الأسماء في صفحات التنقل
Quercus coccinea reportedly hybridizes with Q . imbricaria , Q . ilicifolia (= Q . × robbinsii Trelease), Q . laevis , and Q . palustris (E. J. Palmer 1948) and with Q . phellos , Q . rubra , and Q . velutina (= Q . × fontana Laughlin).
Quercus coccinea (lat. Quercus coccinea) - fıstıqkimilər fəsiləsinin palıd cinsinə aid bitki növü.
Palıd cinsinə aid növlər Q. grisea• Q. oblongifolia• Q. acerifolia• Q. acuta• Q. acutissima• Q. afares• Q. agrifolia• Q. alba• Q. albocinta• Q. aliena• Q. alnifolia• Q. arizonica• Q. arkansana• Q. aucheri• Q. austrina• Q. basaseachicensis• Q. benthamii• Q. berberidifolia• Q. bicolor• Q. boyntonii• Q. brandegeei• Q. brenesii• Q. breviloba• Q. buckleyi• Q. bumelioides• Q. calliprinos• Q. canariensis• Q. castaneifolia• Q. cedrosensis• Q. cerrioides• Q. cerris• Q. chapmanii• Q. chrysolepis• Q. coahuilensis• Q. coccifera• Q. coccinea• Q. convallata• Q. conzattii• Q. copeyensis• Q. cornelius-mulleri• Q. corrugata• Q. costaricensis• Q. cubana• Q. deliquescens• Q. dentata• Q. depressa• Q. depressipes• Q. devia• Q. diversifolia• Q. douglasii• Q. dumosa• Q. durata• Q. ellipsoidalis• Q. emoryi• Q. engelmannii• Q. excelsa• Q. faginea• Q. falcata• Q. flagellifera• Q. frainetto• Q. fulva• Q. fusiformis• Q. galeanensis• Q. gambelii• Q. garryana• Q. georgiana• Q. germana• Q. glauca• Q. glaucoides• Q. graciliformis• Q. gravesii• Q. gulielmitreleasei• Q. havardii• Q. hemisphaerica• Q. hintonii• Q. hintoniorum• Q. humboldtii• Q. hypoxantha• Q. iberica• Q. ilex• Q. ilicifolia• Q. imbricaria• Q. invaginata• Q. john-tuckeri• Q. kelloggii• Q. laceyi• Q. laevis• Q. lamellosa• Q. laurifolia• Q. libani• Q. liebmannii• Q. lobata• Q. lusitanica• Q. lyrata• Q. macdonaldii• Q. macdougallii• Q. macranthera• Q. macrocarpa• Q. macrolepis• Q. marilandica• Q. martinezii• Q. michauxii• Q. miquihuanensis• Q. mohriana• Q. mongolica• Q. muehlenbergii• Q. myrsinifolia• Q. nigra• Q. oglethorpensis• Q. oleoides• Q. pacifica• Q. pagoda• Q. palmeri• Q. palustris• Q. peninsularis• Q. perpallida• Q. petraea• Q. phellos• Q. planipocula• Q. polymorpha• Q. pontica• Q. praeco• Q. praineana• Q. prinoides• Q. prinus• Q. pubescens• Q. pungens• Q. purulhana• Q. rapurahuensis• Q. robur• Q. robusta• Q. rubra• Q. rugosa• Q. rysophylla• Q. sadleriana• Q. sebifera• Q. shumardii• Q. skinneri• Q. skutchii• Q. stellata• Q. suber• Q. subspathulata• Q. tardifolia• Q. texana• Q. tomentella• Q. tonduzii• Q. toumeyi• Q. trojana• Q. turbinella• Q. undata• Q. uxoris• Q. vacciniifolia• Q. variabilis• Q. velutina• Q. vincentensis• Q. wislizeni• Q. xalapensis• Q. zempoaltepecana• Q. × alvordiana 
İkiləpəlilər ilə əlaqədar bu məqalə qaralama halındadır. Məqaləni redaktə edərək Vikipediyanı zənginləşdirin. Quercus coccinea (lat. Quercus coccinea) - fıstıqkimilər fəsiləsinin palıd cinsinə aid bitki növü.
Quercus coccinea o roure escarlata americà[1] és una espècie de roure que pertany a la família de les fagàcies oriünd del centre i est d'Amèrica del Nord. El roure escarlata americà pot confondre amb el roure palustre americà, el roure blanc americà, o ocasionalment, el roure pirinenc americà. El roure palustre americà, però, és identificat correctament com a Quercus palustris. Al roure escarlata americà els pits entre els lòbuls tenen forma de "C" en comparació amb el roure palustre americà (Q. palustris), que té pits en forma de "U" i els fruits són més petits, d'1,2 cm només i globulars en lloc de aovades.[2]
El roure escarlata americà és originari de l'Est dels Estats Units, des de la part meridional de Maine cap a l'oest d'Oklahoma, i cap al sud fins a la part meridional d'Alabama. És també originària de l'extrem sud d'Ontàrio, Canadà. Prefereix els sòls secs, arenosos, normalment àcids.
És un arbre caducifoli de mida mitjana a gran, ja que creix fins a 20-30 m d'alt amb una capçada oberta i arrodonida. Les fulles són d'un verd brillant, 7-17 cm de llarg i 8-13 cm d'ample, lobulades, amb set lòbuls, i profunds pits entre els lòbuls. Cada lòbul té 3-7 dents. La fulla no té pèl, a diferència del seu parent el roure palustre americà.
