dcsimg

Parasoltræ-familien ( Danish )

provided by wikipedia DA

Parasoltræ-familien (Sciadopityaceae) er en lille familie med en enkelt slægt.

Slægter

Litteratur

Alan Mitchell, Træer i Nordeuropa ISBN 87-12-23331-5

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Wikipedia-forfattere og redaktører
original
visit source
partner site
wikipedia DA

Parasoltræ-familien: Brief Summary ( Danish )

provided by wikipedia DA
Parasoltræ-slægten (Sciadopitys)
license
cc-by-sa-3.0
copyright
Wikipedia-forfattere og redaktører
original
visit source
partner site
wikipedia DA

Sciadopityaceae ( Spanish; Castilian )

provided by wikipedia ES
Véase Pinidae para una introducción a estos grupos

Las sciadopitiáceas (nombre científico Sciadopityaceae), son una familia de coníferas dentro del orden de las Cupressales. Es una familia con un solo género, Sciadopitys y una sola especie, Sciadopitys verticillata, el pino sombrilla del Japón,[2]endémica de Japón.

Las sciadopitiáceas eran considerada un género dentro de las cupresáceas hasta que estudios genéticos probaron que no se encontraba emparentada con este grupo.

Al pino sombrilla del Japón se le llama también komayaki o pino parasol. Se considera que esta conífera es un fósil viviente que carece de parientes vivos; es un árbol perennifolio, que alcanza los 30 m de altura, muy apreciado en jardinería.

Taxonomía

La clasificación, según Christenhusz et al. 2011,[1]​ que también provee una secuencia lineal de las gimnospermas hasta género:

  • Familia 10. Sciadopityaceae Luerss., Grundz. Bot.: 265 (1877) Tipo: Sciadopitys Siebold & Zucc. :::1 género con una única especie en Japón.
    • 10.1. Sciadopitys Siebold & Zucc., Fl. Jap. 2: 1 (1842). Tipo: S. verticillata (Thunb.) Siebold & Zucc. (≡ Taxus verticillata Thunb.)

"
license
cc-by-sa-3.0
copyright
Autores y editores de Wikipedia
original
visit source
partner site
wikipedia ES

Sciadopityaceae: Brief Summary ( Spanish; Castilian )

provided by wikipedia ES
Véase Pinidae para una introducción a estos grupos

Las sciadopitiáceas (nombre científico Sciadopityaceae), son una familia de coníferas dentro del orden de las Cupressales. Es una familia con un solo género, Sciadopitys y una sola especie, Sciadopitys verticillata, el pino sombrilla del Japón,​ endémica de Japón.

Las sciadopitiáceas eran considerada un género dentro de las cupresáceas hasta que estudios genéticos probaron que no se encontraba emparentada con este grupo.

Al pino sombrilla del Japón se le llama también komayaki o pino parasol. Se considera que esta conífera es un fósil viviente que carece de parientes vivos; es un árbol perennifolio, que alcanza los 30 m de altura, muy apreciado en jardinería.

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Autores y editores de Wikipedia
original
visit source
partner site
wikipedia ES

Sirmokkalised ( Estonian )

provided by wikipedia ET

Sirmokkalised (Sciadopityaceae) on igihaljaste okaspuude sugukond okaspuulaadsete seltsist.

Sugukonna ainuliik on sirmokka perekonda kuuluv sirmokas.

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Vikipeedia autorid ja toimetajad
original
visit source
partner site
wikipedia ET

Varjostinkuusikasvit ( Finnish )

provided by wikipedia FI

Varjostinkuusikasvit (Sciadopityaceae) on havupuihin kuuluva paljassiemenisten kasvien heimo. Heimoon kuuluu vain yksi nykyisin elävä laji, varjostinkuusi (Sciadopitys verticillata), jota esiintyy luonnonvaraisena ainoastaan Japanissa. Heimo on kuitenkin ollut esihistoriallisina aikoina erityisesti liitukaudelta paleoseenille nykyistä selvästi laajemmalle levinnyt ja runsaslajisempi. Varjostinkuusikasveihin onkin luokiteltu useita vain fossiileista tunnettuja esihistoriallisia kasveja.[3][4]

