa) and greater bird's-foot trefoil (Lotus pendunculatus) are sometimes used). Other larval host plants in Europe are Eryngium, Coronilla, Medicago, etc.^[4]

The hemispherical egg with clear longitudinal ribs is initially light yellow and later orange-red in color and is easily recognizable on the green upper side of the leaf with a targeted search. This combination of features results in a further, reliable detection method for the species. During the day, the caterpillar hides in a hiding place made of spun leaves and mainly eats at night. The caterpillar creates a shelter by spinning leaves together and feeds until fully grown in August. It then creates a larger tent to form a hibernaculum where it hibernates. Pupation occurs the following spring without further feeding. The winter web is dense like parchment, so that no water can penetrate. Spun threads in summer, the pupae of which result in second generation butterflies, are of a loose texture.^[4]

Conservation

In accordance with its preference for low and gappy vegetation, grazing is particularly suitable for maintaining the habitats, which, in addition to the continuous shortening of the vegetation, also results in the formation of the open ground areas that are essential for the species due to the footfall. Extensive grazing with sheep or cattle must therefore be continued on lime lawns, the most important type of habitat in central Europe. If grazing is not possible on poor grass, mowing can also be considered. There are no restrictions with regard to the time of mowing, as the pre-imaginal stages almost always live close to the ground. For the occurrence in poor meadows, the extensive renouncement of fertilization is necessary for survival. Another contribution to the protection of the species is the preservation of small structures with patchy vegetation on fields, embankments and roadsides. It is essential to avoid the use of suction mowers or mulchers when caring for such structures. The creation of new habitats is also possible in sub-areas of the occurrence, for example on limestone gravel in the valleys of southern Bavaria, since the imagos often colonize anthropogenic secondary sites. Suitable areas are e.g. flood dams, embankments or disused mining sites, which are maintained in a low-growing and gappy state by largely dispensing with planting and corresponding subsequent care.^[4]

Etymology

"A grandson of Jupiter"^[3]

See also

• List of butterflies of Great Britain

References

Erynnis tages

Le Point-de-Hongrie (Erynnis tages) est une espèce de lépidoptères (papillons) de la famille des Hesperiidae et de la sous-famille des Pyrginae.

Description

L'imago d'Erynnis tages est un petit papillon au dessus marron foncé orné de rangées de points blancs marginaux caractéristiques^[1].

Biologie

Phénologie

L'espece est univoltine ou bivoltine selon les régions : une première génération vole d'avril à juin, suivie d'une seconde de juin à août dans le Sud de son aire de répartition.

Elle hiverne au stade de chenille, qui se nymphose en fin d'hivernation^[1].

Plantes hôtes

Les plantes hôtes de la chenille sont Lotus corniculatus et Lotus pedunculatus, Hippocrepis comosa, des Eryngium, Coronilla et Medicago^[2],[1].

Distribution et biotopes

Il est présent dans toute l'Europe (sauf le nord de l'Angleterre et de la Scandinavie) et en Asie, de la Sibérie à la Chine^[2].

Il est présent dans toute la France métropolitaine (sauf en Corse), jusqu'à 1 800 mètres^[3].

On le trouve dans les friches^[1] sèches, talus et coteaux fleuris.

Systématique

L'espèce Erynnis tages a été décrite par le naturaliste suédois Carl von Linné en 1758, sous le nom initial de Papilio tages^[2].

Noms vernaculaires

Le Point-de-Hongrie se nomme en anglais Ding Skipper, en allemand Dunkler Dickkopffalter et en espagnol Cervantes^[2].

Protection

L'espèce n'a pas de statut de protection particulier en France^[4].

Références

Annexes

Is feithid é an donnán. Ball d'ord na Lepidoptera atá ann.

Is síol ainmhí é an t-alt seo. Cuir leis, chun cuidiú leis an Vicipéid.
Má tá alt níos forbartha le fáil i dteanga eile, is féidir leat aistriúchán Gaeilge a dhéanamh.

Juodoji hesperija (lot. Erynnis tages, angl. Dingy skipper, vok. Grauling) – hesperijų (Hesperiidae) šeimos drugys. Skraido gegužės – birželio mėn. sausose pamiškėse, prie miško keliukų, geležinkelio pylimų. Vikšras žalios spalvops. Ant jo nugaros yra juodų taškų eilė, o šonuose geltona linija. Maitinasi liucernos, raženio ir kitų pupinių auaglų lapais. Lėliukė tamsiai žalia.