Escorça
Fulles a la primavera.
El roure escarlata americà sovint es planta com un arbre ornamental, popular a la tardor pel seu brillant vermell. La fusta, generalment, es ven com a roure pirinenc vermell americà, però és d'inferior qualitat, una mica més dèbil i no és un arbre tan gran.
Quercus coccinea o roure escarlata americà és una espècie de roure que pertany a la família de les fagàcies oriünd del centre i est d'Amèrica del Nord. El roure escarlata americà pot confondre amb el roure palustre americà, el roure blanc americà, o ocasionalment, el roure pirinenc americà. El roure palustre americà, però, és identificat correctament com a Quercus palustris. Al roure escarlata americà els pits entre els lòbuls tenen forma de "C" en comparació amb el roure palustre americà (Q. palustris), que té pits en forma de "U" i els fruits són més petits, d'1,2 cm només i globulars en lloc de aovades.
El roure escarlata americà és originari de l'Est dels Estats Units, des de la part meridional de Maine cap a l'oest d'Oklahoma, i cap al sud fins a la part meridional d'Alabama. És també originària de l'extrem sud d'Ontàrio, Canadà. Prefereix els sòls secs, arenosos, normalment àcids.
És un arbre caducifoli de mida mitjana a gran, ja que creix fins a 20-30 m d'alt amb una capçada oberta i arrodonida. Les fulles són d'un verd brillant, 7-17 cm de llarg i 8-13 cm d'ample, lobulades, amb set lòbuls, i profunds pits entre els lòbuls. Cada lòbul té 3-7 dents. La fulla no té pèl, a diferència del seu parent el roure palustre americà.
Escorça
Fulles a la primavera.
Dub šarlatový (Quercus coccinea) je opadavý strom dorůstající výšky okolo 30 metrů. Pochází z východních oblastí USA. V Česku se pěstuje jako okrasný strom nápadný zejména jasně červeným podzimním zbarvením.
Dub šarlatový je opadavý strom dorůstající výšky okolo 30 metrů. Borka je tmavě šedá až tmavě hnědá, nepravidelně podélně rozpukaná. Letorosty jsou červenavě hnědé, lysé. Zimní pupeny jsou tmavě červenohnědé, kuželovité až vejcovité, 4 až 7 mm dlouhé, v průřezu zřetelně pětihranné, obvykle v horní polovině pýřité. Listy jsou oválné, vejčité nebo obvejčité, s 5 až 9 laloky jejichž okrouhlé zářezy většinou přesahují polovinu šíře čepele, na bázi tupé až klínovité. Čepel listů je 7 až 16 cm dlouhá a 8 až 13 cm široká, na líci jasně leskle zelená, oboustranně lysá s výjimkou nepatrných chomáčků chlupů v paždí žilek na spodní straně. Řapík je 25 až 60 mm dlouhý. Žaludy dozrávají druhým rokem, jsou podlouhlé až téměř kulovité, 12 až 22 mm dlouhé, kryté do 1/3 až 1/2 kuželovitou až polokulovitou číškou s přitisklými šupinami.[2][3][4]
Dub šarlatový pochází z východních oblastí USA, kde roste na kyselých půdách v nadmořských výškách do 1500 metrů. Je to poměrně rychle rostoucí strom.[5]
V oblastech společného výskytu se dub šarlatový kříží s jinými duby ze sekce Lobatae, zejména s dubem celokrajným (Q. imbricaria), dubem cesmínolistým (Q. ilicifolia), dubem bahenním (Q. palustris) a s dubem Quercus laevis.[3]
List dubu šarlatového
Kmen dubu šarlatového
Podzimní zbarvení dubu šarlatového
Z běžněji pěstovaných cizokrajných dubů lze dub šarlatový zaměnit zejména s dubem červeným (Quercus rubra) a dubem bahenním (Q. palustris). Oproti dubu červenému má hlouběji prořezané laloky listů a střední lalok bývá největší. Dub bahenní má laloky téměř kolmé na osu listu a na rubu čepele nápadné chomáčky chloupků v paždí žilek. Vzácně pěstovaný dub sametový (Q. velutina) má plstnaté letorosty a pupeny a v mládí i listy.[2][4]
Jako okrasná dřevina je dub šarlatový v Česku pěstován řidčeji než dub červený (Quercus coccinea), vyznačuje se však mnohem živějším podzimním zbarvením. Byl introdukován co Evropy již v roce 1691.[5] Uváděn je např. z Průhonického parku, Dendrologické zahrady v Průhonicích a Arboreta Žampach,[6] je vysazen také v pražské Stromovce a v Botanické zahradě a arboretu MU v Brně. Kultivar 'Splendens' má listy na podzim zvlášť zářivě zbarvené.[4]
Galerie dub šarlatový ve Wikimedia CommonsDub šarlatový (Quercus coccinea) je opadavý strom dorůstající výšky okolo 30 metrů. Pochází z východních oblastí USA. V Česku se pěstuje jako okrasný strom nápadný zejména jasně červeným podzimním zbarvením.
Skarlageneg (Quercus coccinea), også skrevet Skarlagen-Eg, er en stort, løvfældende træ med en kuplet krone. Træet er hårdført og mest dyrket i Europa på grund af dets højrøde efterårsfarve.