Kuvaus

Varjostinkuusikasvit ovat ainavihantia puuvartisia kasveja, yleensä puita. Puuaines eroaa lähisukuisten havupuuryhmien puusta pitkittäisen tylppysolukon puuttuessa täysin.[4] Lehtien sijaan pääasiallisina yhteyttävinä eliminä toimivat lehtivihreälliset laakavarret.[3][4] Ne muodostavat versoihin tyypillisesti muutaman kymmenen laakavarren valekiehkuroita. Varsinaiset lehdet ovat pieniä ja suomumaisia.[3] Juurissa on sienijuuria, jotka ovat tyypiltään kasvisolujen soluseinät läpäiseviä sisäsienijuuria.[1]

Kukinnot ovat yksineuvoisia hedekäpyjä sekä emikäpyjä eli varsinaisia käpyjä. Ainakin nykyisin elävän lajin kasvit ovat yksikotisia, jolloin erilliset hedekävyt ja kävyt kehittyvät samaan puuyksilöön. Käpy koostuu kierteisesti asettuneista käpysuomuista, joista kukin itsessään koostuu osittain yhdiskasvuisista emilehdestä sekä tukilehdestä.[3] Tämä kävyn rakenne muistuttaa läheisesti sypressikasvien käpyrakennetta, mutta poikkeaa muista havupuista. Vastasuuntaiset siemenaiheet muodostuvat käpysuomujen tyvelle. Siemenellä on kaksi lenninsiipeä.[3]

Luokittelu

Varjostinkuusikasvit ovat havupuihin kuuluvia paljassiemenisiä kasveja. Geneettisten tutkimusten perusteella niiden lähimmät sukulaiset ovat sypressikasvien (Cupressaceae) ja marjakuusikasvien (Taxaceae) muodostama kladi.[1] Vanhemmissa luokituksissa 1900-luvulla nykyiset varjostinkuusikasvit luokiteltiin tavallisesti suosypressikasvien heimoon (Taxodiaceae), jonka kasvit ovat sittemmin varjostinkuusia lukuun ottamatta siirretty genetiikan nojalla sypressikasvien heimoon.[2]

Suvut

Heimon ainoa nykyisin elävä suku on varjostinkuuset (Sciadopitys). Tämän lisäksi heimoon on luokiteltu joitakin fossiilijäänteiden perusteella kuvattuja esihistoriallisia sukuja:[4]

Fossiilisten kasvien irtonaisina löydettyjä kasvinosia on perinteisesti jaoteltu erillisiin sukuihin. Siten esimerkiksi sukuun Sciadopityophyllum on luokiteltu ainoastaan laakavarsia ja sukuun Sciadopitostrobus ainoastaan käpyjä.[4]

Elinkierto

Varjostinkuusikasvit ovat monivuotisia puuvartisia kasveja, jotka voivat elää satoja vuosia vanhoiksi. Vanhin tunnettu elävä varjostinkuusiyksilö on ollut pitkälti yli 700 vuotta vanha.[2] Suvullisen lisääntymisen kiertoon kuuluu kaikkien siemenkasvien tavoin pölytys, joka tapahtuu tuulen avulla kuten muillakin havupuilla. Varjostinkuusikasveilla siitepölyhiukkasessa ei ole ilmaonteloita, toisin kuin monilla muilla havupuilla.[4][5] Siemenet ovat siivellisiä ja tuulilevintäisiä.[3]

Kehityshistoria ja tutkimus

 src=
Koostumuksen analyysi on osoittanut Itämeren meripihkan olevan varjostinkuusikasvien pihkaa.

Heimon edustajia tunnetaan liitukaudelta nykypäivään. Suuresti nykyistä varjostinkuusta muistuttavien puiden jäänteitä on löydetty myöhäisliitukautisista kerrostumista Keski-Euroopasta ja Japanista.[4] Lisäksi Siperiasta sekä arktisilta alueilta Grönlannista, Huippuvuorilta ja Kanadan pohjoisosista tunnetaan varhaisliitukautinen kasvisuku Oswaldheeria, jota pidetään toisinaan lehtien tai laakavarsien muodon perusteella varjostinkuusikasveihin kuuluvana, vaikka kasvissa onkin useita rakenteellisia eroavuuksia.[4] Heimon levinneisyysalue on pienentynyt liitukauden jälkeen, ja heimon ainoa nykyisin elävä laji kasvaa luonnossa ainoastaan Japanissa.[6]