Paplitusi Europoje ir Azijoje. Lietuvoje reta rūšis, palitusi Vilniaus, Varėnos rajonuose.

Rūšis įrašyta į Lietuvos raudonąją knygą.

Nuorodos

• Erynnis tages
• Dingy skipper – Erynnis tages
• Erynnis tages (Linnaeus, 1758)

Vikiteka

Het bruin dikkopje (Erynnis tages) is een vlinder uit de familie dikkopjes (Hesperiidae).

Verspreiding en leefgebied

Het bruin dikkopje komt in grote delen van Europa voor waaronder Nederland en België. In Nederland staat het op de Rode lijst. De vlinder geeft de voorkeur aan droge graslanden als leefgebied. De vliegtijd is van april tot en met augustus.

Leefwijze

De waardplanten zijn de gewone rolklaver, paardenhoefklaver en kroonkruid. Het wijfje legt haar eitjes op de topblaadjes van deze planten en de rups leeft tussen enkele samengesponnen blaadjes ervan. Enkele rupsjes groeien snel en leveren een tweede generatie, de meeste overwinteren echter en verpoppen pas in het voorjaar.

Kenmerken

Voorvleuggellengte: ca. 13 mm. De bovenkant van de vleugels is bruin met vage, grijze vlekken en stippen. De onderkant is vrijwel egaal lichtbruin.

• J. Moucha (vertaling B.J. Lempke); Dagvlinders; Omega Boek Produkties; Amsterdam; 1980; ISBN 9060570472

Tiriltungesmyger (før noe misvisende kalt skogsmyger) (Erynnis tages) er en sommerfugl som hører til familien smygere (Hesperiidae). Denne brune arten blir lett forvekslet med en nattsvermer, for eksempel slåttefly-artene (familien nattfly, Noctuidae).

Tiriltungesmyger (Erynnis tages)

Utseende

En liten (vingespenn 24 – 28 mm) sommerfugl, grunnfargen mørk brun. Forvingen er mer eller mindre spraglete med hvitt og grått, noen ganger nesten ensfarget brun men ikke helt. Den kan ikke forveksles med noen annen, norsk dagsommerfugl men kan overfladisk ligne på enkelte nattfly.

Levevis

Tiriltungesmygeren flyr i lysninger i skogen og veikanter i mai – juni. Larven lever på tiriltunge (Lotus corniculatus) og andre planter i erteblomstfamilien (Fabaceae).

Utbredelse

Tiriltungesmygeren finnes i Europa og videre østover gjennom Nord-Asia til Kina. I Norge er den temmelig vanlig på Sørlandet og den sørlige delene av Østlandet. Lenger nord er den sjelden, men det finnes noen gode bestander i Gudbrandsdalen og på Vestlandet, nordligst i Tafjord i Møre og Romsdal.

Litteratur

• Eliasson, C.U., Ryrholm, N., Holmer, M. Jilg, K. & Gärdenfors, U. 2005. Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. Fjärilar: Dagfjärilar. Hesperiidae – Nymphalidae. ArtDatabanken, SLU, Uppsala. ISBN 91-88506-51-7
• Aarvik, Leif, Berggren, Kai, Hansen, Lars Ove. 2000. Norges Sommerfugler. Catalogus Lepidopterorum Norwegiae. Norsk entomologisk forening. 192 sider. ISBN 82-995095-1-3
• Aarvik, Leif, Hansen, Lars Ove, Vladimir Kononenko. 2009. Norges Sommerfugler. Håndbok over Norges dagsommerfugler og nattsvermere. Norsk entomologisk forening, Naturhistorisk museum, Universitetet i Oslo. 432 sider. ISBN 978-82-996923-2-8

Referanser

Eksterne lenker

• (sv) skogsmyger hos Dyntaxa
• (en) skogsmyger i Encyclopedia of Life
• (en) skogsmyger i Global Biodiversity Information Facility
• (en) skogsmyger hos Fauna Europaea
• (en) skogsmyger hos NCBI
• (en) skogsmyger hos ITIS
• (en) Kategori:Erynnis tages – bilder, video eller lyd på Wikimedia Commons
• (en) Erynnis tages – galleri av bilder, video eller lyd på Wikimedia Commons
• Erynnis tages – detaljert informasjon på Wikispecies
• Nettsiden Norges sommerfugler
• Nettsiden Svenska Fjärilar, med bildegalleri

Vos an lenga piemontèisa Për amprende a dovré 'l sistema dle parlà locaj ch'a varda sì.