Skarlageneg er et stort, løvfældende træ med en høj og åben, kuplet krone. Stammen er forholdsvis tynd og let bugtet. Hovedgrenene er få og opstigende med mange, unge skud. Barken er først brun med en olivengrøn skyggeside. Senere bliver den sølvgrå og hårløs med udstående barkporer, der danner lysere striber, og til sidst er den mørkegrå, men kun lidt furet. Knopperne er spredt stillede, ægformede og spidse med brune eller rødlige knopskæl.
Bladene er ovale i grundformen, men de er meget indskårne med tre lapper på hver side af midterribben. Bladranden er hel, men med langt udtrukne spidser på lappernes ender. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden ligeledes er blank, men mere bleg. Høstfarven er klart højrød. Blomstringen foregår i forbindelse med løvspringet. De hunlige blomster sidder få sammen i bladhjørnerne, mens de hanlige danner bundter af rakler fra årsskuddenes endeknopper. Frugterne er nødder, agern.
Rodsystemet består af kraftige, højtliggende hovedrødder og mange siderødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 18 x 12 m (40 x 25 cm/år).
Skarlageneg har sin naturlige udbredelse i USAs østlige og sydøstlige stater samt i staterne ved de store søer. Arten er en almindeligt forekommende del af mange østlige og centrale skove på høj, tør bund.
På kystsletten i New Jersey, Delaware og Maryland findes blandede løvskove med et islægt af nåletræer. Her vokser arten sammen med bl.a. amerikansk kristtorn, amerikansk sassafras, begfyr, bredbladet kalmia, Carex pensylvanica (en art af star), Chimaphila maculata (en art af Vintergrøn), dværgkastanje, farveeg, hvideg, kantet sarsaparil, marylandlyonia, nedliggende bjergte, pindsvinfyr, skovtupelotræ, virginsk ambratræ og virginsk fyr samt flere arter af blåbær[1]
Skarlageneg (Quercus coccinea), også skrevet Skarlagen-Eg, er en stort, løvfældende træ med en kuplet krone. Træet er hårdført og mest dyrket i Europa på grund af dets højrøde efterårsfarve.
Die Scharlach-Eiche (Quercus coccinea) ist eine Laubbaumart aus der Gattung der Eichen (Quercus) in der Familie der Buchengewächse (Fagaceae). Sie ist der offizielle Baum des US-amerikanischen Bundesdistrikts District of Columbia.[1]
Die Scharlach-Eiche ist ein laubabwerfender Baum. Sie kann eine Wuchshöhe von 20 bis 25 Metern erreichen. Die Krone ist bei jungen Bäumen noch dicht kegelförmig, mit zunehmendem Alter eher unregelmäßig und etwas locker. Die Rinde des Stammes ist in der Jugend silbergrau und glatt; später wird sie dunkelgrau und feinrissig mit vielen Warzen.
Die jungen Zweige sind orangebraun, dabei oft auf der Oberseite mehr rotbraun und auf der Unterseite mehr olivfarben. Die Knospen sind spitz eiförmig mit dunkelrotbraunen Schuppen. Die wechselständigen Laubblätter der Scharlach-Eiche sind in Form und Größe variabel. Sie sind 7 bis 17 cm lang, 8 bis 13 cm breit und tief gelappt. Das Blatt ist nicht behaart und sitzt an einem dünnen, etwa 2,5 bis 3 cm langen Stiel. Sehr auffallend ist die scharlachrote Herbstfärbung, die meist vorzeitig bei ein oder zwei einzelnen Ästen einsetzt. Ein Teil der Blätter an den unteren Ästen bleibt oft bis Januar am Baum.
Die Scharlach-Eiche ist einhäusig (monözisch). Die männlichen Blüten sitzen in hängenden Kätzchen. Die Eicheln sind eiförmig und etwa 1 bis 2 cm lang; sie sitzen in einem flachen breitschuppigen Becher.
Diese Baumart stammt ursprünglich aus dem Osten Nordamerikas. Das Verbreitungsgebiet reicht von Maine im Norden nach Oklahoma im Westen und Alabama im Süden. Auch im äußersten Süden von Ontario (Kanada) ist sie heimisch. Die Scharlach-Eiche wurde in Europa als Zier- und Parkbaum eingeführt. Bekannt ist die Scharlacheiche (Berlin-Altglienicke).
Die Scharlach-Eiche wächst auf trockenen, sandigen und sauren Böden.
Die Erstbeschreibung der Art wurde 1770 veröffentlicht. Sie stammt aus dem sechsbändigen Werk Der Hausvater des deutschen Botanikers Otto Freiherr von Münchhausen.[2]
Verwechslungsgefahr besteht vor allem mit der Rot-Eiche (Q. rubra), der Sumpf-Eiche (Q. palustris) und der Färber-Eiche (Q. velutina).
Die Scharlach-Eiche (Quercus coccinea) ist eine Laubbaumart aus der Gattung der Eichen (Quercus) in der Familie der Buchengewächse (Fagaceae). Sie ist der offizielle Baum des US-amerikanischen Bundesdistrikts District of Columbia.
Quercus coccinea, the scarlet oak, is a deciduous tree in the red oak section Lobatae of the genus Quercus, in the family Fagaceae.