Itämeren meripihka on muodostunut kemiallisen koostumuksen analyysin perusteella juuri varjostinkuusikasvien heimon puiden pihkasta eoseenin Euroopassa. Infrapunaspektroskopia-analyysissä verrattiin meripihkaa nykyisin elävien havupuuryhmien pihkaan, ja varjostinkuusen pihka oli selvästi koostumukseltaan Itämeren meripihkaa lähinnä.[7]

Lähteet

  • Farjon, Aljos: A Handbook of the World's Conifers: Revised and Updated Edition, s. 43, 977–978. Leiden: Brill, 2017. ISBN 9789004324428. (englanniksi)
  • Taylor, Thomas N.; Taylor, Edith L. ja Krings, Michael: Paleobotany : The Biology and Evolution of Fossil Plants, s. 860–861. Amsterdam: Academic Press, 2009. ISBN 978-0-12-373972-8. (englanniksi)

Viitteet

  1. a b c Stevens, P. F.: Cupressales Angiosperm Phylogeny Website. 2001–. Missouri Botanical Garden. Viitattu 16.12.2018. (englanniksi)
  2. a b c Earle, Cristopher J.: Sciadopitys verticillata The Gymnosperm Database. 29.12.2017. Viitattu 16.12.2018. (englanniksi)
  3. a b c d e f Farjon: A Handbook of the World's Conifers, 2017, s. 43
  4. a b c d e f g h Taylor et al.: Paleobotany : The Biology and Evolution of Fossil Plants, 2009, s. 860–861
  5. Dörken, Veit Martin ja Jagel, Armin: Orientation and withdrawal of pollination drops in Cupressaceae s. l. (Coniferales). Flora - Morphology, Distribution, Functional Ecology of Plants, tammikuu 2014, 209. vsk, nro 1, s. 34–44. Elsevier. doi:10.1016/j.flora.2013.11.005. (englanniksi)
  6. Farjon: A Handbook of the World's Conifers, 2017, s. 977–978
  7. Wolfe, Alexander P.; Tappert, Ralf; Muehlenbachs, Karlis; Boudreau, Marc; McKellar, Ryan C.; Basinger, James F. ja Garrett, Amber: A new proposal concerning the botanical origin of Baltic amber. Proceedings of the Royal Society B: Biological Sciences, lokakuu 2009, 276. vsk, nro 1672, s. 3403–3412. The Royal Society. doi:10.1098/rspb.2009.0806. (englanniksi)
license
cc-by-sa-3.0
copyright
Wikipedian tekijät ja toimittajat
original
visit source
partner site
wikipedia FI

Varjostinkuusikasvit: Brief Summary ( Finnish )

provided by wikipedia FI

Varjostinkuusikasvit (Sciadopityaceae) on havupuihin kuuluva paljassiemenisten kasvien heimo. Heimoon kuuluu vain yksi nykyisin elävä laji, varjostinkuusi (Sciadopitys verticillata), jota esiintyy luonnonvaraisena ainoastaan Japanissa. Heimo on kuitenkin ollut esihistoriallisina aikoina erityisesti liitukaudelta paleoseenille nykyistä selvästi laajemmalle levinnyt ja runsaslajisempi. Varjostinkuusikasveihin onkin luokiteltu useita vain fossiileista tunnettuja esihistoriallisia kasveja.

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Wikipedian tekijät ja toimittajat
original
visit source
partner site
wikipedia FI

Sciadopityaceae ( French )

provided by wikipedia FR

Sciadopityaceae est une famille de conifères introduite par la classification phylogénétique. Elle contient un seul genre auparavant placé dans les Cupressaceae ou les Taxodiaceae :

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Auteurs et éditeurs de Wikipedia
original
visit source
partner site
wikipedia FR

Sciadopityaceae ( Italian )

provided by wikipedia IT

La famiglia delle Sciadopitiacee (Sciadopityaceae) è una famiglia di conifere affine alle Tassodiacee che comparve nel Triassico superiore ed ebbe la sua massima fioritura nel Cretaceo, con rappresentanti in Asia, in Europa e in Nordamerica.

possiede polline non saccato, foglie ridotte squamiformi e semi alati

Oggi la famiglia è rappresentata da una sola specie, Sciadopitys verticillata, limitata al solo Giappone.

La specie fossile più antica è Sciadopitytes scania, ritrovata in Svezia.