Costo capìtol a l'é mach në sboss. Da finì.

Ambient

La ruva a viv an dzora a Lotus corniculatus, Coronilla, Eryngium. Doe generassion, a la prima e d'istà.

Distribussion

A viv an tuta Italia, an gavand la Sardegna, da la pian-a fin a 1800 méter.

Arferiment bibliogràfich për chi a veul fé dj'arserche pì ancreuse

• Erynnis tages L.

Aiuto per
la lettura Ayuda para
la lectura Help for
Reading Rintré ant
la Piòla Contaté
j'Aministrator Lìber për
Amprende Coression
ortogràfica Tastadura
piemontèisa Portaj
e Proget Agiut pr'ij
Contributor Travajòt
sempi

Powszelatek brunatek (Erynnis tages) – owad z rzędu motyli, z rodziny powszelatkowatych (Hesperiidae).

Wygląd

Rozpiętość skrzydeł od 25 do 28 mm, dymorfizm płciowy słabo zaznaczony.

Siedlisko

Suche łąki i stepy, drogi polne, miedze, polany, drogi leśne, kamieniołomy, wydmy, tereny ruderalne.

Biologia i rozwój

W Polsce wykształca dwa pokolenia w roku (maj-czerwiec, lipiec-sierpień). Rośliny żywicielskie: komonica zwyczajna, cieciorka pstra. Jaja składane są pojedynczo na wierzchniej stronie liścia rośliny żywicielskiej. Larwy wylęgają się po 1-2 tygodniach; przepoczwarzają się w oprzędzie u podstawy rośliny żywicielskiej lub w jej pobliżu. Motyle wylęgają się po 2-3 tygodniach.

Rozmieszczenie geograficzne

Gatunek eurosyberyjski, w Polsce występuje na terenie całego kraju, ale na północy jest nieco rzadszy.

Zobacz też

• motyle dzienne Polski

Bibliografia

• Marcin Sielezniew, Izabela Dziekańska, Motyle dzienne, wyd. Multico, Warszawa 2010, s. 55.

Erynnis tages é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas pertencente à família Hesperiidae.^[1]

A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.

Trata-se de uma espécie presente no território português.

Referências

Nokotin sivček (znanstveno ime Erynnis tages) je dnevni metulj iz družine debeloglavčkov, ki je razširjena po Evropi, preko Male Azije in osrednje Azije do Poamurja. Najbolj mu ustrezajo odprti travniški habitati do nadmorske višine okoli 2000 metrov.

Opis

Razpon kril odraslega metulja je 23 do 27 mm, v Sloveniji pa so ti metulji aktivni od aprila do junija in od julija do septembra v dveh generacijah. Gosenice se prehranjujejo na rastlinah iz rodu nokota (Lotus) in na navadni podkvici (Hippocrepis comosa). V krajih s hladnejšim podnebjem in na višjih nadmorskih višinah se pojavlja le po ena generacija metuljev letno.

Krila in telo so pretežno temnorjave barve, ki pa je spremenljiva. Zgornja stran sprednjih kril je sivorjavo marmorirana, zgornja stran zadnjih kril pa temneje rjava. Ob zunanjem robu zgornje in spodnje strani kril poteka sklenjena linija majhnih belih pikic. Samec se od samice loči predvsem po tem, da ima ob kostalni žili na zgornji strani sprednjih kril ozek žleb dišavnih dlačic.^[1]

Običajno ti metulji počivajo na zemljenih in peščenih tleh. Ob suhih in vročih dneh pa se pogosto zadržujejo ob vodi.^[1] Samice odlagajo jajčeca posamično na liste gostiteljske rastline, gosenice pa si nato v zavetju lista naredijo svilen kokon, ki jim služi kot zatočišče. Prezimijo v večjem kokonu, spomladi pa se zabubijo.