It is primarily distributed in the central and eastern United States. It occurs on dry, sandy, usually acidic soil. It is often an important canopy species in oak–heath forests.[3][4] The scarlet oak is the official tree of Washington, D.C.[5]
Quercus coccinea is a medium to large deciduous tree growing to around 5.5–7.3 metres (18–24 feet) with an open, rounded crown; the maximum height is approximately 30 m (100 ft). The trunk diameter at breast height is typically 61 to 91 centimetres (24 to 36 inches) It is a medium-size tree that grows fast and matures relatively early.[6] It sets a deep growing taproot.[6]
The leaves are glossy green, 7–17 cm (2+3⁄4–6+3⁄4 in) long and 8–13 cm (3+1⁄4–5 in) broad, with seven lobes, and deep sinuses between the lobes. Each lobe has 3–7 bristle-tipped teeth. The leaf is hairless (unlike the related pin oak (Q. palustris), with tufts of pale orange-brown down where the lobe veins join the central vein). The foliage generally becomes bright scarlet in autumn. The flower color is yellow to green, depending on the season.
The acorns are ovate, 7–13 millimetres (1⁄4–1⁄2 inch) broad and 17–31 mm (5⁄8–1+1⁄4 in) long, a third to a half covered in a deep cup, green maturing pale brown about 18 months after pollination; the kernel is very bitter.[7]
Foliage and male flower in May, Exbury, UK
Autumn foliage, Ewing, New Jersey
It can be mistaken for the pin oak, the black oak (Q. velutina), or occasionally the red oak (Q. rubra). On the scarlet oak the sinuses between lobes are C-shaped in comparison to pin oak, which has U-shaped sinuses and the acorns are half covered by a deep cap.[8] Additionally, pin oak foliage generally turns bronze in autumn.
The common English name is derived from the fall (autumn) coloration of the foliage.
It is primarily distributed in the central and eastern United States, from southern Maine west to Wisconsin, Michigan and Missouri, and south as far as Louisiana, Alabama, and Georgia.[9] The tree needs full exposure to sunlight for best growth. Its preferred soil ranges from dry to somewhat dry well-drained, acidic soil.
April and May are flowering months for the scarlet oak. During this time, factors such as elevation and weather play a significant role in the flowering process. It takes about two seasons for the acorns to mature following maturation.[10] Scarlet oak is prominent as a co-component of forests, including species such as white oak, black oak, and northern red oak. When at a lower elevation surrounding the Appalachian Mountains, pine forests and heaths are a common component.
Oak seeds are faster-growing than many other trees and can compete very successfully. To regenerate oaks, the oak saplings should be 4–5 feet tall before removing the overstory. To favor oak regeneration, non-oak stems in the understory exceeding 4 feet can be controlled by various methods. The quality of the environment impacts oak regeneration.[11]
Seed production starts when the tree is about 20 years old. Seed production reaches a maximum at approximately 50 years of age. The seed production (masting) is highly variable. A good masting year occurs every 3–5 years, depending on the weather and environment.
Many species of wildlife look to the Q. coccinea for shelter, including small- to medium-sized birds, as well as small mammals such as squirrels. It is also a temporary home to various moth larvae throughout the year. It provides food in the form of acorns to many animals[10] such as woodpeckers, blue jays, small mammals, wild turkeys, white-tailed deer, and black bears.[12]
Cryphonectria parasitica, a bark pathogen, has been known to infect scarlet oak trees particularly in Pennsylvania. Cankers were found on many of these trees due to this parasite during 1989 and 1990. The parasite was removed from 69.7% of infected areas and recovered from 67% of incidents.[13] Spongy moths are known to defoliate a scarlet oak, which can kill the tree. Other defoliating insects capable of killing scarlet oaks include the oak leaftier moth (Acleris semipurpurana), fall cankerworm (Alsophila pometaria), forest tent caterpillar (Malacosoma disstria), and walking stick (Diapheromera femoral).[14]
A few species of insects bore into the scarlet oak bark and trunk, including the towline chestnut borer (Agrilus bilineatus), red oak borer (Enaphalodes rufulus), oak timber worm (Arrenodes minutus), Ambrosia beetles (Scolytinae and Platypodinae spp.), and the larvae of carpenterworms (Prionoxystus spp.).[15]
Gouty galls are commonly found on smaller twigs and limbs due to the gouty oak gall wasp (Callirhytis quercuspunctata). The spongy oak apple gall wasp (Amphibolips confluenta) causes gall growth on leaves and petioles. Black carpenter ants (Camponotus pennsylvanicus) are known for nesting in the scarlet oak trees.[16]
'Oak decline' can be caused by drought, moth defoliation, age, fire, environmental causes, and other factors. From 1968 to 1972, 27% of the scarlet oak population in the Newark watershed in New Jersey died from the spongy moth defoliation, which came before the towline chestnut borer and shoestring root rot attack.[17]
Red oak is not listed in the CITES Appendices or on the IUCN Red List of Threatened Species.[18]
Scarlet oak is sometimes planted as an ornamental tree, popular for its bright red fall color. The cultivar 'Splendens' has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[19][20]
Scarlet oak has an excellent red color during the fall months and is typically grown for shade and ornamental purposes. The red oak is a popular selection for lumber and is commonly used as a flooring material.[21]
Scarlet oak wood has a light to medium color consisting of reds and browns. The scarlet oak has a fairly coarse texture with a relatively large pore size. The durability of scarlet oak is less than the white oak, which has a higher level of decay and rot resistance. Scarlet oak lumber is easy to glue and looks attractive after staining and finishing. It has a distinct, appealing smell common with most oaks.[22]
Oak has been classified as a sensitizer, although it does not cause many allergic reactions. Reactions include eye and skin irritations and asthma-like symptoms, but not severe.[23]
White oak is typically more expensive than scarlet oak; red oak is in good supply with reasonable pricing, making it a very popular lumber product throughout the USA.[24]
Scarlet oak is commonly used in furniture, cabinetry, interior trim, flooring, and veneer. Scarlet oak shares many characteristics with red oak and often falls in the same category as red oak (Quercus rubra) in a broad sense [25]
Quercus coccinea produces galls from insect interactions which may be used to treat hemorrhages, chronic diarrhea, and dysentery.[26]
{{cite journal}}: Cite journal requires |journal= (help) Quercus coccinea, the scarlet oak, is a deciduous tree in the red oak section Lobatae of the genus Quercus, in the family Fagaceae.