"
license
cc-by-sa-3.0
copyright
Autori e redattori di Wikipedia
original
visit source
partner site
wikipedia IT

Sciadopityaceae ( Dutch; Flemish )

provided by wikipedia NL

Sciadopityaceae is een botanische naam, voor een familie van coniferen. Een familie onder deze naam wordt pas de laatste tijd algemeen erkend door plantentaxonomen; het gaat dan om een familie met één geslacht en één soort, de Japanse parasolden (Sciadopitys verticillata).

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Wikipedia-auteurs en -editors
original
visit source
partner site
wikipedia NL

Sciadopityaceae: Brief Summary ( Dutch; Flemish )

provided by wikipedia NL

Sciadopityaceae is een botanische naam, voor een familie van coniferen. Een familie onder deze naam wordt pas de laatste tijd algemeen erkend door plantentaxonomen; het gaat dan om een familie met één geslacht en één soort, de Japanse parasolden (Sciadopitys verticillata).

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Wikipedia-auteurs en -editors
original
visit source
partner site
wikipedia NL

Paraplyfurufamilien ( Norwegian )

provided by wikipedia NO

Skjermtre (Sciadopitys verticillata) er et eviggrønt bartre som vokser vilt i Japan. Det blir også kalt skjermgran på norsk, men arten er ingen nær slektning av gran. Skjermtre er den eneste nålevende arten i slekta Sciadopitys og familien Sciadopityaceae.

Beskrivelse

Det har en smal, kjegleformet krone med en spiss topp. Trærne blir som regel 20–30 m høye, mer sjeldent 35 m, med en stammediameter på opptil 1 m. Det kan ha én eller flere stammer. Barken er rødbrun og flasser av i grove strimler.[2][3]

Det er to typer blad: Brune, 1–3 mm skjell sitter med stor avstand mellom leddknutene på langskudd og som en krans under de fotosyntesiserende bladene på både lang- og kortskudd. Det er omdiskutert om de fotosyntesiserende bladene er to sammenvokste nåler, eller et omdannet skudd, en kladodie. De grønne bladene sitter 10–30 sammen i kranser i leddknutene. De er 6–13 cm lange, 2–3 mm brede og 1 mm tykke med en dyp fure på begge sider. Bladkransene minner om skjermer eller spilene i en paraply. Bladene sitter på treet i 3–4 år.[3]

Hannblomstene er 6–12 mm store og sitter i tette, endestilte grupper som er 1–2 cm i tverrsnitt. Konglene er først grønne, men blir mørkebrune 18–20 måneder etter pollineringen. De er 4,5–10 cm lange, og etter at skjellene har åpnet seg er de 3,5–6,5 cm brede. Hver kongle har 15–40 skjøre skjell som er 2–3 cm lange og 2–3,5 cm brede. Under hvert skjell sitter 5–9 frø, som er oransjebrune og 8–12 mm lange.[3]

Utbredelse og økologi

Skjermtre er endemisk for Japan der den vokser på sentrale Honshu, Shikoku og vestlige Kyushu. Voksestedene er steinete, kjølige og fuktige. De ligger 600–1200 moh. og har en årsnedbør på 1300–2600 mm. Arten vokser både i rene bestander og sammen med bartrær som solsypress, ertesypress, sørjapansk hemlokk, japanedelgran og penselfuru, og løvtrær som japansk hestekastanje, junimagnolia, Eleutherococcus spp., katsuratre og Acer rufinerve. Skogen er tett, og undervegetasjonen består for det meste av bregner, moser og levermoser.[1][4]

Forekomstene er redusert på grunn av hogst og påfølgende planting av mer hurtigvoksende treslag. I IUCNs rødliste er skjermtre vurdert som nær truet.[1]

Systematikk og fossiler

Skjermtre ble tidligere regnet til sumpsypressfamilien, men molekylærgenetiske studier viser at det tilhører en egen utviklingslinje som skilte lag med andre bartrær allerede i trias for 220 millioner år siden. Arten kan betraktes som et levende fossil på samme måte som Ginkgo.[4][5][6]

Man har tradisjonelt antatt at fossile barnåler med en dyp fure er rester av arter beslektet med Sciadopityaceae. Slike fossiler fra tidsrommet tidlig jura til tidlig kritt er funnet på Svalbard, Grønland, Baffinøya, Den iberiske halvøy og i Tyskland og Kasakhstan. Disse funnene ble en stund samlet i slekta Sciadopityoides, men er nå flyttet til fire slekter i familien Miroviaceae. Artene skiller seg på flere måter morfologisk fra Sciadopitys, og de er neppe nært beslektet med den sistnevnte slekta.[7][4][8]