Reference

Skogsvisslare eller skogssmygare (Erynnis tages) är en fjäril av familjen tjockhuvuden som lever i små kolonier på sandiga jordar, till exempel kusthedar, alvarmarker och torrängar. I Sverige är denna fjäril ganska vanlig, men i Danmark har den på kort tid minskat kraftigt i antal. I övriga Europa finns på de flesta platser.

Man kan stöta på skogsvisslare från andra halvan av maj till lite in i juli. På sydligare breddgrader finns den också med en andra generation, som kan ses ända in i augusti. Den har ett mycket speciellt sätt att övernatta på. Den sätter sig på ett strå och viker ihop vingarna så att översidan vänds uppåt, på samma sätt som på en vilande nattsvärmare.

Utseende

Skogsvisslaren är en av de mer oansenliga dagfjärilarna. Vingspannet är 26 till 29 millimeter. Den är brun, med svagt ljusare partier och prickar i grått och beige, särskilt längs vingkanten finns en liten rad med ljusa prickar på både framvingarna och bakvingarna. Honan har lite mer kontrastrika färger. Hannen har en kant av doftkörtlar på framvingarna.

Livscykel

Ägget är gult eller ljusgrönt, men skiftar snabbt till apelsin-orange. Efter ett par veckor kläcks det och larven kommer fram. Den lever på och av växten käringtand. Där formar den ett litet krypin av växtens blad, som den sammanfogar med trådar som den spinner. När skogsvisslarlarven har ätit upp den mat som finns invid gömstället kryper den vidare och bygger ett nytt. I augusti spinner den årets sista krypin, som den övervintrar och nästa vår förpuppar sig i. Efter cirka en månad kläcks puppan och en vuxen fjäril, imago, kommer fram.

Källor

• Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. Fjärilar: Dagfjärilar. Hesperiidae-Nymphalidae. 2005. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, ISBN 91-88506-51-7

Externa länkar

• Wikimedia Commons har media som rör Skogsvisslare.
  Bilder & media

Головчак Таґес (Erynnis tages) — метелик родини Головчаків (Hesperiidae).

Поширений у Європі та палеарктичній Азії, крім крайніх північних та південних районів. В Україні повсюдно. Зустрічається по відкритих схилах, у степах, по лісових галявинах, у садах та парках.

В Україні — номінативний підвид.

Має розмах крил 26-28 мм. Статевий диморфізм невиразний.

Перше покоління має період льоту з травня (на півдні та в теплі роки від середини-кінця квітня) по червень-липень; 2-е покоління — кінець червня по серпень-вересень. У північних районах України та в гірському Криму тільки одне покоління.

Джерела

• Чиколовець В. В. Денні метелики України (фауністичний огляд) // Збірник праць Зоологічного музею / Нац. акад. наук України, Нац. наук.-природ. музей, Зоолог. музей . — К.: 2005 — Вип. 37 — С. 13-62
• Метелики Західної України

Erynnis tages là một loài bướm ngày thuộc họ Hesperiidae.

Hình ảnh

Chú thích

Tham khảo

• Dữ liệu liên quan tới Erynnis tages tại Wikispecies
• Phương tiện liên quan tới Erynnis tages tại Wikimedia Commons
• Dingy Skipper page from Butterfly Conservation
• Dingy Skipper page from the UK Butterflies site
• Dingy Skipper page from Lepidoptera of Norway
• Jim Asher et al. The Millennium Atlas of Butterflies of Britain and Ireland Oxford University Press

Bài viết liên quan đến họ Bướm nhảy (Hesperiidae) này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.

• x
• t
• s

На севере ареала часто вид развивается только в одном поколении за год (время лёта — с начала мая (в тёплые годы с середины-конца апреля) до середины июня)^[3], тогда как на преобладающей части своего ареала вид развивается в двух поколениях. Время лёта второго поколения — с середины июля до конца августа. На крайнем юге (например, в степном Крыму) возможно развитие третьего, вероятно частичного, поколения. Зимует гусеница. Перед окукливанием она делает легкий кокон из шелковины с использованием окружающих её листьев.

Кормовые растения гусениц: лядвенец рогатый (Lotus corniculatus), Lotus uliginosus, Hippocrepis comosa и секироплодник пёстрый (Coronilla varia), вязель разноцветный, синеголовник полевой, Eryngium planum, Lotus corniculatus.

Замечания по охране

Вид включен в Красную книгу Московской области (2 категория).

Примечания