It is primarily distributed in the central and eastern United States. It occurs on dry, sandy, usually acidic soil. It is often an important canopy species in oak–heath forests. The scarlet oak is the official tree of Washington, D.C.
Quercus coccinea o roble escarlata es una especie de árbol perteneciente a la familia de las fagáceas oriundo del Centro y Este de América del Norte. El roble escarlata puede confundirse con el roble palustre americano, el roble blanco americano, u, ocasionalmente, el roble boreal americano. El roble palustre americano, sin embargo, es identificado correctamente como Quercus palustris. En el roble escarlata los senos entre los lóbulos tienen forma de "C" en comparación con el roble palustre americano (Q. palustris), que tiene senos en forma de "U" y los frutos son más pequeños, de 1,2 cm sólo y globulares en lugar de aovadas.[1] Está clasificada en la Sección Lobatae; del roble rojo de América del Norte, Centroamérica y el norte de América del Sur que tienen los estilos largos, las bellotas maduran en 18 meses y tienen un sabor muy amargo. Las hojas suelen tener lóbulos con las puntas afiladas, con cerdas o con púas en el lóbulo.
El roble escarlata es originario del Este de los Estados Unidos, desde Maine meridional hacia el Oeste de Oklahoma, y hacia el sur hasta Alabama meridional. Es también originaria del extremo sur de Ontario, Canadá. Prefiere los suelos secos, arenosos, normalmente ácidos.
Es un árbol de hoja caduca de tamaño medio a grande, pues crece hasta 20-30 m de alto con una copa abierta y redondeada. Las hojas son de un verde brillante, 7-17 cm de largo y 8-13 cm de ancho, lobuladas, con siete lóbulos, y hondos senos entre los lóbulos. Cada lóbulo tiene 3-7 dientes. La hoja no tiene pelo, a diferencia de su pariente el roble palustre americano.
El roble escarlata a menudo se planta como un árbol ornamental, popular por su brillante rojo en otoño. La madera generalmente se vende como roble boreal rojo americano, pero es de inferior calidad, algo más débil y no forma un árbol tan grande.
Quercus coccinea fue descrita por Otto von Münchhausen y publicado en Der Hausvater 5(1): 254. 1770.[2]
Quercus: nombre genérico del latín que designaba igualmente al roble y a la encina.
coccinea: epíteto latín que significa "de color escarlata".[3]
Quercus coccinea o roble escarlata es una especie de árbol perteneciente a la familia de las fagáceas oriundo del Centro y Este de América del Norte. El roble escarlata puede confundirse con el roble palustre americano, el roble blanco americano, u, ocasionalmente, el roble boreal americano. El roble palustre americano, sin embargo, es identificado correctamente como Quercus palustris. En el roble escarlata los senos entre los lóbulos tienen forma de "C" en comparación con el roble palustre americano (Q. palustris), que tiene senos en forma de "U" y los frutos son más pequeños, de 1,2 cm sólo y globulares en lugar de aovadas. Está clasificada en la Sección Lobatae; del roble rojo de América del Norte, Centroamérica y el norte de América del Sur que tienen los estilos largos, las bellotas maduran en 18 meses y tienen un sabor muy amargo. Las hojas suelen tener lóbulos con las puntas afiladas, con cerdas o con púas en el lóbulo.
Purppuratammi (Quercus coccinea) on yksi lukuisista pohjoisamerikkalaisista tammilajeista. Sitä kasvaa Yhdysvaltojen itäosissa,[3] Mainesta Oklahomaan ulottuvalla alueella. Sitä tavataan myös Kanadassa Ontarion provinssin eteläosissa.[4] Purppuratammi menestyy melko kuivilla ja hiekkaisillakin paikoilla, toisin kuin monet muut tammet.
Purppuratammi kasvaa 20–30 metriä korkeaksi. Vanhemmiten se kasvaa kuitenkin muiden tammien tapaan enimmäkseen järeyttä. Puu kukkii toukokuussa. Hedelmänä on terho, kuten kaikilla muilla tammilajeillakin. Ne ovat noin 2,5 senttimetriä pitkiä ja ne kypsyvät seuraavana vuonna. Puun lehdet ovat kesäisin kirkkaan, kiiltävänvihreät ja melko teräväloviset, jos vertaa vaikkapa kotoisen metsätammen lehtiin. Lehtien pituus on 9–15 senttimetriä. Purppuratammen lehdet saavat syksyisin komean purppuranvärisen ruskan.[3]
Suomessa purppuratammi menestyy puistopuuna kohtuullisesti vain etelärannikolla, vyöhykkeillä 1 ja 2.
Purppuratammi (Quercus coccinea) on yksi lukuisista pohjoisamerikkalaisista tammilajeista. Sitä kasvaa Yhdysvaltojen itäosissa, Mainesta Oklahomaan ulottuvalla alueella. Sitä tavataan myös Kanadassa Ontarion provinssin eteläosissa. Purppuratammi menestyy melko kuivilla ja hiekkaisillakin paikoilla, toisin kuin monet muut tammet.