De eldste kjente fossilet av Sciadopitys er en kongle fra sen kritt som er funnet på den japanske øya Hokkaido.[9][10] Pollen er funnet i avsetninger fra paleocen til tidlig eocen på høye breddegrader, som Island, Grønland og Ellesmereøya. Godt bevarte kladodier er påvist i rav fra eocen funnet i Kaliningradområdet, og harpiks fra Sciadopitys kan være kilden til de store mengdene rav som er funnet ved Østersjøen.[11][4]

Arten Sciadopitys tertiaria var vanlig i Sentral-Europa fra slutten av oligocen til pliocen. Den vokste på høymyrer som lå over grunnvannsspeilet, men som ble holdt våte av rikelig nedbør. Andre trær i disse skogene var palmer (Arecaceae), furu (Pinus), sumpsypress (Taxodium), Cathaya, Myrica og arter i familien Sapotaceae. I undervegetasjonen fantes blant annet torvmose og kongsbregne, og jorda må ha vært sur. Kravene til voksestedet var altså annerledes enn hos den nålevende arten. Denne vegetasjonen har gitt opphav til spesielle typer brunkull: «Graskohle» er dannet av Sciadopitys-nåler og «Marcoduria» av Sciadopitys-røtter.[12][13][14][4]

Sciadopitys døde ut i det meste av Europa mot slutten av pliocen da klimaet ble kaldere og tørrere, men i Italia overlevde slekta til tidlig calabrium i pleistocen. Slekta kunne kanskje klare seg mer enn en million år lenger i dette området på grunn av den høye nedbøren i de italienske fjellkjedene.[15] I vestlige Georgia, som også har høye fjell med mye nedbør, døde Sciadopitys ut omtrent samtidig som i Italia.[16]

Økonomisk betydning

I Japan kalles treet koyamaki. Trevirket brukes til bygningstømmer, båter og møbler. Dette vakre treet plantes i hager og parker i alle fuktige, tempererte strøk, og det finnes mange kultivarer. Det vokser langsomt og bruker ofte 50 år på å bli 10 m høyt. Konglene kommer på ganske unge og små trær. Skjermtre var tidligere lite brukt i Norge, men er blitt vanligere. Det kan dyrkes nordover til Trøndelag (herdighetssone 4).[1][2][17][18][19]