Quercus coccinea
Le chêne écarlate (Quercus coccinea) est une espèce de chênes présente au nord-est des États-Unis et au Canada.
Ce chêne se trouve à l'est des États-Unis. Au nord, il est présent du Maine jusqu'au Wisconsin et au sud de la Géorgie à la Louisiane[1]. On le trouve également à l'extrémité sud de la province canadienne de l'Ontario. Il apprécie les terrains secs, sablonneux et les sols acides.
Il est régulièrement confondu avec d'autres chênes de la section Lobatae, comme le Chêne rouge d'Amérique, le Chêne des marais ou plus rarement le Chêne noir, dont les feuillages sont assez similaires.
Il s'agit d'un arbre caduc de taille moyenne à importante pouvant atteindre 20 à 30 mètres de hauteur.
Ses feuilles lobées sont vertes, brillantes, ayant de 7 à 17 cm de longueur pour 8 à 13 cm de largeur. Chaque lobe possède de trois à sept petites dents. La feuille n'est pas pubescente (contrairement au proche Chêne des marais).
Les glands sont ovoïdes, 7-13 mm de large pour 17-31 mm de long. La cupule recouvre le gland sur un tiers voire la moitié de sa longueur. D'abord vert, ce fruit devient brun clair environ 18 mois après la pollinisation. L'intérieur du gland est très amer.
L'arbre est utilisé en ornementation grâce à ses couleurs rouges en automne. Son bois est souvent vendu sous le nom de chêne rouge mais est inférieur en qualité par rapport à ce dernier car l'arbre n'est pas aussi grand et parce que son bois est moins résistant.
On lui connaît deux variétés :
Il est de plus connu pour s'hybrider avec plusieurs autres espèces du genre Quercus (Q. imbricaria, Q. ilicifolia, Q. laevis, Q. palustris, Q. phellos, Q. rubra et Q. velutina).
Quercus coccinea
Le chêne écarlate (Quercus coccinea) est une espèce de chênes présente au nord-est des États-Unis et au Canada.
Skarlatseik (fræðiheiti: Quercus coccinea) er eikartegund sem er aðallega í mið og austur Bandaríkjunum, frá suður Maine vestur til Wisconsin, Michigan og Missouri, og allt suður til Louisiana, Alabama og Georgíu.[1][2][3]
Hún verður að 20–30 m há.[4]
Börkur
Haustlitur, Ewing, New Jersey
Skarlatseik (fræðiheiti: Quercus coccinea) er eikartegund sem er aðallega í mið og austur Bandaríkjunum, frá suður Maine vestur til Wisconsin, Michigan og Missouri, og allt suður til Louisiana, Alabama og Georgíu.
Hún verður að 20–30 m há.
Börkur
Blöð og karlblóm í maí, Exbury, Bretlandi
Haustlitur, Ewing, New Jersey
Quercus coccinea Münchh., 1770 è una quercia originaria dell'est degli Stati Uniti,[1] introdotta in Europa alla fine del '600.
Albero a tronco esile e corteccia grigia con poche fessure, cima arrotondata, raggiunge i 20 metri con una crescita molto lenta (a 20 anni raggiunge i 7 m).
Le foglie profondamente lobate di 10/16 cm sono lucide su entrambe le pagine; di un bel verde scuro sulla pagina superiore, diventano scarlatte in autunno.
Molto decorativa per i suoi colori, si adatta a qualsiasi tipo di terreno.
I semi di Q.coccinea sono di media dimensione, dimensione e morfologia che molto si avvicinano a quelli di una comune nocciola. Il tegumento appare rozzamente striato, alternando strisce brune a strisce bordò. Per la germinazione è necessario stratificare il seme, stratificazione che richiede tempi piuttosto brevi (si parla di circa una ventina di giorni) a freddo artificiale (frigorifero) o naturale (esterno). Allorquando la radichetta emergerà dall'apice inferiore del seme, anche la semina potrà avvenire.
Quercus coccinea Münchh., 1770 è una quercia originaria dell'est degli Stati Uniti, introdotta in Europa alla fine del '600.
Purpurinis ąžuolas (lot. Quercus coccinea) – bukinių (Fagaceae) šeimos augalas. Natūraliai paplitęs Šiaurės Amerikos rytuose, Lietuvoje negausiai auginamas dendrologinėse kolekcijose.
Tai 20-30 m aukščio vasaržalis medis, liemuo iki 0,8 m skersmens. Laja plati, ovališka arba beveik rutuliška. Žievė tamsiai ar sidabriškai pilka, lygi arba nedaug suaižėjusi. Labai puošnūs rudenį skaisčiai raudoni žvilgantys, o pavasarį švelniai gelsvai žali lapai. Nereiklus dirvožemio derlingumui ir drėgmei, dažniausiai auga nederlingose nuokalnėse.
Lapai
Lapai ir žiedai
Lapai rudenį
Žievė
Šarlaksarkanais ozols (latīņu: Quercus coccinea) ir daudzgadīgs dižskābaržu dzimtas koks. Šis ozols savvaļā aug ASV austrumdaļā. Izplatības areāls plešas robežās no Meinas dienviddaļas rietumos un Oklahomas austrumdaļas līdz Alabamas dienvidiem. Aug arī Ontārio dienvidos. Ozoli aug sausās, smilšainās, skābās augsnēs. Koks ir vidēji liels, sasniedz 20—30 m augstumu. Vainags apaļīgs. Lapas ir spīdīgas, 7—17 cm garas, 8—13 cm platas ar smailām daivām abās pusēs. Rudenī lapas krāsojas sarkanas. Zīles ir 1,7—3,1 cm garas, cepurīte klāj 1/3 līdz ½ no zīles. Zīles pēc garšas ir izteikti rūgtas.