Galleri

Referanser

  1. ^ a b c d T. Katsuki, D. Luscombe og A. Farjon (2013). «Sciadopitys verticillata». The IUCN Red List of Threatened Species. doi:10.2305/IUCN.UK.2013-1.RLTS.T34111A2846623.en.
  2. ^ a b A. Mitchell (1977). Trær i skog og hage. Oversatt av I. Gjærevoll. Tiden. s. 91. ISBN 82-10-01282-7.
  3. ^ a b c «Sciadopitys verticillata». The Gymnosperm Database. Besøkt 29. april 2018.
  4. ^ a b c d e E.-M. Sadowski m.fl. (2016). «Sciadopitys cladodes from Eocene Baltic amber». Botanical Journal of the Linnean Society. 180 (2): 258–268. ISSN 1095-8339. doi:10.1111/boj.12365.
  5. ^ S.J. Brunsfeld m.fl. (1994). «Phylogenetic relationships among the genera of Taxodiaceae and Cupressaceae: evidence from rbcL sequences». Systematic Botany. 19 (2): 253–262. ISSN 1548-2324. JSTOR 2419600. doi:10.2307/2419600.
  6. ^ «Sciadopityaceae». APWEbsite. Besøkt 29. april 2018.
  7. ^ M.N. Bose (1955). «Sciadopitytes variabilis n. sp. from the Arctic of Canada». Norsk Geologisk Tidsskrift. 35: 53–67. ISSN 0029-196X.
  8. ^ M.N. Bose og S.B. Manum (1990). «Mesozoic conifer leaves with ‘Sciadopitys-like’ stomatal distribution. A re-evaluation based on fossils from Spitsbergen, Greenland and Baffin Island». Norsk Polarinstitutt Skrifter. 192. ISBN 82-90307-62-4. ISSN 0369-5417.
  9. ^ K. Saiki (1992). «A new sciadopityaceous seed cone from the Upper Cretaceous of Hokkaido, Japan». American Journal of Botany. 79 (9): 989–995. ISSN 1537-2197. doi:10.1002/j.1537-2197.1992.tb13688.x.
  10. ^ S.R. Manchester m.fl. (2009). «Eastern Asian endemic seed plant genera and their paleogeographic history throughout the Northern Hemisphere». Journal of Systematics and Evolution. 47 (1): 1–42. ISSN 1759-6831. doi:10.1111/j.1759-6831.2009.00001.x.
  11. ^ A.P. Wolfe m.fl. (2009). «A new proposal concerning the botanical origin of Baltic amber». Proceedings of the Royal Society B. 276 (1672): 3403–3412. ISSN 1471-2954. doi:10.1098/rspb.2009.0806.
  12. ^ D.H. Mai (1995). Tertiäre Vegetationsgeschichte Europas. Jena: Gustav Fischer. ISBN 333460456X.
  13. ^ M. Philippe m.fl. (2002). «A palm-tree and Sciadopitys swamp-forest from the Neogene of Bresse (eastern France)». Comptes Rendus Palevol. 1 (4): 221–225. ISSN 1631-0683. doi:10.1016/S1631-0683(02)00035-0.
  14. ^ M. Dolezych og W. Schneider (2007). «Taxonomie und Taphonomie von Koniferenhölzern und Cuticulae dispersae im 2. Lausitzer Flözhorizont (Miozän) des Senftenberger Reviers» (PDF). Palaeontographica Abteilung B. 276 (1–3): 1–95. ISSN 2509-839X. doi:10.1127/palb/276/2007/1.
  15. ^ D. Magri m.fl. (2017). «Quaternary disappearance of tree taxa from Southern Europe: timing and trends». Quaternary Science Reviews. 163 (1): 23–55. ISSN 1095-8339. doi:10.1016/j.quascirev.2017.02.014.
  16. ^ I. Shatilova m.fl. (2011). The history of the flora and vegetation of Georgia (South Caucasus). Tbilisi: Georgian National Museum: Institute of Paleobiology. ISBN 978-9941-9105-3-1.
  17. ^ «Skjermtre (Sciadopitys verticillata. Universitet i Bergen. Besøkt 29. april 2018.
  18. ^ F.E. Wielgolaski og E. Kiær (1978). Hagens busker og trær i farger · 2. Det norske hageselskap i samarbeid med Aschehoug. s. 163. ISBN 82-03-09539-9.
  19. ^ «Skjermgran». Ringve botaniske hage - NTNU Vitenskapsmuseet, Trondheim. Besøkt 6. januar 2019.

Eksterne lenker

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Wikipedia forfattere og redaktører
original
visit source
partner site
wikipedia NO

Paraplyfurufamilien: Brief Summary ( Norwegian )

provided by wikipedia NO

Skjermtre (Sciadopitys verticillata) er et eviggrønt bartre som vokser vilt i Japan. Det blir også kalt skjermgran på norsk, men arten er ingen nær slektning av gran. Skjermtre er den eneste nålevende arten i slekta Sciadopitys og familien Sciadopityaceae.

license
cc-by-sa-3.0
copyright
Wikipedia forfattere og redaktører
original
visit source
partner site
wikipedia NO

Sośnicowate ( Polish )

provided by wikipedia POL






Przypisy

  1. P. F. Stevens: Angiosperm Phylogeny Website - Seed Plant Evolution. 2001–.
  2. a b c d Christenhusz, M.J.M., J.L. Reveal, A. Farjon, M.F. Gardner, R.R. Mill, and M.W. Chase (2011). A new classification and linear sequence of extant gymnosperms. Phytotaxa 19: 55-70.
  3. a b c Thomas N. Taylor, Edith L. Taylor, Michael Krings: Paleobotany: the biology and evolution of fossil plants. Academic Press, 2009, s. 860-861.
  4. Wolfe AP, Tappert R, Muehlenbachs K, Boudreau M, McKellar RC, Basinger JF, Garrett A.. A new proposal concerning the botanical origin of Baltic amber. „Proc Biol Sci.”. 276, s. 3403-3412, 2009. DOI: 10.1098/rspb.2009.0806 (ang.).
  5. Michael G. Simpson: Plant Systematics. Amsterdam, Boston, Heidelberg, London: Elsevier, Academic Press, 2010, s. 129-141. ISBN 978-0123743800.
license
cc-by-sa-3.0
copyright
Autorzy i redaktorzy Wikipedii
original
visit source
partner site
wikipedia POL