Šarlaksarkano ozolu koksni izmanto kokmateriālu iegūšanai, lai gan koksnes kvalitāte nav pārāk augsta. Ozolus stāda arī dekoratīvos nolūkos, jo rudenī kokiem ir izteikti sarkanas lapas.
Vikikrātuvē par šo tēmu ir pieejami multivides faili. Skatīt: Šarlaksarkanais ozolsDe scharlaken eik (Quercus coccinea) is een eenhuizige boom uit de napjesdragersfamilie (Fagaceae). Hij is inheems in het midden en oosten van de Verenigde Staten en is nauw verwant aan de moeraseik (Q. palustris) en de Amerikaanse eik (Q. rubra).
De scharlaken eik is een snelgroeiende, middelgrote loofboom met een losse, ronde kroon. Hij kan een hoogte bereiken van 30 meter.
De gladde bladeren staan verspreid op de takken. Ze zijn aan de bovenzijde glanzend groen en aan de onderzijde doffer glanzend lichtgroen. De herfstkleuren zijn gewoonlijk fel scharlakenrood. Elk blad heeft een drie tot zes centimeter lange bladsteel. De bladschijf meet acht tot achttien centimeter en heeft een brede, afgeplatte voet. De bladrand is bochtig en heeft meestal zeven onregelmatige, smalle lobben, met elk drie tot zeven spits toelopende punten. Eén lob vormt het bladuiteinde, de overigen staan aan weerszijden van de middennerf. Soms telt het blad aan een zijde vier lobben. De ronde bochten tussen de lobben zijn breed en diep en reiken vaak bijna tot de middennerf.
Tak met eikels
Bladeren in de herfst
De mannelijke bloeiwijze is een katje, de vrouwelijke bloemen zijn klein en onopvallend. In Europa draagt de scharlaken eik vanaf oktober eikels. Deze zijn gedrongen eivormig en tot 2,5 centimeter lang. Het komvormige napje bedekt de vrucht voor een derde tot de helft en is bedekt met grove schubben. Ze zijn in de herfst van het tweede jaar na de bestuiving rijp. De kern smaakt zeer bitter.
De scharlaken eik lijkt sterk op verwante eiken in zijn leefgebied, namelijk de moeraseik (Q. palustris) en de blikeik (Q. velutina). Ook kan hij mogelijk worden verward met de Amerikaanse eik (Q. rubra). Al deze soorten hebben bladeren met spitse punten.
De bladschijf van de scharlaken eik is kleiner dan bij de Amerikaanse eik en heeft slankere lobben. Het blad lijkt vooral sterk op dat van de moeraseik. Deze heeft echter fijne haartjes, is symmetrischer van vorm met diepere inhammen en wordt in de herfst bronskleurig. De eikel van de moeraseik heeft bovendien een dieper napje.
De scharlaken eik is inheems in het midden en oosten van de Verenigde Staten; van het zuiden van Maine in het oosten tot Wisconsin en Missouri in het westen. In het zuiden komt de boom voor tot in Louisiana, Alabama en Georgia.[1]
De standplaats van de scharlaken eik is voornamelijk arme, zure grond. In veel eikenbossen is het een prominente boom.[2]
De scharlaken eik wordt in veel delen van de wereld als sierboom aangeplant, waaronder ook in België en Nederland. Hij wordt echter minder vaak gecultiveerd dan de Amerikaanse eik en de moeraseik. De cultivar 'Splendens' is bekroond met de Award of Garden Merit, die jaarlijks wordt uitgereikt door de Royal Horticultural Society.[3]
Het hout van de scharlaken eik wordt vaak verkocht als Amerikaanse eik, maar is van mindere kwaliteit. Het is niet zo stevig en er kunnen minder lange planken van worden gezaagd.
De scharlaken eik (Quercus coccinea) is een eenhuizige boom uit de napjesdragersfamilie (Fagaceae). Hij is inheems in het midden en oosten van de Verenigde Staten en is nauw verwant aan de moeraseik (Q. palustris) en de Amerikaanse eik (Q. rubra).
Skarlageneik (Quercus coccinea) er et løvfellende tre som vokser i østlige deler av USA.
Den blir opptil 30 m høy. Nedre del av stammen har ikke merker etter døde greiner. Barken er sølvgrå og glatt med store korkporer på unge trær, mens barken hos eldre trær er mørkegrå, fint furet og vortete. Bladene er avlange til elliptiske, 7–16 cm lange og 8–13 cm brede. Bladstilken er 2,5–6 cm lang. Bladet har tre fliker på hver side; basalfliken er vinkelrett eller tilbakebøyd, midtfliken utoverstående og tredje flik rettet framover. Tredje flikpar har ofte ulik lengde på hver side. Bladene er glinsende grønne på oversiden og glinsende lyse under. Høstfargen er dypt karmosinrød. Nøttene bruker 1,5 år på å bli modne. Nøtteskåla dekker mellom en tredjedel og halvparten av nøtta.
Skarlageneik vokser best på ganske tørr sand- eller grusjord i litt høyereliggende områder. Den forekommer som regel sammen med andre eikearter og furu, men på Ozarkplatået i Missouri vokser den i nesten rene bestander. I undervegetasjonen er blomsterkornell, syretre og bærlyng vanlig.
Nordgrensen går fra sørvestre Maine vestover til New York, Ohio, sørlige Michigan og Indiana. Vestgrensen går gjennom sørlige Illinois, sørøstlige Missouri og sentrale Mississippi. Sørgrensen går gjennom sørlige Alabama og sørvestlige Georgia, og østgrensen går i overgangen mellom kystsletta og Appalachene nordover til Virginia.
Dette treslaget er mye plantet både i USA og Europa på grunn av de praktfulle høstfargene. Kultivaren 'Splendens' har ekstra store, glinsende blad.
Bark
Rakler med hannblomster
'Splendens'
Høstfarge
Skarlageneik (Quercus coccinea) er et løvfellende tre som vokser i østlige deler av USA.
Den blir opptil 30 m høy. Nedre del av stammen har ikke merker etter døde greiner. Barken er sølvgrå og glatt med store korkporer på unge trær, mens barken hos eldre trær er mørkegrå, fint furet og vortete. Bladene er avlange til elliptiske, 7–16 cm lange og 8–13 cm brede. Bladstilken er 2,5–6 cm lang. Bladet har tre fliker på hver side; basalfliken er vinkelrett eller tilbakebøyd, midtfliken utoverstående og tredje flik rettet framover. Tredje flikpar har ofte ulik lengde på hver side. Bladene er glinsende grønne på oversiden og glinsende lyse under. Høstfargen er dypt karmosinrød. Nøttene bruker 1,5 år på å bli modne. Nøtteskåla dekker mellom en tredjedel og halvparten av nøtta.
Skarlageneik vokser best på ganske tørr sand- eller grusjord i litt høyereliggende områder. Den forekommer som regel sammen med andre eikearter og furu, men på Ozarkplatået i Missouri vokser den i nesten rene bestander. I undervegetasjonen er blomsterkornell, syretre og bærlyng vanlig.
Nordgrensen går fra sørvestre Maine vestover til New York, Ohio, sørlige Michigan og Indiana. Vestgrensen går gjennom sørlige Illinois, sørøstlige Missouri og sentrale Mississippi. Sørgrensen går gjennom sørlige Alabama og sørvestlige Georgia, og østgrensen går i overgangen mellom kystsletta og Appalachene nordover til Virginia.
Dette treslaget er mye plantet både i USA og Europa på grunn av de praktfulle høstfargene. Kultivaren 'Splendens' har ekstra store, glinsende blad.
Bark
Rakler med hannblomster
'Splendens'
Høstfarge
Multimedia w Wikimedia Commons Dąb szkarlatny (Quercus coccinea) – gatunek drzewa liściastego należący do rodziny bukowatych. Występuje we wschodniej części Ameryki Północnej. W Europie rzadko sadzony.
Tworzy mieszańce z dębem czerwonym (Quercus × benderi Baenitz)[3].
W Europie już od dawna jest sadzony w parkach jako drzewo ozdobne. Także do obsadzania placów i ulic.
Dąb szkarlatny (Quercus coccinea) – gatunek drzewa liściastego należący do rodziny bukowatych. Występuje we wschodniej części Ameryki Północnej. W Europie rzadko sadzony.
Blodek (Quercus coccinea), även kallad "Scharlakansek", är en ek i rödeks-sektionen Lobatae av eksläktet Quercus.
Blodeken förväxlas ofta med Kärrek eller Rödek. Eken är främst hemmahörande i östra USA, från södra Maine i väster, till östra Oklahoma och söderut till södra Alabama. Arten förekommer på torra, sandiga, ofta sura jordar.
Blodek växer till en höjd av 20–30 meter, med en öppen, rundad krona. Bladen är glänsande gröna, 7–17 cm långa och 8–13 cm breda, flikiga, med sju flikar och djupa bihålorna mellan loberna. Bladet är hårlösa (till skillnad från den närstående kärreken, som har tofsar av blekt orange-brun färg). Ekollonen är äggformade, 7–13 mm breda och 17–31 mm långa, en tredjedel till hälften täckt av en djupt ollonskål, och mognar omkring 18 månader efter pollinering. Kärnan är mycket bitter.
Wikimedia Commons har media som rör Blodek.
Blodek (Quercus coccinea), även kallad "Scharlakansek", är en ek i rödeks-sektionen Lobatae av eksläktet Quercus.
Blodeken förväxlas ofta med Kärrek eller Rödek. Eken är främst hemmahörande i östra USA, från södra Maine i väster, till östra Oklahoma och söderut till södra Alabama. Arten förekommer på torra, sandiga, ofta sura jordar.
Blodek växer till en höjd av 20–30 meter, med en öppen, rundad krona. Bladen är glänsande gröna, 7–17 cm långa och 8–13 cm breda, flikiga, med sju flikar och djupa bihålorna mellan loberna. Bladet är hårlösa (till skillnad från den närstående kärreken, som har tofsar av blekt orange-brun färg). Ekollonen är äggformade, 7–13 mm breda och 17–31 mm långa, en tredjedel till hälften täckt av en djupt ollonskål, och mognar omkring 18 månader efter pollinering. Kärnan är mycket bitter.
Quercus coccinea là một loài thực vật có hoa trong họ Cử. Loài này được Münchh. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1770.[1]
Quercus coccinea là một loài thực vật có hoa trong họ Cử. Loài này được Münchh. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1770.
.jpg)
-2.JPG)
